Debat: Videre med 10. klasse – men hvorhen?

Af Jan Coermann, forstander på Flakkebjerg Efterskole

Der har været mange sværdslag om 10. klasse på efterskole, og det sidste har med sikkerhed ikke fundet sted. Som efterskoler har vi en stor frihed, men også en stor forpligtelse til at udvikle vores 10. klassestilbud. Der er åbenlyst mange faldgruber – men også mange muligheder – i denne udvikling. Det er vigtigt, at vi griber udviklingsmulighederne, hvis efterskoler vil være et markant alternativ til folkeskolens målstyrede og traditionelt fagopdelte røv til bænk-undervisning.

Da en bred forligskreds i 2019 justerede optagelseskravene til gymnasiet, så en elev fra 9. klasse med et adgangsgivende prøveresultat og en positiv uddannelsesparathedsvurdering (UPV) ikke længere skal bekræfte sit faglige niveau med en 10. klasseprøve eller optagelsesprøve, åbnede der sig en ladeport for nye måder at indrette et 10. skoleår på en efterskole. Det er en pædagogisk frihed, som kalder på refleksion, kreativitet og handlekraft på efterskoler.

Derfor er mange skoler nu i gang med at redefinere deres tilbud, og Efterskoleforeningen har klogt udbudt et udviklingsprojekt ’Videre med 10.’, hvor en række skoler, herunder Flakkebjerg Efterskole, følges tæt og støttes i dette arbejde. Det er klogt med sådan et projekt, fordi der åbenlyst er mange faldgruber i denne udvikling. Hver efterskole agerer i sit eget krydspres mellem stat, marked og civilsamfund, og det er nemt at miste orienteringen i bestræbelsen på at skabe en skole, som både er fyldt, i trit med tiden og funderet i hovedsigtet og skolens egne værdier.

Det er i skoleformens interesse, at den nye frihed ikke bliver til en møllesten om halsen på os, når politikere, embedsværk og erhvervsorganisationer foretager nye cost-benefit-analyser af værdien af statens investering i skoleformen. Jeg er overbevist om, at den sidste kamp om 10. klasse på efterskole langt fra er forbi. Der findes en anden skoleform, der udbyder undervisning og samvær om livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse for de 16-19-årige uden at tilbyde prøver, nemlig ungdomshøjskolerne. Dem findes der i øjeblikket to af i Danmark. Jeg har ikke hørt nogen politikere udtrykke ønske om at øge dette tal til over 200.

Derfor er vi i fællesskab forpligtet til at holde bladet skarpt. Hvis vi alene fokuserer på, hvad vi bliver frie for, og ødsler friheden til lavthængende markedsfordele, taber vi vores fælles opgave: at fortælle hvad vi er frie til. Vi er frie til at skabe en unik skoleform, som er værdifuld ikke bare for os og vores elever, men også for et, for os, særdeles gavmildt samfund, der står over for enorme problemer, som dens reformramte folkeskole i alt for ringe grad kan bidrage til at løse.

Jeg vil ikke kaste mig ud i en lang samfundsanalyse, men blot nævne nogle nationale og globale problemer i flæng: Klimakrisen, stigende ulighed, fastlåst social arv, løbsk kapitalisme, asociale medier, individualisering, biodiversitetskrisen, folkesundhed, flygtningestrømme, folkeopløsning (nej, det er ikke en stavefejl). I stedet vil jeg folde tre begreber ud, som jeg mener kunne fungere som pejlemærker for, hvordan vi – til gavn for os selv, vores elever og for samfundet generelt – kan være med til at udvikle dannelsesprojektet i fremtidens 10. klasse på efterskoler. De tre begreber er: læredygtighed, væredygtighed og bæredygtighed.

Læredygtighed beskriver menneskets evne til at tage ved lære. Efterskolernes placering som bro mellem grundskole og ungdomsuddannelser forpligter os til at bidrage positivt til, at så mange unge som muligt påbegynder og gennemfører en uddannelse. Derfor må vores undervisningstilbud ikke være for afkoblet fra ungdomsuddannelsernes didaktik og den virkelighed, der rammer vores elever efter efterskoleopholdet. Læredygtighed har en indadrettet og en udadrettet dimension. Indad betyder det, at den unge er bevidst om sine egne foretrukne læringsstile, kender sine styrker og udfordringer og kan arbejde med motivation, metode og struktur på en reflekteret måde. Udad kan den unge bidrage konstruktivt til et nysgerrigt, rummeligt og støttende studiemiljø. Der er naturligvis mange veje til at udvikle læredygtighed, og det ville være alt for fattigt, hvis vi alene ser på de traditionelle skolefag som ramme for denne proces. Efterskolerne har langt flere pædagogiske rum at udfolde sig i, og især bør vi udnytte muligheden for den erfarings- og praksisbaserede læring i hele efterskolelivets facetter.

Væredygtighed handler om de helt grundlæggende spørgsmål i den menneskelige tilværelse. Hvem er jeg? Hvem bør jeg være? Hvad er det gode liv? Hvordan indgår jeg i relationer? Der er tryk på identitetsdannelsen hos vores elever, og undervisning og samvær bør tage afsæt i denne proces. Jeg tænker ikke, at jeg er alene om en oplevelse af, at vores elever i stigende grad er presset i det elementære – at være til. Langt flere bærer på psykiske diagnoser og udviser ængstelighed i mødet med det ukontrollerbare. De seneste to års coronapandemi med lange isolationsperioder har virket som katalysator for denne ængstelighed, og jeg er overbevist om, at den succes, mange af os oplever i elevsøgningen, bunder i en dyb længsel efter at være i resonans med sine medmennesker. Også væredygtighed har en indadrettet og udadrettet dimension. Indad handler det om at finde sine ståsteder, personlige værdier og at få hånd om sit etiske kompas. Udad trænes den sociale muskel, evnen til at indgå i relationer og forbinde sig med sine medmennesker med empati, tolerance og solidaritet. Væredygtighed er indersiden af bæredygtighed; at skabe harmoni mellem det ydre og indre liv.

Bæredygtighed er vores evne til at handle for det fælles bedste. I kølvandet på Anden Verdenskrig fik demokratisk dannelse en særlig placering i den europæiske skoletænkning. Siden Brundtlandrapporten i 1987 har bæredygtighed været på verdenssamfundets dagsorden, og de seneste år har klimakrisen gjort det tydeligt for alle, at skolen spiller en særlig rolle i det nødvendige paradigmeskifte i menneskets forhold til naturen. Med FN’s først 8 og siden 17 verdensmål har vi fået konkrete mål for en bæredygtig udvikling, som vi i fællesskab skal løfte frem mod 2030. Som fri skole må vi derfor spørge os selv, hvordan vi kan bidrage til den bæredygtige dannelse, der skal sætte fremtidens medborgere i stand til at løfte denne opgave. Bæredygtig dannelse handler om meget mere end at guide eleverne til symbolske handlinger eller pædagogiske CSR-strategier. Bæredygtig dannelse har både en etisk, eksistentiel, naturvidenskabelig og samfundsfaglig dimension, og det bør præge vores skema, vores aktiviteter og vores samvær med eleverne. Det faktum, at vi alle er kostskoler, bør inspirere til en særlig indsats for at gøre vores køkkener og evt. grønne områder til en aktiv del af denne proces.

Lære-, være- og bæredygtighed kan nemt opleves som en lidt popsmart leg med ordene, men i virkeligheden er det en fabulering over og et forsøg på en moderne udlægning af efterskolernes lovformelige hovedsigte: livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Så ultrakort opsummeret kan dette indspark til debatten forstås som et opråb til, at vi besinder os om vores fælles formål i en tid, hvor vi som skoleform har det forbandet godt.

Og stafetten går til …
Jan Coermann, forstander på Flakkebjerg Efterskole, har valgt at give stafetten videre til forstander på Oure Efterskole Mette Romer Søborg. Jan Coermann om sit valg af stafetdebattør: ”Jeg har lagt vægt på, at det skulle være en repræsentant for en efterskole med en helt anden profil end vores, og som samtidig har et værdigrundlag, som er et af skoleformens dybeste og flotteste. Jeg vil gerne give stafetten videre til en kvinde og også gerne en med en stærk personlighed, som ikke er bange for at indtage vanskelige positioner. Jeg kender Mette som en hjertevarm, levende, dygtig og stærk efterskolepersonlighed og vil glæde mig til at se, hvad hun har på hjerte.” Mette Romer Søborg har taget imod opfordringen og skriver Stafetten i næste nummer. 

Bagom Stafetten
’Stafetten’ er et nyt debatformat, udviklet til Magasinet Efterskolerne, som skal give plads til de mange stærke efterskolestemmer. Debattøren vælger selv et emne for sin version af debatstafetten. Det eneste krav er, at emnet skal være relateret til skoleformen. Debattørerne giver stafetten videre til en anden, som repræsenterer en anden del af efterskoleverdenen og/eller en anden faggruppe inden for efterskoler end dem selv.