Af Tine Ginnerup Jespersen, redaktion@efterskolerne.dk
1. Kom godt i gang med podcast
Lyd hitter hos eleverne, og det er et fantastisk medie at dykke ned i både analytisk og som producerende. Det har Mikkel Aslak Koudal Andersen skrevet bogen ’Podcast i skolen – Håndbog i elevproduktion’ om. Bogen er inddelt i tre kapitler om at lytte, om at tale og om at skabe undervisningsforløb. Det hele i et tilgængeligt sprog med håndbogens overskuelighed indbygget. Kapitel tre er det mest fyldige. Her får læseren inspiration til undervisningsforløb og til at tænke podcasts ind i forskellige faglige sammenhænge. Et eksempel er en gennemgang af, hvordan man på forskellig vis kan arbejde med lydfortællinger med elever, der har dansk som andetsprog. Delen om at producere ’audiowalks’ er også inspirerende og måske en ny måde at tænke rundvisninger på efterskolen ind?
Foto: PR
Hvad er det, der gør, at fortællinger og narrativer kan føre elever ind i de sammenhænge, de ikke selv er i stand til at fremkalde? Det giver Johannes Fibiger, Bettina Perregaard, Søren Pjengaard og Martin Reng deres bud på i bogen ’Fortæl – Det narratives betydning for elevens oplevelse, forståelse og dannelse’, som er redigeret af Peter Brodersen. Bogen indeholder forskellige cases, der hver især belyses gennem teoretiske begreber. Bogen er bygget op, så læseren frit kan plukke og udvælge både pædagogiske, psykologiske, didaktiske og dannelsesmæssige begrundelser for at give det narrative plads i undervisningen. Bogen konkretiserer og begrunder fagligt arbejdet med narrativer i forskellige fag og situationer.
Foto: PR
Underviser du i dansk, mediefag eller medborgerskab er DRs ugentlige podcastserie ’Bakspejl’ oplagt at inddrage i undervisningen. DR undersøger i historiepodcasten nyere historiske begivenheder og er tilrettelagt med en genkendelig struktur, grundig research og stor fortælleglæde af journalist Martin Grønne. Et oplagt eksempel på lydfortællinger, der forener historiefaget, danskfaget og det narrative i et medie, eleverne er ret optagede af.
Grafik: Pernille Bækholm Sloth
Foto: Signe Find Larsen
Læs mere
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev(e). Når du trykker tilmeld, giver du automatisk dit samtykke til brugen af dine data i forhold til vores privatlivspolitik.