"Efterskolen fjernede et pres"

Af Anna Rossman Thejsen 

Det er spild af et godt år. Sådan sagde mange af Mathias Kvistgaardens venner, da han fortalte dem, at han ville på efterskole i 10. klasse. De forstod ikke, at en, der er så seriøs omkring sin fodboldtræning, ville sådan noget. At en, som Mathias, der styrede direkte mod drømmen om at komme på ungdomslandsholdet, ville rive et år ud af kalenderen. Flere af vennerne advarede også mod, at man ’ikke lærer noget’ på efterskole.

”Jeg tror, at mange har fordomme om efterskoler. Om at det bare er sådan et år, hvor man ikke lærer noget. De forstår ikke, at en efterskole er et skoleår med fokus på fællesskab og mere end bare en skole,” siger Mathias Kvistgaarden.

Han sidder i Michael Laudrup-Loungen på Brøndby Gymnasium, hvor han nu går i 1.g og har fået bevilget en fritime til at fortælle om sit efterskoleophold. Gymnasiet ligger i samme bygning som Brøndby Stadion, hvor han er godt på vej til at gøre fodbolddrømmene til virkelighed. Han spiller på U19 og blev i efteråret for første gang udtaget til ungdomslandsholdet.

På trods af vennernes modstand insisterede han dog på at tage et år på efterskole, inden han gik bøgernes og boldens vej. Et valg, som både hans forældre og klub heldigvis bakkede op om. Og et valg, han ikke et sekund fortryder:

”Du får et særligt bånd til dem, du bor sammen med. Du lever op og ned ad dem hver dag. Du bor sammen med dine bedste venner. Jeg tror, at oplevelserne og vennerne, man får på efterskolen, er noget, man tager med sig resten af livet.”

Fodbold er Mathias’ liv
Et par drenge i Adidas-tøj slentrer forbi. Mathias nikker og smiler til dem. På fodboldbanen udenfor de store vinduesglaspartier er et par superligaspillere i gang med at træne sammen med nogle ungdomsspillere.

I årevis har fodbold fyldt de fleste af de vågne timer i Mathias Kvistgaardens liv. Drengen fra Birkerød begyndte som seksårig at spille i klub i hjembyen, som 11-årig rykkede han til Lyngby Boldklub. Hans talent som angriber var tydeligt for de fleste, og i en alder af 13 kom han til Brøndby IF, hvor han har spillet siden. Der gik det op for ham selv, at drengedrømmen om at blive professionel fodboldspiller måske ikke var så uopnåelig endda.

”Indtil da var det bare noget sjovt og hyggeligt, jeg gjorde sammen med vennerne. Men så opdagede jeg, at jeg havde talent for det og kunne opnå noget med det,” husker han.

Derfra blev livet mere seriøst. Mathias lærte at tænke over, hvad han spiste og drak, ikke at gøre noget dumt, som han ville fortryde senere, og han lærte værdien af at få en god nats søvn før en af ugens mange morgentræninger.

Hele vejen igennem var det noget, han selv ville og var glad for. Han vidste dog også, at han ikke ville lade ambitionerne om en fodboldkarriere stå i vejen for et år på efterskole. Ikke mindst fordi han havde set, hvor glad hans nu 21-årige storebror Magnus var for sit år på efterskole. Han havde også forestillet sig, at han ligesom som Magnus skulle på Oure Efterskole. Da det kom til stykket, faldt valget dog på Brøndby Idrætsefterskole, så han både kunne passe sin fodbold og sin skole. 

Skolen som frirum
Selvom skolen ligger lige op ad Brøndby Stadion og ikke ude på landet på Fyn, som han oprindeligt havde forestillet sig, oplevede han, at efterskoleåret mentalt flyttede ham ind i en verden med mere ro og frirum, som han selv beskriver det. Et frirum, som han under alle, der dyrker sport på et højt plan, at prøve at opleve.

”Når sport fylder så meget i ens hverdag, som det gør i min, er det fedt at komme på efterskole. På skolen handler det hele ikke om at være bedst. Der er du bare dig selv sammen med vennerne. Jeg tror, det er sundt for sindet at komme væk lidt væk fra alt det seriøse,” siger han.

Selvom han stadig elsker sit liv med fodbold, kan det også blive lidt af en trummerum, mener han. Hvor man hele tiden tænker på den næste træning og på, hvad der er fornuftigt at gøre.

”Du lever et meget seriøst liv hele tiden, når du dyrker sport på et højt plan. Du skal hele tiden koncentrere dig om at blive bedre og om ikke at lave fejl.”

På Brøndby Idrætsefterskole går alle op i idræt, men der er ingen krav om, at man skal være på et højt sportsligt niveau for at komme ind på skolen. For Mathias betød det meget, at han på den ene side kunne få fri til at passe sin træning og på den anden side også var omgivet af andre unge, som var anderledes end ham selv. Han følte altid en særlig ro indfinde sig, når han trådte ind på skolens område.

”Når jeg kom tilbage på efterskolen efter træning, følte jeg, at det fjernede et pres fra mine skuldre. Efterskolen var mit frirum.”

Efterskolen rev ham også ud af den vante trummerum. Når Mathias troede, at han skulle ligge på sit værelse og hvile sig, kom der måske seks drenge tumlende ind og hev ham med over i hallen for at prøve en eller anden ny sport af. Eller en lærer fandt på, at de skulle have fællessang. Eller også endte han og efterskolevennerne med at spille brætspillet Partners, Meyer eller Poker – uden at spille om penge, skynder han sig grinende at sige. Eller bordfodbold om sodavand med lærerne.

”Jeg savner rigtig meget det fællesskab. Du bliver revet med af den stemning, der er på efterskolen. Af en der kommer og smiler, når du er træt, og hiver dig med ud for at lave noget sjovt,” siger han.

Mathias’ egen fritime fra gymnasiet er ved at være slut. Han skal snart op til time igen og lære om digital dannelse, som er på skemaet i dag. Han opfordrer alle, måske især dem, der er meget seriøse omkring deres skole eller sport, at give sig selv lov til et år på efterskole.

”Hvis ikke de prøver det nu i den her alder, kommer de aldrig til det. Man kan godt være seriøs med sin skole og sin sport og samtidig gå på efterskole. Man lærer faktisk, at man godt kan koncentrere sig om flere ting, man lærer både at være seriøs og at kunne koble fra. Det tror jeg, man tager med sig i resten af livet.”