Af Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskolerne

Spørgsmålet er universelt i vores del af verden. Og skulle vi have glemt højtidens gaveregn, har reklamer siden starten af oktober sikret, at vi igen må gennemrode butikker og hjemmesider for at finde de ting, der for en meget kort stund skaber glæde den 24. december. Vi accepterer tilsyneladende en meget stærk markedsstyret højtid, selvom julen i virkeligheden bygger på en grundlæggende tillid til, at mennesket ikke står alene i verden.

Når vi taler om jul eller andre højtider med vores unge, må vi insistere på at komme et spadestik dybere end blot ønskeskyens ligegyldige materialisme. Vi kunne spørge dem: Hvad ønsker du dig i virkeligheden til jul? Her vil de fleste samtaler nok gå i helt andre retninger. Det kan være inderlige ønsker for familiemedlemmer, venner eller én selv. Ønsket om at vi selv eller vores medmennesker finder mod til, at 2025 løser nogle af de udfordringer, som 2024 har skabt. Måske står der oplevelser sammen med venner på ønskesedlen, eller at familiestridigheder bliver forsonet. Eller måske allermest håbet om, at der kommer mere fred i den verden, vi alle er en del af.

Efterskolen er én af de rammer, der kan feje de overfladiske materielle behov til side og komme ind til kernen af et ungt menneskes virkelige juleønsker. Vores unge skal mærke, at de ikke står alene i verden, hverken på efterskolen eller udenfor.

På min ønskeliste står der, at regeringen i 2025 vil skabe gode uddannelsesvilkår for alle vores unge. Både dem, der skal på efterskole, og dem, der ikke skal. De skal alle kunne mærke, at der er en god vej for dem.

Glædelig jul.