Af Louise Wethke Buch og Anna Rossman Thejsen
Når DGI Landsstævne bliver afviklet i Svendborg i juli 2022, kommer 5.752 efterskoleelever til at forme Efterskoleholdet, der sammen skal lave opvisning for op mod 25.000 deltagere. DGI Landsstævnet skulle oprindeligt være afholdt i uge 26 i 2021, men blev udskudt til 2022 på grund af corona.
For nogle af dette skoleårs elever er Landsstævnet derfor en bonus, men for Mikkel Bækmand, som er andetårselev på Gymnastikefterskolen Stevns, betyder det noget helt særligt.
”Da jeg kiggede på efterskole, var det et ’selling point’ for mig, da jeg fik at vide til fremvisnigen, at der var mulighed for at komme med til Landsstævnet. Det var også et argument for at tage 9. klasse i stedet for 10. klasse på efterskole. Det lød bare megafedt, og det er kun noget, man kan opleve hvert fjerde år. Derfor var det rent ud sagt nederen og et kæmpe kollektivt suk, da det blev aflyst sidste skoleår,” siger han.
Landsstævnet var også en af grundene til, at Mikkel Bækmand fortsatte i 10. klasse på Gymnastikefterskolen Stevns, så han alligevel får lov til at opleve det. Han glæder sig især til at mærke det store efterskolefællesskab, når han skal lave opvisning sammen med flere tusinde efterskoleelever.
”Efterskolen er virkelig noget, vi er fælles om uanset hvilken årgang eller efterskole, man går på. Jeg tror, man kan høre og snakke meget om Landsstævnet, men det bliver noget helt andet at opleve stemningen, når man står på gulvet og laver opvisning sammen med så mange mennesker,” siger han.
Så mange efterskoleelever har tilmeldt sig Efterskoleholdet og skal med til DGI Landsstævne 30. juni til 3. juli 2022 i Svendborg.
Læs mere
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev(e). Når du trykker tilmeld, giver du automatisk dit samtykke til brugen af dine data i forhold til vores privatlivspolitik.