Af Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskolerne
I takt med at snakken om corona stagnerer, er klimadebatten atter kommet i fokus i både medier og på efterskoler. Heldigvis. For vi skal passe på vores jord.
Det er ikke nok, at vi bare taler om klimaet eller demonstrerer for klimaet. Hvis det skal batte noget, skal bæredygtighed tænkes ind i vores hverdag f.eks. i vores kost- og energiforbrug. Og en klimaforandring, som batter noget, skal vi være sammen om. Præcis som det er sjovest at lege sammen med andre, er det sjovere at skabe klimaforandring sammen med andre. Vi har et fælles ansvar. Vi skal skabe fælles forandring.
Efterskolerne har selvfølgelig også et ansvar. Derfor er bæredygtighed ét af foreningens indsatsområder. Fælles Forandring, efterskolernes verdensmålsfestival, er en vigtig del af indsatsen.
I år afholdes festivalen tirsdag 18. maj, og der livestreames, så alle efterskoler kan være med digitalt. Mest oplagt er det at lade eleverne se med på en udvidet morgensamling fra kl. 8.30-9.45 med fællessang, taler, interviews og ministerhilsen.
Eisbjerghus Internationale Efterskole er vært, og efterskoleelever leder os gennem dagen. Jeg glæder mig selv til at deltage. Skal du også være med til at skabe fælles forandring?
Læs mere om festival, program og digital deltagelse via Fælles Forandrings hjemmeside her.