Folkemødet afvikles som altid i Allinge, og til sommer bliver det fra torsdag den 11. til søndag den 14. juni. Fokus denne gang er på den demokratiske samtale.
Vil I på skolen med, er det vigtigt, at I er opmærksomme på deadlines. Særligt skal I være ude i god tid i forhold til booking af transport og overnatning. Overnatning kan foregå på Ungdomscampen - se, hvordan I tilmelder jeres skole, her. Der er run på bookingen, så sørg for at bestille pladser, så snart tilmeldingen åbner. I kan skrive jer op, så I får direkte besked, når det sker.
Efterskoleforeningen tilbyder efterskolerne at afholde events på Ungdomshøjen igen i 2020. Udover koordinering af efterskolernes deltagelse på Ungdomshøjen vil Efterskoleforeningen formidle kontakt til andre organisationer og aktører, som efterskolerne kan samarbejde med på Folkemødet. Det kan være aktører, der søger unge mennesker til debatter eller deltagelse i andre typer events.
Sådan kommer I med
Ønsker I at være en del af samarbejdet om Folkemødet med de andre efterskoler og Efterskoleforeningen, så skal I tilmelde jer hos foreningens koordinator Maren Ottar Hessner på moh@efterskolerne.dk inden d. 20. december. Herefter modtager I mere information om rammer og betingelser for deltagelse.
Fredag d. 6. marts er der informationsmøde for alle efterskoler, der vil samarbejde med foreningen om Folkemødet 2020. Det er fredagen op til årsmødet, og mødet foregår derfor på Hotel Nyborg Strand.
Praktisk info
Se hvordan I booker overnatning og læs mere om Ungdomsøen via de to links til højre