Tager efterskolerne nok socialt ansvar?

Af Louise Grønkjær

Torben Vind Rasmussen, socialt ansvar på efterskolerne kan være mange ting. Hvad betyder begrebet for dig?

”Jeg var formand for den tænketank, der arbejdede med socialt charter tilbage i 2015-16. Hensigten var, at alle skoler, som i alle skoler, skulle have et forhold til begrebet social ansvarlighed. Vi satte en ramme op, som forpligtede alle på at tale om socialt ansvar, men vi skulle ikke diktere, hvad det så var for den enkelte skole.”

Nu er det tre år siden, I lavede den hensigtserklæring. Er tiden ikke ved at være moden til, at det skal være mere forpligtende?

”Tiden er i hvert fald inde til at se på, hvor langt skolerne er nået. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi har evalueret, hvordan skolerne arbejder med det sociale charter.”

Hvad vil I bruge evalueringen til? Det er vel ikke nok at have spurgt skolerne om, hvad de gør?

”Jeg er enig i, at vi skal videre og sætte noget mere i værk, men det skal tage afsæt i, hvor skolerne er i dag. Alternativet ville være, at vi satte noget i værk, som tog afsæt i nogle fordomme om, hvor de er. Vi har nu noget validt materiale, som ret præcist sætter fingeren på, hvor vi er.”

Hvor er vi så? Har charteret overhovedet gjort nogen forskel? Og hvis ja – hvorhenne og hvordan?

”Evalueringen viser, at rigtig mange skoler er bevidste om begreberne socialt ansvar og det sociale charter. Så jeg er helt sikker på, at det har haft en positiv effekt i forhold til at forankre begreberne. Vi skal ikke starte forfra med at sige hvorfor eller om. Næste skridt er at tale om hvordan.”

Hvordan gør man det?

”I stedet for at det er noget, jeg eller bestyrelsen opfinder, så kan vi genbesøge den fælles beslutning, generalforsamlingen gav håndslag på tilbage i 2016. For charterets ordlyd er faktisk mere radikal, end mange skoler tror. F.eks. står der, at alle skoler skal have forpligtende samarbejdsaftaler med eksterne partnere, som skolerne selv vælger. Der er i hvert fald stadig et udviklingspotentiale.”

Det har med jævne mellemrum været diskuteret, om det er den enkelte skole eller skoleformen, der skal tage socialt ansvar. Hvad mener du?

”For mig at se skal det komme nedefra. Det skal ikke dikteres ovenfra. Så det er den enkelte skoles ansvar.”

Men det betyder vel så også, at den enkelte skole har ret til at sige: ’Det der sociale ansvar er ikke noget for os, det er der andre, der klarer’?

”Nej, det synes jeg faktisk ikke. For de har meldt sig ind i en forening, hvor vi har vedtaget et fælles charter. Selvom det var Efterskoleforeningens bestyrelse, der var igangsætter på tanken om et socialt charter, blev det vedtaget af medlemmerne, og teksten blev endda ændret på årsmødet, så skolerne tog virkelig ansvar i processen.”

”Men det sociale charter er ikke en lov, så vi kan ikke slå nogen oven i hovedet og sige: ’I gør det ikke.’ Vi må tro på, at alle føler sig som del af en bevægelse, og den bevægelse har en kerne, og en del af kernen er, at vi vil være med til at løfte en del af udfordringerne på det sociale område i Danmark. Jeg er tilpas naiv. Jeg betvivler ikke skolernes lyst til at løfte i flok.”

Ser man på tallene, kan man argumentere for, at der måske er grund til at betvivle den tillid. Der er i hvert fald nogle indikatorer, der peger i retning af, at efterskolerne ikke bevæger sig mod mere mangfoldighed. Priserne er de seneste ti år steget med 23 procent, hvis man renser for inflation, og gruppen af elever fra den øverste indkomstgruppe vokser.

”Andelen af efterskoleelever i Danmark stiger. Og den største stigning er sket hos dem, der kommer fra mere velstående hjem. Vi skal ikke slå nogen i hovedet med, at vores popularitet er stigende. Men i forhold til skolepriserne er jeg fuldstændig enig: Det er vores store udfordring. Der er nogle familier, som har rigtig svært ved at betale et efterskoleophold.”

Hvad vil I gøre ved det?

”Det kunne være flot med et prisstop, men så ville vi sende et signal om, at vi får penge nok, og at vi godt kan undvære nogle af dem. Det duer ikke. Vi skal finde en anden form. Til gengæld må vi tale med hinanden om, hvordan vi kan holde igen på prisudviklingen.”

I forhold til prisstoppet kan man vel også vende den om og sige: Vi har en socialdemokratisk minister, som ikke lægger skjul på, at hun kigger i retning af de frie skoler og gerne ser, at de løfter et større socialt ansvar. Det kunne også være en måde at vise, at I har læst skriften på væggen og tager den udfordring alvorligt? 

”Det er fuldstændig rigtigt. Der er lige nu nogle politiske vinde, der blæser den retning. Vi skal bare være vores frihed bevidst og finde vores eget fodfæste.”

Er der ikke – uagtet om man er politisk enig i, at der skal være mere mangfoldighed på efterskolerne eller ej – en strategisk overvejelse i at imødekomme det politiske ønske, der er på Christiansborg?

”Vi skal ikke gøre det her for at imødekomme regeringen. Vi skal gøre det, fordi vi faktisk har et reelt ønske om at løfte børn fra lavindkomstfamilier. Vi skal passe på, at vi ikke bliver et redskab i ministerens værktøjskasse. Vi skal ikke gøre det for ministerens skyld. Vi skal gøre det for vores egen selvrespekts skyld.”

Hvad kunne man ellers gøre for, at flere familier kan sende deres barn på efterskole?

”Jeg vil gerne opfordre de skoler, der kan, til at definere et antal fripladser til elever, som ikke selv kan finansiere et efterskoleophold, men som heller ikke kan få udgiften dækket af kommunen. Det er min overbevisning, at mange skoler ville se positivt på den mulighed. Man kunne kalde det en frivillig kvoteordning.”

Hvad ville det helt konkret gå ud på?

”En skole kan frivilligt vælge at afgive et antal pladser fra den normale optagelsesprocedure. De pladser ligger indtil årsskiftet før skolestart i en pulje, hvor forældre, kommuner eller andre kan søge fripladserne ud fra centrale kriterier.”

Men det kan skolerne vel allerede gøre i dag? Hvad får dig til at tro, at flere skoler vil gøre det?

”Fremover kunne vi lave en slags katalog, så kommuner og forældre kan få overblik over, hvilke skoler der tilbyder fripladser. Og hvis vi på den måde sætter fokus på det, kan man også håbe, at skolerne vil lade sig inspirere af hinanden, og flere end i dag vil tilbyde fripladser."

”Medlemmerne ved jo godt, at hvis vi ikke selv gør noget, risikerer vi bare, at politikerne detail-styrer vores tilskud. Jeg tror gerne, at medlemmerne vil give foreningen et forhandlingsværktøj, så vi kan vise politikerne og hinanden, at vi tager det sociale ansvar på os. Det kunne være stærkt, hvis vi kunne vise omverdenen, at vi selv har skabt x-antal fripladser.”

Risikerer man ikke, at charteret bliver en gratis omgang, hvis det er frivilligt? I evalueringen er der nogle, der svarer, at de synes, charteret har været for uforpligtende, og en af respondenterne efterlyser direkte ’tiltag, der forpligter på anden vis end ved at række hånden op til en generalforsamling’.

”Det er et balancepunkt. Når vi er en paraplyorganisation, som formelt set arbejder uafhængigt af staten, skal vi passe på ikke at diktere. Det er ikke den rigtige måde at arbejde på. Jeg kan sagtens følge dem, som siger, at der er for lidt forpligtigelse, men det forhindrer jo ikke den skole, som synes, det skal være forpligtigende, i selv at gøre noget.”

Noget kunne tyde på, at det er nogle af de skoler, som tager et større socialt ansvar end gennemsnittet, som kan have det svært økonomisk. Er det ikke et argument for, at sektoren må forpligte sig på at løfte i fællesskab?

”Der er skoler, der har et så stærkt elevklientel, at de vil kunne løfte et større socialt ansvar, og der er skoler, der ikke kan. Vi kan ikke lave en liste eller et parameter for, hvem der kan, og hvem der ikke kan. Det ligger heller ikke i vores frihedstradition at diktere. Jeg mener, vi kommer længst ad frivillighedens vej. Hvis der om tre år stadig er for mange, der ikke er med, så kan det være, vi må gøre det mere forpligtende. Men jeg vil gerne arbejde med den konstruktive, frivillige udvikling af skolerne. Det gør jeg ikke ved at diktere. Slet ikke over for frie skoler.”

Artiklen har oprindeligt været bragt i Magasinet Efterskolerne