”Det er mærkeligt, men også dejligt at være her igen”

Af Anna Rossman Thejsen

Frida London Ekwall nærmest flyver igennem luften, da hun med armene ud til begge sider passerer det store træskilt, som de ansatte har tømret sammen og sat op ved indgangen til Kastanievej Efterskole. "Velkommen," står der.

Hun er 16 år og har ligesom 30.000 andre efterskoleelever ventet ni uger på at få lov til at komme tilbage på skolen igen, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag 11. marts som følge af coronakrisen besluttede at lukke alle landets skoler.

”Jeg har bare følt mig så alene og savnet at komme hjem til efterskolen og alle mine venner og lærerne. Og mig og mine to roomies har fået lov til at blive boende sammen, så jeg er bare så glad,” siger Frida London Ekwall.

Den store militærtaske bumper op og ned på skulderen, mens Frida London Ekwall hilser på vennerne, som kommer slæbende store poser og rullekufferter.

De luftkrammer og hilser på coronamanér med fødderne, også på deres lærere og forstander. Nogle løber henimod hinanden og bremser hårdt op, da de kommer i tanke om, at kram er noget, der er få forundt.

I de seks uger, der er tilbage af deres efterskoleophold, må de nemlig kun kramme med deres såkaldte familiegrupper, som består af maksimalt otte elever. Ifølge myndighedernes retningslinjer skal eleverne deles ind i familiegrupper, som de må bo tæt sammen og kramme. Alle andre på skolen skal de holde mindst en meters afstand til.

Ensretning og afstandskrav
Kastanievej Efterskoles elever vender denne eftermiddag tilbage i fire store grupper med en halv times intervaller imellem og forsvinder op på deres værelser i den retning, de nye pile på gulve og vægge tillader det.

Forstander Karen Toftlund Krog tager imod. Hun gentager ord som "afstandskrav", "coronavirus","’ensretning" og "rengøring" igen og igen. Lige så mange gange siger hun ord som "glædelig dag" og "savnet" og vifter med armene i den ene luftkrammer efter den anden.

”Der var et tidspunkt, hvor vi ikke troede, vi fik lov til at se vores elever igen, så det her er virkelig en glædelig dag. Coronavirus – er man træt af det ord? Ja! Er der mange regler og retningslinjer, vi skal rette os efter nu? Ja! Men det er præmisserne for, at vi fik lov til at åbne det igen. That’s life! Kan vi klare det? Det tror jeg helt sikkert, vi kan!” siger Karen Toftlund Krog.

Bortset fra et enkelt suk fra 16-årige Alexander Malling over ikke at måtte smutte i Netto med vennerne og en smule muggen over alle de ensrettede gange og trapper, der tager en evighed at finde rundt på, er han og vennerne mest af alt da også bare glade og lettede over at få lov til at være sammen igen.

De hænger ud på pladsen foran skolen i en af de mange nyetablerede hyggekroge, hvor eleverne kan sidde sammen – samtidig med at de holder en meters afstand.

”Det er mærkeligt, men også dejligt at være her igen. Det har været hårdt ikke at måtte se hinanden fysisk, det har ikke været sjovt at sidde hjemme bag skærmen og blive undervist,” siger Alexander Malling og råber op til læreren Jens Troelsgaard Jensen, der står på trappen ind til personalerummet:

”Får vi egentlig lov til at have undervisning sammen alle sammen igen, eller skal vi også undervises i de der familiegrupper?”

Jens Troelsgaard Jensen kan berolige med, at de får lov til at have undervisning flere sammen, men præcis hvor mange afhænger af lokalets størrelse, og hvilket fag det er. Så det må Alexander Malling vente med at se til om et par dage, hvor undervisningen går i gang igen. Indtil videre står den på hygge, gensynsglæde og introduktion til de mange nye retningslinjer fra myndighederne, som de ansatte har knoklet den seneste uge med at få omsat til en hverdag på efterskolen.

”Vi har savnet jer rigtig meget”
Da alle elever er ankommet og har fundet deres værelser, værelseskammerater og familiegrupper, samles de med alle de ansatte i fællessalen. Familiegrupper med navnene A til K sidder på stole grupperet sammen og med god afstand til de andre elever. 

”Vi har savnet jer rigtig meget. Og I har savnet hinanden – og måske også lidt os,” siger forstander Karen Toftlund Krog og kalder det endnu en gang en glædelig dag.

”I skal bare huske afstandsprincippet på en meter. Det er præmissen for, at vi overhovedet har fået lov til at åbne igen. I bliver nødt til at være med på den, det er et samarbejde det her,” siger hun.

Hun fortæller, at der også er et 'to meters'-krav, som gælder, hvis de skal synge, danse og lave teater sammen. Derfor kommer al sang fremover til at foregå på græsplænen uden for skolen. Allerede i aften skal de prøve den udendørs fællessang af, lover hun.

Og så er der også lige lærerne. De er også omfattet af to meters-kravet i undervisningssituationer, hvor de står eller sidder med front mod eleverne, siger Karen Toftlund Krog, og lærer Annkarina Kellberg rejser sig op og folder en tommestok ud mellem sig selv og forstanderen for at vise, hvor langt det er. Det er langt.

Resten af tiden gælder der et krav om en meter mellem elever og lærere.

”Så når vi ikke går tættere på jer, er det ikke, fordi vi pludselig ikke kan lide jer. Det er for, at vi kan passe på jer, og I kan passe på os,” siger Karen Toftlund Krog.

I salen lytter eleverne stadig, men nogle hvisker også lidt sammen, én læner sit hoved mod sidekammeratens skulder, og en anden er nærmest krøbet over på sidemandens stol. 

Nu får de lov til at stille spørgsmål. Alexander Malling vil gerne vide, om der kommer større familiegrupper på et tidspunkt. Det er op til myndighederne, får han at vide, men også, at det skal han nok ikke regne med. Flere vil gerne vide, hvor meget de skal gøre rent. Og det er meget, forstår man på de overraskede gisp og suk rundt i salen. Gallafesten, bliver den til noget, spørger en? Det er håbet, er svaret – men uden skoletraditionen med lancier og på en ny og mere distanceret måde. 

Hvad med kærester?
Kærestespørgsmålet tør ingen stille, men Karen Toftlund Krog mener alligevel, at det er vigtigt at tale om. For kærester, som ikke er i familiegruppe, skal holde en meters afstand som alle andre, så længe de er på skolens område, understreger hun.

”Jeg forstår godt, at det er mærkeligt at skulle holde afstand, især for dem af jer der har været sammen konstant de to måneder hjemme, men her på skolen er I nødt til at overholde det. Men vi kan jo ikke forbyde jer at gå ture eller være sammen i weekender,” siger hun.

Den første lektion i nye retningslinjer er overstået, og nu var det egentlig tid til fællessang med to meters afstand i det fri. Men de sidste solstråler er forsvundet i en mur af regn, og lærerne beslutter hurtigt at gøre noget andet, for ude er det for vådt, og inde er der for lidt afstand. 

Eleverne bliver sendt ud på deres værelser, åbner computerne og logger på Teams. Så synger de sammen en sang, som de de seneste måneder med hjemmeskole har lavet i fællesskab på afstand, mens de glædede sig til at være sammen-sammen igen.