Alberte går på specialefterskole: "Tidligere følte jeg mig anderledes i skolen"

Essay af Alberte Sofie Faust, elev på Waldemarsbo Efterskole 2020/21 og 2021/22

Solen skinner højt på himlen, og musikken brager ud af højtalerne. Alle er glade og i sommerhumør, da festen starter. Vi er en gruppe, der står oppe på den opstillede scene og skråler med på en af Queen’s sange: 'Is this the real life? Is this just fantasy? Caught in a landslide, No escape from reality, Open your eyes...'

Foran os er der stillet et tv, som viser sangteksterne. Jeg ser ud på forsamlingen, der mest består af lærere og elever. De danser hver især rundt og er glade. Min viceforstander er sammen med min forstander klædt ud i rødt tøj fra top til tå. Jeg er ovenud lykkelig. Her står jeg med mine fantastiske venner og gør noget, som jeg bestemt ikke ville turde, inden jeg startede på efterskolen.

Før jeg kom til Waldemarsbo, havde jeg i årevis følt mig anderledes i skolen. Jeg passede ligesom ikke ind i store grupper, og larmen i klasselokalet stressede mig altid. Jeg blev hele tiden ved med at bebrejde mig selv mine problemer. Hvorfor kunne jeg ikke bare følge med i samtalerne? Hvorfor forstod jeg ikke noget af det lærerne, snakkede om?

Min folkeskoleklasse har, som så mange andre klasser, været ude for et massivt lærerskit. Hver gang man blev komfortabel omkring den nye klasselærer, stoppede han/hun. I frikvartererne gik jeg tit for mig selv og så på de andre, som havde det alletiders. Jeg havde ikke rigtig nogle aftaler efter skolen. Det stod på helt indtil 6. klasse, hvor jeg fik diagnosen autisme og begyndte på en specialskole.

Dette var en helt ny omvæltning for mig, og jeg tænkte faktisk, at det ville være godt med en ny start. De første uger gik rigtig fint. Jeg havde gode faste lærere og pædagoger, som efterhånden lærte mig og mine udfordringer at kende. Dog var der stadig et stort problem. Jeg havde ikke mange venner, og var bange for at gå udenfor i frikvartererne af frygt for, at der ikke ville være nogle, som ville være sammen med mig. Det endte med, at jeg brugte to år inde i klasselokalet, begravet i computeren.

Efterhånden var jeg blevet så ked af det og ensom, at vi var nødt til at gøre noget andet, og da jeg samtidig var blevet så gammel, at jeg nu kunne komme på efterskole, begyndte vi at kigge efter en, som kunne matche mig og tilgodese mine behov. Det blev Waldemarsbo Efterskole, som netop er en specialskole, der specialiserer sig i os unge med særlige læringsforudsætninger, så vi også kan opleve at blive en del af et ungdomsfællesskab.

Mange af de unge har diagnoser som autisme, ADHD/ADD, angst, OCD og depression. De kommer med en hel del bagage og har dårlige erfaringer omkring skole og venskaber. Jeg kan tydeligt huske, hvor nervøs jeg var, da jeg først satte mine ben på skolens område. I bilen herned var jeg et virvar af følelser og tanker. Jeg mente ikke selv, at jeg kunne noget, og tænkte derfor, at jeg ikke havde en fremtid. Jeg følte, at jeg ikke kunne få luft på grund af mine bekymringer, og endte faktisk med at besvime en af de første nætter på skolen... Det var som om, at jeg var blevet revet væk fra min familie, da vi sagde farvel.

Men hvad er det så, der gør Waldemarsbo Efterskole så speciel? Udover de almindelige faglige fag har skolen også en række forskellige linjefag, som man har i et halvt år ad gangen. De elever, der er på det første linjefag, man vælger, bliver også ens kontaktgruppe. Her får man en kontaktlærer og holder ugentligt et møde, kaldet medborgerskab. Her snakker man om, hvordan man har det, og om skolen kan gøre noget bedre.

De forskellige lærere har hver især haft en stor indflydelse på min udvikling og trivsel på skolen. De har fået mig til at føle mig set og lært mig, at det, jeg føler, ikke er forkert. De har også fået mig til at indse, at jeg er god nok, som jeg er, og de har givet mig god tid til at blive tryg ved dem. På den måde er jeg blevet mere modig og åben både fagligt og socialt.

Jeg fik først faget 'Medie', hvor man sammen med sit hold laver forskellige kortfilm. Jeg lærte, at det tager meget lang tid at lave en film, da man først skal få styr på scenerne og replikkerne. Bagefter kommer al redigeringen, som var min yndlingsting. Her lærte jeg min ene gode veninde at kende. Vi havde en pigegruppe, hvor vi stod for at redigere vores film. Vi lavede et interview, hvor vi indimellem skulle ud og stille nogle spørgsmål til de andre elever og lærere. Det var sjovt, og jeg var tiltrukket af den kreative proces, hvor ingen idéer var forkerte. Desuden holder jeg meget af at skrive og fortælle historier.

Lige inden det halve år er gået, bliver man introduceret til noget, der hedder 'linjefags-swap', hvor vi i vores kontaktgrupper kommer rundt til de forskellige seks linjefag og prøver dem af. Når ugen er slut, skal vi vælge, hvilket fag vi fremover vil beskæftige os med.

Det næste halve år valgte jeg at beskæftige mig med teater. På grund af Covid-19 kunne vi ikke lave så mange teaterøvelser, men jeg fik alligevel udfordret mig meget ved at fremstille et projekt og stå på en scene. Her var jeg sammen med mine to roomies. Det endte ud med, at vi lavede en gyserfilm kaldet 'Weekenden' i samarbejde med det nu nye mediehold. Det gik op for mig, at uanset rollens størrelse i stykket, er alle lige vigtige for, at stykket kan lykkes, og at man kan være nødt til at tænke kreativt, være fleksibel og ændre dagsplanen fuldstændig, hvis nogen f.eks. mangler.

Da jeg startede på mit andet år i august 2021, havde jeg valgt 'Dyr og natur' som linjefag. Her skulle jeg ud at passe dyrene. Opgaverne varierede meget alt efter, hvad der var brug for. Nogle gange skulle jeg lave praktiske opgaver, hvor jeg indså, at jeg egentlig kan mere, end jeg lige går og tror. Jeg opdagede også, at jeg fandt en dejlig ro sammen med dyrene, når det hele var overvældende. Dette er noget, jeg stadig gør brug af.

Efter nytår var det for alvor tid til at tage kampen op med min selvtillid. I årevis har jeg følt mig for tyk, og blevet ked af det, når jeg skulle finde tøj og så videre. For at arbejde med det valgte jeg 'Motion og sundhed'. Her leger vi med hinanden og afprøver forskellige færdigheder. Efter vinterferien er vi startet på et forløb med en række selvforsvarsøvelser, hvor vi lærer, hvad vi skal sigte efter, hvis vi står i en situation, hvor vi skal beskytte os selv. Hver fredag slutter vi af med et par timer i fitnesscenteret. Det er personligt højdepunktet på ugen for mig.

Efter jeg har valgt motion og sundhed, er mit humør blevet meget bedre. Jeg kommer altid glad op fra træningen, og har fundet ud af, at jeg faktisk kan holde til mere, end jeg går og tror. Det i sig selv, er en fantastisk følelse. Som om jeg er uovervindelig.

Dagene er gået, og pludselig er det to år siden, jeg startede. Her står jeg nu med en hel kreds af venner, som jeg ved, vil være der for mig. En af mine venner på skolen spurgte mig en dag om, hvad jeg synes, er det bedste ved Waldemarsbo. Hvis jeg skal være helt ærlig, er der massevis af grunde til, hvorfor jeg elsker denne skole, men det bedste for mig er, at man ikke er 'anderledes'. Alle har sine udfordringer, og det er ok hernede. På Waldemarsbo har vi et stærkt sammenhold. Vi står sammen lige meget hvad. Vi alle har noget at kæmpe for, og derfor støtter vi hinanden.

Selvfølgelig har det været svært at slippe alle mine dårlige oplevelser og erfaringer, og de vil altid have et tag i mig. Men jeg er godt i gang med at acceptere dem og bruge dem i min fortsatte læring om mig selv og andre. Ikke mindst er jeg i gang med at få en masse gode og dejlige nye erfaringer i livet. Når jeg tænker tilbage på alle de mange følelser, jeg havde i starten, kan jeg nu mærke, at jeg har udviklet mig meget, og jeg kan nu se en lys fremtid for mig.