Af Anna Christensen, elev på Den danske Design- og Håndværksefterskole, 2023/24

Sidste år var jeg elev på Den danske Design- og Håndværksefterskole, som netop det år havde indført nye regler for mobiltelefoner. Vores telefon skulle til enhver tid være på værelset, medmindre vi fik andet at vide. Og vi skulle ovenikøbet aflevere den klokken 22, inden vi gik i seng.

Det tog noget tid for os at vænne os til den nye hverdag på efterskolen uden mobilen, og de fleste elever var da også utilfredse med ordningen i starten.

Forholdsvis hurtigt fandt vi alligevel ud af, at det gav et helt andet samvær, når vi ikke havde muligheden for at trække telefonen op af lommen og lukke omgivelserne ude. Vi blev pludselig nødt til at snakke med vores medmennesker og være kreative for at finde på noget sjovt at lave. Heldigvis var der masser af muligheder og faciliteter på efterskolen, så det var bare med at tage initiativ.

Sov bedre om natten
Det havde også en positiv virkning på mig, at vi ikke havde telefonen om natten. Pludselig kunne jeg se, at jeg sov dårligere i de weekender, jeg var hjemme, fordi jeg ikke kunne lade være med at ligge med min telefon, inden jeg skulle sove. Selvom jeg vidste, at det ikke var godt for mig, kunne jeg alligevel ikke lade være. Derfor var og er jeg stor tilhænger af reglen om at aflevere telefonen før sengetid.

Den eneste ulempe, jeg oplevede, var, at vi ikke på samme måde havde mulighed for at tage billeder, når vi efterlod telefonen på værelset. Det løste vi dog ved at have små digitale kameraer med rundt på skolen. Det var lidt mere indviklet, men det fungerede.

Når jeg tænker tilbage til før, jeg gik på efterskole, kan jeg nu se, hvor meget tid jeg har brugt på at være på min telefon, selvom jeg var sammen med mine venner og havde mulighed for at lave alt muligt andet.

Jeg har tit taget mig selv i at finde telefonen frem, lige så snart der er få sekunders stilhed. Det kan ikke være sundt, men de fleste gange lægger jeg ikke engang mærke til, at jeg gør det. Det sker bare helt af sig selv. At vi på efterskolen blev ’tvunget’ til at finde på noget andet at lave, medførte mange sjove og mindeværdige stunder.

Jeg vil klart anbefale alle efterskoler at indføre en mobilpolitik, som minder om den, jeg oplevede som elev på Den danske Design- og Håndværksefterskole. Alt taget i betragtning oplevede jeg, at de manglende telefoner bidrog positivt til fællesskabet og trivslen på skolen.