Praktisk arbejde styrker selvtilliden

Af Louise Grønkjær 

17-årige Niels Frederiksen folder sin lange krop sammen og kravler ud af Efterskolen Flyvesandets røde minibus, mens han balancerer en hvid æske med kage i hænderne. Han sætter sine store sikkerhedsstøvler i gruset foran maskinforretningen O. Søndergaard og Sønner, som ligger i landsbyen Nørre Højrup på Nordfyn.

Inde i den gule murstensbygning, som er proppet med mejetærskere og traktorer i alverdens modeller, farver og størrelser, møder han Anders Søndergaard, som ejer maskinforretningen sammen med sin bror. Anders Søndergaard har træsko på fødderne, sølvkæde om halsen, et trådløst headset bag ørene og olie på hænderne. Olien afskrækker ikke Niels Frederiksen, som giver Anders Søndergaard hånden.

”Tak, fordi jeg måtte være her,” siger Niels fåmælt.

Højdepunktet på skoleskemaet
Det er en undtagelse, at Niels Frederiksen denne tirsdag inden sommerferien, hvor Magasinet Efterskolerne er på besøg, er blevet kørt de 13 kilometer mellem Efterskolen Flyvesandet og maskinforretningen i Nørre Højrup. Efterskolens viceforstander Anne Louise Haaber Hassing har forbarmet sig over Niels Frederiksen, som gerne vil sige ordentligt farvel og give kage på værkstedet.

Det sidste års tid har Niels Frederiksen hver fredag morgen klokken 7 – uanset vejr og vind – iklædt sig hjelm og refleksvest og tilbagelagt de 13 kilometers landevej fra efterskolen til maskinforretningen på cykel. Mens de fleste af hans klassekammerater har haft tysk eller valgfag, har han været i praktik hos Anders Søndergaard.

Niels Frederiksen er ordblind, og for ham har fredag formiddag været højdepunktet på skoleskemaet.

”Jeg kan koncentrere mig bedre i skolen, når jeg har været her,” siger han.

Niels Frederiksen er fra Lolland, men nu, hvor han er færdig med efterskolen, følger han i Anders Søndergaards fodspor og flytter til Aars, som er det eneste sted i landet, hvor man kan uddanne sig til traktormekaniker.

Anne Louise Haaber Hassing har tydeligt kunnet se, hvordan Niels Frederiksen er vokset i praktikken.

”Niels var flyttet ind på værkstedet, hvis han havde fået lov. Praktikken har været med til at erhvervsrette ham. Han tager en enorm selvtillid med til Aars,” siger viceforstanderen.

Men hvad har egentlig fået Anders Søndergaard og hans ansatte til at bruge hver fredag formiddag på en 17-årig efterskoleelev? Det handler blandt andet om at give drenge som Niels en succesoplevelse, forklarer Anders Søndergaard:

”Dem, der er gode, er ofte trætte af skolen. Jeg synes, vi skal give dem en chance, når vi har muligheden,” siger han og tilføjer, at det også handler om at tiltrække lærlinge til branchen.

”Vi vil gerne profilere vores erhverv. Vindmølle- og truckindustrien er nogle banditter. De uddanner ikke nogen, men tager vores unge mennesker,” siger han.

Praktikken øger selvværdet
Niels er ikke den eneste på Efterskolen Flyvesandet, som har været i praktik hos en lokal erhvervsdrivende. Skolen er specialiseret i jagt og friluftsliv og tiltrækker derfor en del unge, som er glade for praktisk og fysisk arbejde. 

Skolen sætter udvalgte elever, ofte skoletrætte drenge, i forbindelse med erhvervsdrivende fra lokalområdet. Det er skolens pedel Niels Mogensen, der har stået for mange af aftalerne. Han har tidligere været landmand i området og træner i dag et lokalt fodboldhold, så han har mange kontakter i det nordfynske. 

Drengene, som er ude i praktik, er gode til at give en hånd, når der skal vaskes kajakker eller renses tagrender. På en skole som Flyvesandet er det valuta i det sociale fællesskab, hvis man er god til den slags. I det hele taget giver praktikken drengene øget selvværd, forklarer Anne Louise Haaber Hassing.

”De her drenge har tit følt sig forkerte i skolen, men i praktikken bliver de set for det, de kan, fordi det ikke er dem, der skal passe ind i skolen, men skolen der tilpasser sig dem.”

”Jeg var meget skoletræt”
16-årige Kristoffer Wærum Lauridsen kender godt til det med ikke at passe ind i skolen.

”Jeg var meget skoletræt, da jeg sluttede 9. klasse,” siger Kristoffer, som i løbet af 10. klasse på Flyvesandet har fundet arbejdsglæden og lysten til at uddanne sig. Det skyldes blandt andet, at han har været i praktik hos den lokale kvægbonde Kim Skov Rasmussen.

”Når jeg kommer herud, får jeg luft til hjernen,” siger han.

Ifølge Kim Skov Rasmussen har Kristoffer udviklet sig meget i løbet af året:

”Han har fundet ud af, at man ikke kan bruge hele dagen på én ting, og at det får konsekvenser, hvis man ikke yder det optimale.”

Og den erkendelse sætter Kim Skov Rasmussen en ære i at give videre til unge mennesker.

”Jeg har haft mange unge, som gerne vil alt det sjove, f.eks. køre minilæsser, men som ikke vil feje. Men jeg har en politik om, at alle skal starte på gulvet. Man skal gøre sig fortjent til at stige i graderne,” siger kvægboden, som mener, at vi har et generelt problem med unge mennesker.

”De der curlingbørn har ikke en forståelse for, at man skal yde for at nyde. Mange af dem har ikke prøvet meget fysisk arbejde og er ikke vant til at skulle møde til tiden. Jeg er god til at se ind i de unge mennesker. Vi finder noget, de er gode til, så de kan få en succes. I stedet for at de tror, de skal være piloter alle sammen. Hvis jeg bare kan rykke ét ungt menneske, er det det hele værd,” siger han.

Han understreger, at det økonomisk er en dårlig forretning for ham at have eleverne i praktik, men for ham handler det også om at give noget tilbage. Han er nemlig selv tal- og ordblind, men på Ringe Efterskole kom han i praktik hos en landmand.

”Jeg var ved at brække mig over skolen, men så havde jeg det at se frem til. Det var den måde, jeg klarede mig igennem. Jeg fandt ud af, at det var optur at bruge min arme og hænder og fik selvtillid af det.”

Kristoffer Wærum Lauridsen skal til at uddanne sig til elektriker. Han er glad for, at Kim har lært ham om god arbejdsmoral.

”Jeg har lært at arbejde for føden og at tage ansvar for mine egne handlinger. Jeg er mere moden nu.”

En del af lokalmiljøet
Efterskolen Flyvesandet har samme navn som det lokalområde, den ligger i. Området Flyvesandet ligger på spidsen af halvøen Agernæs og er Fyns nordligste punkt. Det særegne navn skyldes ganske enkelt, at sandet flyver ind over markerne, når det blæser.

Når man driver efterskole helt herude, er det særligt vigtigt at have gode relationer i lokalområdet, forklarer Anne Louise Haaber Hassing.

”En efterskole skal ikke være en øde ø. For en lille skole som vores betyder de her samarbejder rigtig meget,” siger hun og understreger, at begge parter får noget ud af relationen.

”Vi har en placering i et lokalmiljø, men de har også en placering i os. Vi er en af de største arbejdspladser herude,” siger hun og tilføjer, at mange af de lokale samarbejdspartnere også bruger skolen og kommer forbi til kaffe og aftensmad.

”Det er win win”
En af dem, der nogle gange kigger forbi, er Aksel Christensen. Han er skytte på Egebjerggaard Gods og skolens nærmeste nabo. Han har haft 17-årige Mads Rasmussen i praktik i et år. 

”Vi har et fantastisk samarbejde med efterskolen. Jeg kan godt lide at arbejde med unge og give glæden ved det praktiske videre. Jeg får en masse tilbage. Det er win win,” siger han.

Vi møder Mads Rasmussen i skoven oppe bag det store gods. Han er i gang med at fæstne et hegn i jorden med store pløkker. En del af godsets forretning er at opdrætte fasaner, og hegnet skal blive til en slags kravlegård, som beskytter fasankyllinger mod ræve og andre firbenede rovdyr.

”Det giver luft at være herude. Det er næsten meditativt. Jeg er i mit rette element,” siger Mads Rasmussen, som er iført armyfarvet tøj fra top til tå og nærmest går i ét med omgivelserne.

For Mads Rasmussen er det afgørende, at det arbejde, han laver for Aksel, ikke bare er en skoleøvelse, men reelt gør en forskel.

”Vi har ikke bare 20, men 9.000 fasaner. Det er ikke lige meget, hvis jeg laver en fejl. Så er det alvorligt. Jeg er en del af et arbejdsfællesskab, hvor man kan regne med mig. Det giver mig arbejdsglæde og selvtillid,” siger han.

Efter sommerferien begyndte Mads Rasmussen på skov- og naturteknikeruddannelsen. Drømmen er at få et job som Aksels. 

”Det har altid været min drøm. Jeg har aldrig været den helt boglige type. Jeg er mere praktisk anlagt. Derfor kan jeg godt lide at komme herud. Jeg ved, hvad jeg skal gøre her. Jeg er god til det.”