Bjarke er gået i sin fars fodspor som gymnastiklærer: ”Bøvling er som vores femte familiemedlem”

Af Ida Gundersen, redaktion@efterskolerne.dk

I et hjørne i den kølige gymnastiksal sad Bjarke Kastrup Shimizu sammen med sin storebror. De fleste, som kender til fire-femårige drenge, vil vide, at det kan være en udfordring at få de impulsdrevne væsner til at sidde stille, som de to brødre gjorde. Time ud og time ind sad de der og kiggede og lyttede, lige hentet fra børnehaven Krudtuglen. Med ryggen op ad ribberne og strømpesokkefødderne mod det gullige, blankt lakerede trægulv. De kiggede på de 34 efterskoledrenge, som stod i fire rækker i korte shorts, løs t-shirt og bare tæer. Et host skabte måske gymnastiksalsekko, men ellers var der stille. Enhver, der har haft med teenagere at gøre, vil vide, at dét er en pædagogisk præstation.

Men sådan var det, når Bjarke Kastrup Shimizus far og efterskoledrengenes gymnastiklærer på Bøvling Idrætsefterskole, Shuji Kastrup Shimizu, var i rummet. Han hævede aldrig stemmen. Kom en elev fem minutter for sent, kunne han stilfærdigt og med japansk accent konstatere, at det var tid til armbøjninger. Han indgød til disciplin og respekt. Et anerkendende nik fra den japanske gymnastiklegende var værd at stræbe efter. Så man rettede ind og gjorde sit bedste.

I fars fodspor
Vi spoler tiden omkring 20 år frem til i dag. Bjarke Kastrup Shimizu er blevet en mand på 24. Det sorte hår og huden, som har god kulør, selvom kalenderen viser november, vidner om, at han er 50 procent Shuji Kastrup Shimizu. Bredden over skuldrene vidner om de ufatteligt mange timer, han har brugt i en gymnastiksal på andet end at kigge på. Han er, ligesom sin far, blevet utrolig god til gymnastik. Shimizu senior gik på pension i 2017 og har lagt gymnastikken på hylden. I dag er det yngstesønnen, der underviser. Han er noget så gammeldags som gået i sin fars fodspor.

For at forstå, hvordan Bjarke Kastrup Shimizu liv har formet sig, hvorfor han kom på DGI Verdensholdet for nogle af landets bedste gymnaster, og hvorfor han nu er gymnastiklærer på selvsamme efterskole som sin far, må man forstå, hvordan den lille gren af Japan fandt vej til den jyske, forblæste vestkyst og endte med at være med til at forme Bøvling Idrætsefterskole.

I 1978 rejste Shuji Kastrup Shimizu som 23-årig til Danmark for at gå på Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Han var netop uddannet fra Kokushikan Universitet i Tokyo – et universitet, som var verdenskendt for at udvikle gymnastiktalenter. Hans drøm var at lære at undervise i folkelig gymnastik, og derfor kastede han blikket mod dansk højskolegymnastiks vugge i Ollerup på Fyn. Danmarks første gymnastikhøjskole, stiftet i 1920 med et mål om at forfine og forbedre de stive, fynske bondekroppe. Her startede også traditionen med DGI Verdensholdet, hvor nogle af de bedste gymnaster rejser verden rundt og optræder. Netop derfor er den danske, folkelige højskolegymnastik kendt i gymnastikkredse verden over.

”På Ollerup blev gymnastikken forbundet med nydelse og glæde. Alle kunne være med til opvisninger. Der er mange fine, gamle traditioner og værdier, såsom frihed, ansvar og fællesskab. Det var meget anderledes, end hvad jeg kom fra. Den japanske stil er langt mere individualistisk og præstationspræget,” fortæller Shuji Kastrup Shimizu.

Han blev betaget af den danske gymnastiktradition og endnu mere betaget af gymnastikpigen Dorte Kastrup, som også var elev på gymnastikhøjskolen. De blev kærester, og efter et par år sammen i Japan slog de sig ned i Vestjylland, hvor Shimizus svigerfar gik med planer om at starte en efterskole.

En gymnastiklegende kom til byen
”Hvis du vil starte en gymnastikefterskole, vil jeg gerne være med,” sagde Shuji Kastrup Shimizu til sin svigerfar og Bøvling Idrætsefterskoles første forstander, Knud Kastrup. Og sådan blev det.

I 1983 slog efterskolen dørene op for 40 gymnastikglade piger og drenge. De følgende 34 år var han ofte at finde på sit ’kontor’ – den ribbebeklædte gymnastiksal, i færd med at hjælpe nye talenter på vej.

Vil man vide, hvor dygtig Shuji Kastrup Shimizu egentlig var til gymnastik i sin storhedstid, skal man ikke spørge ham selv. Det får man ikke det store ud af. For han er, som den nuværende forstander Martin Højberg Wiborg siger: ”Helt vildt underspillet.”

Forstanderen selv er langt mere gavmild med tillægsordene. Han var ung mand i Holstebro, da japaneren kom til byen: 

”Da Shuji kom til Danmark, var han helt ekstremt dygtig og kunne noget, ingen andre kunne. Han var en stjerne. Alle i min ungdom vidste, hvem han var.”

Han bliver bakket op af Shimizus tidligere elev på skolen og nuværende lærer, Bill Nielsen:

”Vi kendte alle hans baggrund, og vi havde enormt meget respekt for ham. Blev vi rettet af ham, så vidste vi, at det var vigtigt at høre efter. Shuji var enormt lun, men håndhævede samtidig en stram disciplin i sin undervisning,” fortæller Bill Nielsen.

Imens Bill Neilsen blandt mange andre fik ruderne til at dugge i gymnastiksalen, labbede Shuji Kastrup Shimizus yngste søn gymnastikken i sig fra sidelinjen.

Slog flikflak som femårig
”Jeg så både på min far og på de vildt dygtige drenge, han underviste. I smug øvede jeg mig i at stå på hænder, kan jeg huske,” fortæller Bjarke Kastrup Shimizu, der som femårig kunne slå flikflak og snart også uligesidet fejesving. I takt med at han voksede, blev ambitionerne større:

”Jeg så min far lave stemmeøvelser, som jeg ikke kunne lave. Det irriterede mig vildt meget. Så jeg gik hjem og øvede og øvede, til jeg havde lært det.”

Fra 7. klasse deltog han indimellem i undervisningen, og snart gik de to brødre på hænder med deres far – tre på stribe til indvielsen af efterskolens hal:

”For min storebror Simon og mig gjaldt det om at komme først. For min far gjaldt det om at gå flot,” fortæller Bjarke Kastrup Shimizu.

Han begyndte at analysere videoer af sine spring sammen med sin far om aftenen. Sad en salto lige i skabet, var han ikke den slags far, som sagde: ”Hold kæft, hvor er det flot, søn!”

Det var de små anerkendende tillægsord, som var værd at stræbe efter.

”Når min far begynder at sige ’super’, så ved man, at det er virkelig godt,” griner Bjarke Kastrup Shimizu.

Det skete f.eks. dengang, hvor han sad i sin seng på Gymnastikhøjskolen i Ollerup og modtog beskeden om, at han var blevet optaget på DGI Verdensholdet:

”Jeg kan tydeligt huske, at jeg ringede til min far, som blev rørt. Det var stort.”

I dag er det Bjarke Kastrup Shimizu, som står foran en flok efterskoledrenge. Det har han gjort, siden han i 2016 startede som lærer på skolen.

Den japanske ordentlighed og disciplin ligger som en understrøm i hans undervisning. For ”det skal gøres ordentligt,” som han siger. Derudover finder man en god portion legende, vestjysk drengerøv, hvis man spørger ham selv og Bill Nielsen, som nu er blevet hans kollega:

”Bjarke er meget mere legende i sin tilgang til undervisningen end Shuji. Han elsker at eksperimentere og udfordrer eleverne på en anden måde. Og han har aldrig langt fra idé til handling. Skal han bruge et vippebræt, så bygger han et vippebræt. Sommetider har han Lego med i sin undervisning, og det fanger gymnastikdrengene,” fortæller Bill Nielsen.

”Drengene får lov til at lege og udvikle koncepter. Og prøve nogle ting af, hvor de indimellem slår sig lidt,” siger han selv.

Med en morfar, som var efterskolens første forstander, og en far, der har sat sit tydelige præg på gymnastikken og nu selv som underviser, bringer Bjarke Kastrup Shimizu en kultur og en historie videre, som er vigtig for skolen, ifølge forstander Martin Højberg Wiborg:

”Det er enormt værdifuldt for vores efterskole at have sådan en som Bjarke, der med hele sin familiehistorie er kulturbærer for skolen,” siger han. Muligvis kan forstanderen se frem til at have en Kastrup Shimizu i lærerværelset mange år frem:

”Jeg har altid set op til min far. Så det føles meget naturligt at gå i hans fodspor. Mine venner kan godt joke med, at jeg sikkert bliver på Bøvling i 34 år ligesom ham. Og ja. Det kan godt være,” siger Bjarke Kastrup Shimizu og fortsætter:

”Jeg er vokset op her, jeg kender væggene. Jeg har min familie her. Jeg har det enormt godt og trygt, og jeg kan lide at undervise.”

For hele familien Kastrup Shimizu er skolen en slags hjertebarn, hvis ve og vel de bekymrer sig om:

”Skolen er en del af os. Den er ligesom et femte familiemedlem, der sidder med ved middagsbordet, når jeg er hjemme hos mine forældre. Vi snakker altid om, hvordan det går derhenne. Vi er alle sammen meget stolte af den og ønsker, at det går den bedst muligt,” slutter Bjarke Kastrup Shimizu.