2 elever: Ordblinde kan godt være dygtige skribenter

Af Anna Rossman Thejsen

"Jeg følte, at hver gang jeg skrev noget i skolen, blev jeg gjort til grin. Det var rigtig svært, når læreren lige pludselig sagde: 'nu er det din tur til at læse op'. Det lyder måske lidt mærkeligt, at jeg så tog forfatterskole som valgfag, men jeg så det som en mulighed for at lære det, jeg vil jo gerne kunne skrive. Og jeg kan allerede mærke nu, at jeg kan få en tekst mere til live, efter de fif og skriveteknikker vi har lært af Claus. Først fik vi nogle små opgaver, måske bare 100 ord, vi skulle skrive og sende til ham. Det var rigtig sjovt, og jeg kunne hurtigt mærke, at jeg kunne bruge alt det, jeg havde lært.

Jeg er blevet ret glad for at bruge den skriveteknik, der hedder 'in medias res', hvor du kan starte din historie midt i en handling. Jeg kan også godt lide, at man selv vælger, om man vil læse sine tekster højt. Det kan du gøre, hvis du er stolt af din tekst, men du behøver ikke at være bange for at blive tvunget til det. Jeg føler ikke selv, jeg er helt parat endnu, men så sender jeg bare mine tekster til Claus. Det er meget sjovt at tænke på, at vores novellesamling bliver udgivet, men det vigtigste for mig er, at jeg synes, det er blevet sjovt at skrive."

"Jeg har altid elsket at skrive historier, men før jeg kom på efterskole, skrev jeg dem altid derhjemme og fik min mor til at skrive det igennem.

I folkeskolen lærte jeg ikke særlig meget og slet ikke at skrive. Mine lærere havde ikke særlig meget tid til at lære mig det, og der var kun to lærere på hele skolen, som havde taget et kursus i ordblindhed. Jeg valgte forfatterskolehold hos Claus, fordi jeg gerne ville blive bedre til det, jeg elsker, og jeg har allerede lært rigtig meget. Mine stile er blevet meget bedre af alle de fif med metaforer og skriveteknikker, vi har lært af Claus.

Nu ville jeg f.eks. aldrig bare skrive ’Kasper var sur på Mikas’. I stedet ville jeg skrive: 'Kasper knyttede næven og begyndte at ryste over hele kroppen, da han så på Mikas'. Det er 'show, don't tell'-teknikken, og den giver meget mere følelse og livlighed til mine tekster.

Selvom vi havde haft sådan et valgfag på min gamle skole, tror jeg ikke, jeg kunne have lært lige så meget. Det er meget vigtigt, at du er tryg ved læreren og går på et hold, hvor du tør række hånden op. På en efterskole er man bare mere trygge ved hinanden, fordi man bor sammen, og lærerne kommer man også meget nemmere ind på, fordi man ser dem så meget, og de faktisk er der til at hjælpe en. De bliver ligesom ens papforældre.

Jeg føler, at jeg er meget mere accepteret her, fordi jeg ikke er den eneste, der er ordblind. Jeg har rykket mig meget fagligt, jeg forstår meget mere det, vi laver i timerne, og lektierne er ikke så svære for mig længere. Jeg synes, det er fedt, at vi skal udgive en bog, der kommer på biblioteket. Så kommer der også meget mere opmærksomhed på, at ordblinde også kan skrive historier, hvis de vil. Hele forløbet har givet mig en tro på, at jeg faktisk kan skrive. Jeg har før overvejet at blive journalist, men det troede jeg ikke, jeg kunne.

Det hjælper, at ens lærer virkelig tror på en. På en ordblindeefterskole har du hjælpemidlerne og får troen på, at du kan blive lige, hvad du vil."