L21 bliver til L22.
Det er konklusionen, efter at Landsstævnets bestyrelse onsdag har afholdt bestyrelsesmøde.
"Vi har modtaget besked om, at landsstævnet udskydes til sommeren 2022. Det er vi naturligvis rigtigt kede af, og det betyder desværre, at det ikke er muligt for efterskolerne at tage til Landsstævne som afslutning på dette skoleår, som vi ellers havde planlagt, og som vi ved, at mange af jer havde glædet jer til," siger Asbjørn Nielsen, projektleder for Efterskolernes Landsstævnehold 2021.
Beslutningen om at udskyde Danmarks største idrætsfestival træffes med baggrund i den nuværende corona-situation.
”Det har været en svær beslutning at udskyde landsstævnet til 2022, men det er det eneste rigtige at gøre. Et landsstævne skal være en helt særlig oplevelse for både deltagere, gæster, frivillige og værtskommunen, og corona-situationen gør det umuligt for os at planlægge på en måde, så vi kan sikre gode oplevelser med masser af idræt, bevægelse og fællesskab i 2021,” udtaler DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.
Efterskoleeleverne rammes ekstra hårdt
Formanden for Efterskolerne, Torben Vind Rasmussen, repræsenterer efterskolerne i Landsstævnets bestyrelse. Han er enig i beslutningen om at udskyde DGI Landsstævne, men beklager, at den i ekstra høj grad påvirker de omkring 6.500 efterskoleelever og ca. 700 lærere, der skulle have afsluttet dette skoleår med at deltage i Landsstævnet.
”Den helt unikke afslutning på deres efterskoleår er ikke længere mulig. Denne årgang af efterskoleelever får desværre ikke mulighed for at komme til Landsstævne med efterskoleholdet, som vi ved rigtig mange har set frem og glædet sig til. Til gengæld åbner udsættelsen op for, at årgangen 2021-22 kan deltage,” siger Torben Vind Rasmussen.
Læs DGI's pressemeddelelse her.
De skoler, som skulle have deltaget i L21, vil blive kontaktet direkte