Har nultolerancepædagogik en plads i efterskolelivet?

Af Mette Romer Søborg, forstander på Oure Efterskole

 Det er i stormvejr, at vores værdier for alvor skal stå deres prøve. Kan vi stå på mål for vores efterskoles regler og rammer? Ville vi være i stand til at argumentere for de værdier, der afspejles i vores regelsæt, selv hvis de blev blæst op på forsiden af Ekstra Bladet eller skulle forsvares i ’Go’ aften Danmark’? Måske ville vi. Men spørgsmålet er: Ville det være virksomt, ville det give genlyd, og ville det kunne forstås i den offentlige debat?

Et vigtigt element i efterskolernes pædagogik er rammesætning og håndtering af vores regler. Efterskolerne håndterer dagligt små og store pædagogiske udfordringer. Vi arbejder ofte i krydsfeltet mellem at give eleverne en udstrakt frihed til at fejle og blive klogere og samtidig en rammesætning, hvor konsekvenspædagogikken er en adfærdsregulerende faktor. På Oure har vi historisk set haft et lavere toleranceniveau i forhold til elevers brud på vores sociale spilleregler, end vi har i dag. Med andre ord; eleverne på Oure havde for år tilbage mere firkantede rammer for, hvornår der kunne være tale om en bortvisning, end vi har i dag. Jeg er stolt af denne udvikling. Jeg er stolt af, at vi i dag, med udgangspunkt i dialogen, arbejder med at udvikle selvstændigt tænkende ansvarlige unge mennesker – men det er bøvlet! Både for eleverne og de voksne omkring dem.

Begrebet dialogpædagogik, som er en af grundstenene i vores skoles værdigrundlag, fordrer en åben, ligeværdig, argumentbaseret, nysgerrig og reflekteret tilgang til andre mennesker. Dette gælder også, når meninger brydes, og intolerance, diskrimination eller mobning viser sit grimme ansigt. Det er her, vores pædagogik for alvor står sin prøve. Uanset om man har mange eller få regler, der udløser hjemsendelse, skal man kunne stå på mål for det og være i stand til at argumentere for, hvorfor man gør, som man gør, og hvorfor man beslutter det, man gør.

I januar 2021 blev Oure Efterskole forsidestof og mål for en regulær shitstorm. Sagen handlede om diskrimination og racisme blandt unge mennesker; en lille gruppe elever der havde forbrudt sig mod skolens værdier og sociale spilleregler. Ud fra den viden, vi sad inde med, troede vi på, at de implicerede elever gennem dialogpædagogikken kunne blive klogere, mere tolerante, opnå større forståelse for hinanden – ja, kort sagt udvikle til sig at blive væredygtige mennesker, som forstander på Flakkebjerg Efterskole, Jan Coermann, var inde på i Stafetten i sidste nummer af magasinet.

Det er ikke let. Det er den meget lange vej rundt om søen! Det kræver tid, ro, overblik, samarbejdsvilje og tydelige handleplaner for, at det lykkes. Vi har lært meget af den sag. Set retrospektivt blev jeg selv 10 år ældre, men 20 år klogere. I dag står vi skarpere, tydeligere og mere reflekterede, hvad angår vores skoles værdier og regler. Vi vil til enhver tid forsvare vores ret til at vurdere hver enkelt elevs brud på skolens regler. En vurdering, der til enhver tid afspejler vores indsigt i den enkelte elev samt skolens værdier og pædagogik. Det står vi på mål for, uanset om vurderingen resulterer i udvikling eller afvikling af et samarbejde.

Efterskolerne afspejler samfundet på godt og ondt: Livet er smukt, og livet er bøvlet – uanset om man er 15 år eller 45 år. Og livet leves på en efterskole. Derfor er det ærgerligt, når efterskoleverdenen til tider nedtoner, at de problematiske aspekter, som ungdomskulturen også rummer, eksisterer på vores skoler.

Jeg mener, at vi i langt højere grad end, vi gør i dag, bør tale højt om det. Vi skal tale med hinanden og italesætte i det offentlige rum, hvad det er, vi oplever i forhold til vores elever. Jeg mener, at vi har nøglen til at kunne løse nogle af de samfundsudfordringer, vi står i, bl.a. med øget diversitet og desværre også stigende polarisering af holdninger og mennesker. Vi skal lytte til eksperter og tage imod gode råd og vejledning, når det gælder nye tendenser og forskning indenfor ungdomspædagogik og ungdomslivets udfordringer.

Vi bør dagsordensætte mobning, diskrimination, subkulturer, udfordrende gruppedynamikker – ja, alt det, der gør efterskolelivet besværligt, hårdt og svært at komme igennem. Vi skal turde videndele vores tanker, overvejelser, frustrationer, fejlslagne tilgange og pædagogiske snublerier. Vi skal gøre det, for at vi alle bliver klogere på, hvordan vi skal navigere i samtiden. Det er slut med at lukke døren til efterskolen og forbeholde sig retten til at definere regler og rammer som en kejser i sit rige. Hvis vi efterskoler virkelig vil være toneangivende i udviklingen af ungdomslivet, skal vi åbne op for vores sårbarhed og dele (efterskole-)livets op og nedture.

Vi har for længe stukket hovedet i busken – måske af angst for, at vi blev afsløret i, at fortællingen om det lykkelige liv på en efterskole blev afsløret som en utopisk eventyrfortælling. Glansbilledet af ’det bedste år i dit liv’ må nuanceres og erstattes af et realistisk, kærligt og omfavnende billede af et ungdomsliv, der af og til er svært. Det er det eneste ansvarlige over for de unge mennesker, der til tider får indtrykket af, at de er ’helt forkerte’, når de oplever, at livet på en efterskole ikke altid svarer til den drøm, de har fået fortalt.

Når vores elever overlever modgang, når de fejler, dummer sig eller opfører sig uacceptabelt, er vi de voksne, der hjælper dem på vej, skubber, vejleder og omfavner det, der bøvler. Vi skal kæmpe for de unge mennesker, når vi tror på, at det kan lykkes at udvikle dem i den rigtige retning. Men vi må også være modige nok til at dele det med hinanden og omverdenen – bruge den stemme vi har inden for uddannelsessektoren i Danmark – til andet end at fortælle, hvor helt afsindigt fantastisk det er at gå på efterskole.

Min opfordring til alle er: Forestil jer, at I skal begrunde jeres sociale spilleregler og håndteringen af disse i fuld offentlighed. Gør det med jævne mellemrum. Trykprøv jeres argumenter. Vores erfaring er, at nultoleranceargumenter på kort sigt let kan benyttes og forstås i det offentlige rum. Men det er den lette vej.

Jeg mener, vi som skoleform bør forpligte os til at tage den lange og svære vej. For jeg er overbevist om, at det er nøglen til at danne og uddanne demokratiske, tolerante, empatiske unge mennesker på vej mod voksenlivet.


Og stafetten går til Helle Vestergaard og Troels Ross Petersen
Mette Romer Søborg, forstander på Oure Efterskole, har valgt at give stafetten videre til ledelsen af Livsstilsefterskolen Hjarnø, Helle Vestergaard og Troels Ross Petersen. Mette Romer Søborg om sit valg af stafetdebattører: ”De har grundlagt en ny efterskole med et værdigrundlag, der er forankret i grundtvig-koldske værdier. Et efterskoletilbud for unge mennesker, der ikke nødvendigvis har fundet glæden ved at bevæge sig, men som har fokus på, at de ønsker en varig livsstilsændring. Jeg har dyb respekt for Helle og Troels´ evige gå-på-mod og stærke stemme i efterskolelandskabet, hvilket også afspejles i dette relativt nye efterskoletilbud, de har bygget op fra bunden. Ikke overraskende er mottoet for efterskolen ’Vi gør det sgu’ – og det er jeg såmænd slet ikke i tvivl om, at de gør.”


Bagom Stafetten
’Stafetten’ er et debatformat, udviklet til Magasinet Efterskolerne, som skal give plads til de mange stærke efterskolestemmer. Debattøren vælger selv et emne for sin version af debatstafetten. Det eneste krav er, at emnet skal være relateret til skoleformen. Debattørerne giver stafetten videre til en anden, som repræsenterer en anden del af efterskoleverdenen og/eller en anden faggruppe inden for efterskoler end dem selv.