Der er brug for et mere positivt efterskoleprojekt

Af Søren Sinnbeck, forstander på Rønde Efterskole

Når godt og vel en tredjedel af en ungdomsårgang tager på efterskole, er vi som skoleform blevet det, professor emeritus ved DPU, Aarhus Universitet, Ove Korsgaard, kalder et succesfuldt overgangsritual mellem barndom og voksenliv. Efterskoler er brobyggere og tilbyder i dag en meget populær ramme, hvor den unge kan eksperimentere med sit selv, høste erfaringer og udvikle sin egen identitet på vej ind i voksenlivet.

Jeg kan godt lide det overgangsbillede, fordi det understreger, at vi varetager en dyrebar opgave i en afgørende vigtig periode i et ungt menneskes liv. En opgave, som forældrene i stigende grad tiltror os og med en kundetilfredshed, der er svær at matche.

Alligevel er vi nervøse for, at politikerne kigger andre veje og leder efter en anden ramme for overgangsritualet end efterskolerne. Og med historikken og kampene for tilskuddet in mente forstår vi jo godt bekymringen hos hinanden, når effektiviseringslogikken italesætter et mindre vigtigt 10.-klasseår.

Problemet opstår i mine øjne, hvis vi handler på den bekymring ud fra et syn på efterskolerne, der går på at bevare og skue tilbage, snarere end at forny og kigge frem. Når det f.eks. kommer til at fastholde et for stort fokus på 8. og 9. klasse på efterskoler. Eller til at holde fast i en diskurs om, at vi for alt i verden ikke skal blive ungdomshøjskoler.

Hvis vi er nervøse for at miste vores berettigelse i politikernes øjne og rasler med sablerne over for hinanden, ser jeg en risiko for, at vi mister fokus. Vi ser ikke det positive projekt foran os. Der mener jeg, at vi som efterskoler og som forening skal rette blikket hen.

Selvfølgelig kan 8. og 9. klasse være en stor gevinst for nogle skoler og være med til at løfte en samfundsopgave for unge, der har brug for en ny start i et nyt miljø i udskolingen. Men det må ikke blive alle skolers mission at have 8. og 9. klasse, så man er mindre udsat for tilskudsændringer og så at sige har spredt sin risiko.

Da man i 1950’erne erstattede syv års undervisning med 8. og 9. år i folkeskolen, begyndte udviklingen mod en ny måde at tænke efterskole på.

Et væsentligt spørgsmål er, om vi, her 65 år senere, fortsat skal være en markant spiller som et udskolingsalternativ til folkeskolen? Selvfølgelig skal vi ikke slippe taget i uddannelsesdelen på efterskolerne og blive ungdomshøjskoler. Den kamp er taget i 1960’erne og har stillet os umådeligt stærkt, fordi vi dygtigt har fået en position og et unikt rum til at finde den gode balance og ikke mindst vise nye veje mellem dannelse og uddannelse.

Jeg appellerer dybest set til et mere balanceret og positivt projekt. Fordi projektet i forvejen er der, fordi samfundet (forældrene og fremtidens uddannelsessystem) efterspørger det, og fordi ungdommen i dag har et meget stort behov for den ramme for overgangsritualet, som efterskolerne udgør.

Efterskolen som brobygger er afgørende. Både for den enkelte unge – mellem barn og voksen – og for efterskolernes mulighed for at kvalificere overgangen til de ungdomsuddannelser og senere videregående uddannelser og arbejdsmarkedet, som et år på efterskole reelt udgør.

Derfor vil en måde at fokusere på det positive projekt for mig at se være at tale tydeligere ind i to dagsordener. To dagsordener med mulighed for politisk gennemslagskraft, og hvor spændende initiativer igangsat af Efterskoleforeningen i forvejen kører.

Den første kan ses som identitetsprojektet og efterskolen som nødvendigt overgangsritual. Det meget stærke fokus på trivsel, orientering mod fællesskabet og det demokratiske projekt.

Her arbejder mange efterskoler eksempelvis med Me&We, der skal træne ’den sociale muskel’, ligesom mange skoler har forskellige ’navigationsfag’ ift. det at være ung og navigere i sit eget liv. Her er der en meget aktuel samfundsudfordring, hvor en mainstream sårbarhed hos de unge, ikke mindst i lyset af corona, kan imødegås af et efterskoleophold, ligesom sammenhængskraften i ’det lille efterskolesamfund’ kan bruges som afsæt til at udvikle sammenhængskraft i ’det store samfund’.

Den anden, og meget afgørende dagsorden, ser jeg i muligheden for at inspirere fremtidens uddannelsessystem og motivere lysten til videre uddannelse. Hvordan kan vi som efterskoler nytænke dannelse og uddannelse, f.eks. i de prøve- og pensumfri former vi har muligheden for at sætte op? Kan vi mindske præstationspres, dyrke fordybelse og styrke den indre motivation ved at eksperimentere med anderledes feedbackformer og fagligt nørderi i ordets bedste forstand?

Derigennem kan vi potentielt skabe en form for ’dobbelt brobygning’, hvor vi får nysgerrige og motiverede unge ind på en bredere række af ungdomsuddannelser. Samtidig kan vi som skoleform inspirere politikere og skolefolk og vise vejen til, at uddannelsessystemet bruger vores erfaringer til at implementere og tænke nyt på ungdomsuddannelserne.

Efterskoleforeningen har igangsat eksperimentarier sammen med fem efterskoler i projektet ’Videre med 10.’ og lad endelig det blive en løftestang til, at vi i langt højere grad afprøver, deler og lærer af hinanden i nytænkningen af 10. klasse.

Jeg ser opgaven som at italesætte og udvikle de store muligheder, der ligger i efterskolen af i morgen, og de samfundsopgaver vi i den grad er med til at løse.

Det kræver i mine øjne mindre fokus på risikoen ved at bevæge os væk fra det, vi engang var, og omfavnelsen af det, vi kan og er godt i gang med at blive.  En vigtig ramme for overgangen fra barn til voksen for den enkelte unge og en uddannelsesmæssig inspiration og brobygger.