11 døgn med vestjysk forstander: ”Pludselig er vi den skole, der er i vælten”

Fortalt til Louise Wethke Buch

Onsdag 24. februar
Vi prøver at holde gejsten hos eleverne oppe, mens vi venter på at få at vide, om efterskolerne får lov til at åbne igen. Så om formiddagen laver vi ’Versus’, hvor eleverne i kontaktgrupper skal dyste i forskellige konkurrencer. Jeg dyster i bordtennis med en kollega på skolen, mens der bliver filmet, så eleverne kan følge med hjemmefra.

Hen ad formiddagen kan jeg høre, at SF kæmper for, at alle efterskoler skal åbne. Er der så ingen efterskoler, der må åbne nu, tænker jeg. Da det går op for mig, at vi måske skal vente 14 dage endnu, synes jeg, det virker som rigtig lang tid. Vi vil bare i gang. Formiddagen er en rutsjebanetur, og det er med en vis skepsis, jeg tænder for pressemødet klokken 11. Da vi får at vide, at nogle efterskoler må åbne, mens andre ikke må, er det alligevel også en mærkelig fornemmelse. Jeg hopper ikke rundt og synes, det bare er fedt, at vores efterskole får lov til at åbne, for jeg føler med alle de efterskoleelever, der ikke kan komme tilbage på skolen.

Jeg er glad for, vi kan få eleverne tilbage, men jeg går hurtigt over i et praktisk ’mode’. Jeg har fortælletime kort efter pressemødet, hvor jeg gør eleverne mentalt klar til, hvad de kommer tilbage til. Hvis de tror, de bare skal hygge sig indtil sommerferien, kommer de til at kløjes i det. Jeg siger til dem, at de selvfølgelig kommer tilbage til så mange gode oplevelser som muligt, men de kommer også tilbage til nogle restriktioner. Eleverne glæder sig helt vildt til at komme tilbage. Det er det eneste, der betyder noget.

Resten af eftermiddagen går med at finde ud af, hvad vi skal gøre med tests. Det er den del, jeg er mest skeptisk over for. Jeg ringer sammen med nogle vestjyske forstandere. Nogle er frustrerede, fordi vi ikke ved ret meget endnu. Vi bliver enige om at være positive og sende gode signaler, når vi nu har fået lov til at åbne. Jeg bliver ikke meget klogere på det med tests. Jeg skriver ud til forældrene, at vi er klar til at åbne skolen engang i næste uge. Klokken 17.30 har jeg og de andre forstandere møde med Børne- og Undervisningsministeriet. Der er mange spørgsmål til tests, og nogle af dem får vi ikke svar på endnu.

Jeg får en besked fra en forælder, som skriver, at en elev stopper, og de kommer og henter tingene på skolen. Da jeg kommer hjem og åbner min mail en sidste gang, inden jeg skal i seng, er der endnu en far, der skriver, at hans barn stopper. Jeg tror, det er svært at komme tilbage på efterskolen efter ti uger hjemme. Det får jeg ondt i maven over, for jeg vil så gerne have, de lykkes og kommer i mål med deres efterskoleophold. Men lige nu er jeg nødt til at bruge min energi på de elever, vi får tilbage.

Jeg er ydmyg over og glad for, at vi får lov til at åbne, og det er det, der fylder mest, inden jeg går i seng. Men hold da op, vi bliver en prøveklud i den her genåbning. Alle øjne hviler på os i Nord- og Vestjylland og på Bornholm. Det her skal vi tage alvorligt. Hvis vi bliver smittede her på Staby, er det – sat på spidsen – vores skyld, at de andre efterskoler ikke kan åbne. Det føles som et stort ansvar.

Torsdag 25. februar
Jeg går i ’planlægningsmode’, for jeg vil have helt styr på alt det praktiske. Vi kan ikke lave efterskole med to meters afstand, så der ved jeg, vi har en udfordring. Jeg har jeg et zoommøde med de forstandere i Midt- og Vestjylland, der må åbne. Vi samler nogle spørgsmål, som vi samlet sender ind til Efterskoleforeningen.

Om aftenen skriver jeg igen ud til eleverne og forældrene. Jeg er nødt til at melde ud nu, hvornår vi forventer at starte, så de ikke planlægger tests fredag, som bliver forældede. Jeg skriver, at vi forventer at starte i starten af næste uge. Jeg tør ikke melde mere klart ud, for jeg er ikke sikker på, om der kan komme noget i vejen.

Fredag 26. februar
Jeg starter dagen med at læse alle de informationer igennem, vi har fået indtil videre. Om formiddagen skriver jeg ud til forældrene, at eleverne kan komme mellem klokken 16 og 18 mandag eftermiddag. Jeg er nødt til at melde noget ud, for der er pres på tests herovre, og de skal nå at booke tider.

Klokken 13 har vi zoommøde med Efterskoleforeningen sammen med alle de efterskoler, der må åbne 1. marts. Der er lidt skepsis i forhold til de to meters afstand, men vi får heldigvis at vide, at der er ’elastik i metermål’. Vi får svar på alle vores spørgsmål, og efter mødet er jeg ikke længere bekymret for at åbne skolen.

Vi holder lærermøde på Teams klokken 14.30, så jeg kan give de allersidste informationer til lærerne. Alle lærere glæder sig bare til at få eleverne tilbage. Jeg skriver en mail til forældrene med den sidste viden, jeg har fået, og indkalder til et onlinemøde i vores fælles facebookgruppe til søndag aften. Jeg går hjem og slapper af og føler, jeg kan gå roligt på weekend.

Lørdag 27. februar
Jeg får taget en PCR-test sammen med hele familien, så vi er klar til genåbningen. Der er forår i luften i Vestjylland, så jeg lader batterierne op i haven og får ordnet nogle praktiske ting. Om aftenen slapper hele familien af og ser MGP sammen med min datter, der går i syvende klasse.

Søndag 28. februar
Jeg står tidligt op og bruger formiddagen på at sætte mig ind i alle retningslinjer sammen med min kone, som er lærer og skolemor på Staby. Det giver ro i maven, og vi tager resten af dagen med ro, inden vi ’mødes’ med elever og forældre i skolens facebookgruppe klokken 20.

Jeg holder et oplæg, hvor jeg tegner et billede af, hvad eleverne kommer tilbage til. De er bekymrede for, hvor strikse retningslinjerne bliver. De forventer, at når de bliver testet så meget, må det også give noget frihed. Jeg fortæller dem, at der stadig er nogle retningslinjer, vi skal overholde, og at vi har et ansvar over for de andre skoler, som ikke må åbne endnu. Jeg prøver at få eleverne til at forstå, at det er et fælles ansvar, vi har over for os selv og hinanden. Jeg fornemmer, at eleverne forstår det, og de glæder sig til at komme tilbage.

Mandag 1. marts
Jeg glæder mig til at komme hen på skolen og få gjort klar til, at eleverne kommer tilbage om eftermiddagen. Jeg har et møde med lærerne klokken ni, og bagefter hjælpes vi ad med at gøre skolen klar. TV Midtvest ringer og spørger, om de må komme ud på skolen og filme, når eleverne kommer tilbage. Jeg skriver til eleverne, at der bliver filmet, når de kommer, for at sikre, at de ikke står oven i hinanden.

Vi hejser alle de flag, vi kan, hænger et velkomstbanner op og stiller flag langs vejen. Den første elev kan ikke vente længere, så hun kommer allerede halv fire. Flere forældre fortæller efterfølgende, at de fik en klump i halsen, da de kom kørende op ad flagalléen. Eleverne og forældrene smiler, når de træder ud af bilerne. Det er fedt at se dem komme tilbage. Eleverne fortæller, at de både er spændte og nervøse, og nogle er nærmest mere nervøse, end da de skulle starte på efterskolen den første dag.

Eleverne er heldigvis meget ansvarsfulde, og det er en fornøjelse at se. De tager pænt imod hinanden, og de er helt med på, at det her er noget, vi skal klare sammen. Vi får dem krydset af med deres negative coronatests, som er deres adgangsbilletter. To elever dukker ikke op, fordi de har været i nærkontakt med smittede. Jeg er glad for, forældrene og eleverne tager ansvar.

Eleverne spiser i to hold, og om aftenen holder vi samling, hvor vi giver dem informationer om ugen og den gallafest, vi har planlagt i weekenden. Vi vil fodre dem med gode oplevelser nu, for vi tør ikke længere gemme dem til senere på året. TV Midtvest sender live fra samlingen, og TV 2 News ringer og vil have os med i 22-Nyhederne. Jeg synes, vi får sendt et godt signal om, at vi tager ansvaret på os og godt kan finde ud af at starte efterskolen op i den her boble igen.

Bagefter øver eleverne lancier, og om aftenen er der åbent i hallen, så de kan springe, spille lidt bold og hygge sig med dem, de har lyst til at være sammen med. TV 2 News filmer fra hallen, hvor eleverne heldigvis er gode til at holde afstand, når de sidder og snakker. Allerede nu føles det helt naturligt at have dem tilbage på skolen. Selvom der er gået ti uger, har vi nærmest allerede glemt, vi har været væk fra hinanden.

Tirsdag 2. marts
Jeg vågner med følelsen af at have holdt en stor fest og fået lidt for mange øl. Men det er fedt at være i gang igen, og så gør det ikke noget, at man er lidt træt. Da jeg kommer hen på skolen, starter alle eleverne med at løbe en morgentur. Jeg nyder at kigge ud ad vinduet fra forstanderkontoret og se, at tingene bare kører derude. Det er dejligt. Det her kan godt lade sig gøre, tænker jeg, når jeg kigger ud på mine elever. Vi er ved at skabe en god boble, og der er ved at falde ro på. Nu kan vi sænke skuldrene lidt igen. Klokken 11 kommer Falck og hjælper med at teste eleverne med lyntests. Vi har omdannet vores korlokale til testcenter, og det går rigtig fint med at få eleverne testet.

Klokken 15 ringer en medarbejder fra Falck til mig og fortæller, at der er en elev, der er testet positiv. ’Pis’, tænker jeg. Det var lige præcis det, der ikke måtte ske. Jeg går hurtigt i ’handlingsmode’. Jeg ringer til hotlinen for coronasmitte og til Efterskoleforeningen, og bagefter skynder vi os at finde de elever, der har været i ’nærkontakt’ med eleven. Vi tør ikke andet end at sende hende og 13 andre elever hjem, og så er vi nødt til at afvente en ’dom’, når de er blevet testet igen.

Jeg er rigtig træt, da jeg kommer hjem. Jeg havde sagt til min kone inden i dag, at hvis vi var de første, der blev ramt, ville jeg gemme mig. Det gør jeg ikke, men jeg synes, det er surt. Om eftermiddagen laver viceforstanderen og jeg planerne om for de næste dage. Vi ved ikke endnu, om vi er købt eller solgt i forhold til elevernes galla i weekenden. Jeg håber bare ikke, vi skal til at sende alle eleverne hjem igen.

Onsdag 3. marts
TV Midtvest ringer for at høre, om jeg vil deltage i et interview. De har fulgt vores genåbning, så journalisten spørger, hvordan det går hos os. Nu står jeg med den viden, at vi måske har en positiv coronatest, og jeg ved, at eleverne har sagt det til flere. Det er et spørgsmål om tid, før det kommer ud, så jeg er nødt til at lægge mig fladt ned og fortælle, hvordan det står til. Flere medier ringer, og lige pludselig er vi den skole, der er i vælten. Jeg skulle have haft is i maven og sagt, at vi afventer PCR-tests, inden vi kan give svar. Det ved jeg nu til næste gang. Eleverne er kede af det i dag, for de havde kun været her i under et døgn, inden den positive test kom. Lige nu er vi alle i venteposition.

Torsdag 4. marts
Jeg vågner klokken 03.30 af en sms. Den hjemsendte elevs forælder skriver, at hun og hele familien er testet negative i PCR-tests, så testen var falsk positiv. Nu skal vi hurtigt have eleven og de hjemsendte nærkontakter tilbage til efterskolen og fællesskabet, tænker jeg. Jeg skriver ud til forældrene, at eleverne kan komme tilbage på skolen.

Jeg skynder mig at kontakte medierne, der har skrevet om historien, og fortælle, at det var falsk alarm. TV Midtvest kommer klokken 13.15 og interviewer mig. Jeg fortæller om de udfordringer, der er med testene, og at det kan være udfordrende for en elev, der bliver testet positiv. Det kan jo ramme os alle sammen, men der bliver lynhurtigt skabt rygter, og eleven har haft rigtig dårlig samvittighed. Nu skal vi have eleven tilbage hurtigst muligt og få hendes humør op igen.

Om eftermiddagen kontakter flere skoler mig for at høre, hvad vi har gjort med de positive lyntests. Jeg kan høre, at vi ikke er de eneste, der har haft positive tests. Jeg tror, det her bliver normalen, hvor vi skal agere, når vi får en positiv test, som måske slet ikke er positiv. Vi har helt glemt at snakke om, hvor troværdige de her tests er. Når vi skal teste igen i morgen, står vi måske i det samme problem, tænker jeg. Men vi er glade i dag, og solen skinner lige nu i Vestjylland.

Fredag 5. marts
Om morgenen hjælper jeg med at registrere eleverne i testlokalet. Klokken ni får vi en positiv test igen. Denne gang er det en medarbejder fra køkkenet, der bliver testet positiv. Hun er rigtig ked af det og bange for, at hun er skyld i, der er kommet smitte på skolen. Vi får lov til at teste hende igen, og denne gang er testen negativ. Jeg kontakter Styrelsen for Patientsikkerhed for at høre, hvordan vi hurtigst muligt får en PCR-test til hende. Hun får heldigvis en tid om tre timer.

Tre elever har været i nærkontakt med hende, så de bliver isolerede på skolen. To piger bliver isolerede på et værelse sammen, og en dreng bliver isoleret på vagtværelset, hvor der både er TV og massagestol. Jeg skriver ud til forældrene og informerer dem. Vi sender ikke eleverne hjem igen – det er for bøvlet for forældrene. Jeg tager det lidt mere roligt i dag, for vi er bedre forberedt denne gang. De tre isolerede elever bliver forkælet med snolder og god mad på værelserne. Pigerne hygger sig sammen og bestiller tøj på nettet og ser serier, og vi henter musikudstyr til drengen i vagtværelset.

Lørdag 6. marts
Jeg bliver ringet op klokken syv af køkkenmedarbejderen, som har fået en negativ PCR-test. Hun kunne ikke vente med at fortælle det, og hun er meget lettet og glad. Nu kan vi alle slappe af og holde weekend. Jeg skynder mig at give alle forældre og medarbejdere en opdatering. Min kone går hen på skolen og fortæller de tre isolerede elever, at de må gå ud af værelserne nu. Jeg bruger dagen på skolen, hvor eleverne spiller høvdingebold og ser Melodi Grand Prix, og jeg spiser aftensmad sammen med dem. Vores galla blev aflyst på grund af de positive tests. De fleste elever bliver på skolen i weekenden, men omkring ti er taget hjem på weekend. De havde brug for at puste ud.

Det er næsten det værste, at vi ikke kan lave de ting, vi havde planlagt. Det ødelægger testene for os, og de tager alt for meget af vores tid. Men vi er også ved at indstille os på, at det er et vilkår for os og prisen for at gå på efterskole lige nu. Jeg føler, at vi har en rimelig sikker efterskoleboble nu, hvor vi er trygge og glade alle sammen. Vi lader roen falde over os og glæder os over, at der er lang tid til tirsdag, hvor vi skal teste igen.