Portræt: Den socialt indignerede undervisningsminister

Af Anna Rossman Thejsen

”Der er en del af friskolerne, som er skabt med henblik på at stemple ud af fællesskabet. Man har et ønske om, at ens egne børn ikke skal være sammen med alle de andre børn.”

Ordene er Pernille Rosenkrantz-Theils. De faldt i et interview, som landets nye børne- og undervisningsminister 29. august gav til Politiken Skoleliv.

Det fik flere fra de frie grundskoler til at ytre offentligt, at de var ’chokerede’ over, at ministeren mener, at nogle skoler opfører sig asocialt og ikke løfter det samfundsansvar, de burde.

På mere end én måde indrammer udtalelsen, hvem landets nye socialdemokratiske undervisningsminister er, og hvad der driver hende. Den viser både, at hun siger tingene brutalt ærligt, og at hun brænder for samfundets svageste.

Man kan slå sig på hende
Ifølge både venner og politiske modstandere er der tale om en politiker, der ikke er bange for at sige sin mening – også når den gør ondt.

”Som politiker går hun benhårdt til værks,” lyder det fra Jens Rohde, der netop er blevet valgt til Folketinget for De Radikale.

Han kender Rosenkrantz-Theil tilbage fra starten af 00’erne, fra før de begge skiftede parti. Han sad i Folketinget for Venstre, og hun for Enhedslisten og med en ikke så fjern fortid som aktivist på den yderste venstrefløj. På trods af politiske uenigheder udviklede de to et venskab, og dengang som nu var Pernille Rosenkrantz-Theil aldrig bange for at sige tingene lige ud:

”Hun siger, hvad hun mener, og går efter det, hun mener, er rigtigt,” fortæller han.

Tidligere medlem af Folketinget for Liberal Alliance, Laura Lindahl har til altinget.dk sagt, at Pernille Rosenkrantz-Theil er en, man kan slå sig på:

”Man skal ikke være tyndhudet, når man omgås hende. Hun siger, hvad hun tænker og mener, på en hård måde. For mig var det perfekt, for så ved jeg, hvor skabet skal stå. Men man skal lige forstå hendes jargon for at kunne drage fordel af den. Der er nogle, der kan slå sig på hendes direkte måde at være på.” 

Ministeren til skoler: Tag mere ansvar
Der er da også tydeligt, at nogle allerede har slået sig på ministerens udtalelser om, hvad hun vil lave om inden for skoleområdet. Også på det brev, den nye undervisningsminister sendte ud til alle fri- og efterskoler 12. august i år. Pernille Rosenkrantz-Theil mener, at de frie skoler bør at tage større samfundsansvar.

Indtil videre har hun ikke sat meget konkret politik bag ordene, men i brevet skriver hun, at hun værner om den grundlovssikrede ret til at etablere frie skoler. Men samtidig fremhæver hun, at ikke alle frie skoler i hendes optik lever op til det sociale ansvar:

”Der er fortsat ubalance skolerne imellem i fordelingen af elever, og dermed i den samfundsopgave det er at få alle børn med. Derfor vil regeringen gerne belønne de frie skoler, som påtager sig et samfundsansvar ved at optage elever, som enten har haft en bumlet start på tilværelsen eller har fysiske, faglige, sociale eller andre udfordringer.”

Socialminister eller undervisningsminister?
At landets nye undervisningsminister er drevet frem af en vilje til at løfte samfundets svageste gav hun også udtryk for i Politiken 27. august under overskriften ’Vi skal sætte ind allerede ved undfangelsen’. Her taler hun for en meget tidligere indsats i hjemmene for at bryde den negative sociale arv.

En lille uge forinden fortalte hun til folkeskolen.dk, at inklusionsområdet efter hendes mening halter gevaldigt, og at det skal være meget lettere at sende elever til specialundervisning, ligesom der er brug for flere lærere med særlig viden på specialområdet.

Hendes udtalelser til medier og i breve til både frie skoler og folkeskoler har imidlertid fået nogle lærere og debattører til at undre sig over, om Socialdemokratiets tidligere socialordfører hellere ville have været socialminister end undervisningsminister. Lærer og blogger på folkeskolen.dk Mette Frederiksen udtrykker det bl.a. sådan her:

”Skolen har en selvstændig opgave, og den kan ikke løses med socialpolitiske redskaber. Den skal løses med pædagogiske redskaber og metoder og italesættes med pædagogikkens sprog (…) Jeg kan frygte, at hun ser skolen som et middel til at løse socialpolitiske opgaver med. Det vil være synd – for børnene og for skolen.” 

Vil mindske pres og karakterræs
For Pernille Rosenkrantz-Theil selv går socialpolitik og undervisningspolitik dog naturligt hånd i hånd. En del af årsagen skal sandsynligvis findes i hendes barndom. Hun voksede op i Korsør med en far, der blev skoleleder og en mor, der var speciallærer. Opvæksten har ifølge hende selv præget hendes syn på både lærere og på nødvendigheden af at hjælpe ikke mindst de svageste elever.

”Jeg har så tit hørt, at hvis vi gjorde det rigtige fra start af og havde ressourcerne fra start af, så kunne det være, at man havde flyttet på børnene, inden det gik rigtig galt. Jeg tror faktisk, at lærerstanden er nogle af dem, som bedst ved, at det kan betale sig at investere i de yngste,” sagde hun i et interview til Folkeskolen i 2018.

Efter at hun blev udnævnt til undervisningsminister, har hun også meldt ud, at hun ønsker at gøre op med den målstyring og det test- og karakterræs, som hun mener, at den borgerlige regering har lagt ned over undervisningsområdet og børn og unge.

Både inden valget og i det forståelsespapir, Socialdemokratiet har udarbejdet sammen med regeringens støttepartier, lægges der op til som minimum at skære kraftigt ned i antallet af de nationale test. Der er dog ikke kommet konkrete tiltag på området endnu.

De omdiskuterede optagelseskrav til gymnasiet, som hun lavede et lynindgreb på allerede i juli, har hun også meldt ud, at hun sandsynligvis vil have lavet helt om.

Som Pernille Rosenkrantz-Theil selv har udtrykt det i et interview til altinget.dk 1. september, er der meget, hun ønsker at flytte inden for det område, hun er blevet minister for:

”Jeg sidder i spidsen for et ministerium, hvor der skal ske en 180 graders drejning af den måde, man ser uddannelsespolitikken på.”

”Vores venskab startede dengang, hvor et par gutter hældte maling på Anders Fogh Rasmussen (18. marts 2003, red.). Fordi de rendte rundt med navneskilte med hendes navn på inde i Folketinget, var der ingen som i ingen, der ville tale med hende bagefter. I lang tid derefter sad hun altid alene og røg og læste avis nede bagerst i Folketinget. Jeg var også rystet over, hvad der var sket, men det var da ikke nogen god grund til at fryse hende ude. På et tidspunkt gik jeg hen til hende og spurgte: ’Hvordan har du det?’ Og så opstod der et venskab. Siden har vi snakket og snakket og røget virkelig mange smøger og drukket mange kopper kaffe. Vi har også haft de mest fantastiske grineflip sammen. I modsætning til, hvad mange måske tror, har hun en selvironi, der kan måle sig med Erik Clausens fra dengang, han var allerbedst.”

”Jeg skal da ikke lægge skjul på, at som politiker kunne jeg bedst lidt Enhedslistens idealist Pernille Rosenkrantz-Theil. Som socialdemokrat er hun mere blevet en systemforsvarer. Når det er sagt, er Pernille jo stadig den samme person. Hun har den der helt særlige evne til både at være ualmindelig kontant og samtidig likeable. Hun spilder ikke tid på at sweet talke nogen og vurdere, om det er produktivt i forhold til en eller anden alliance, at hun siger noget. Når hun siger noget, mener hun det. I modsætning til for mange andre politikere, står hun også altid på mål for det, hun gør.”

”Før vi begyndte at samarbejde om vores fælles bog, tænkte jeg lidt: ’Hun er sgu en skrap kælling’. Men så mødtes vi, og så sad der en vidunderlig og meget vidende kvinde. Ja, hun er lidt grov i munden og gider ikke noget pis. Men det betyder også, at hun ikke lider af hensynsbetændelse: Hun siger tingene, som de er. Hun er god til på den ene side at stå fast på sit synspunkt, samtidig med at hun er nysgerrig. Hun vil oprigtigt gerne vide, hvad andre tænker. Og så er hun simpelthen regulært hyggelig at være sammen og helt uden nykker.” 

”Hun har aldrig været bange for at stille sig på øretævernes holdeplads eller for selv at blive gjort til grin. Det, hun har hjerte for, gør hun. Hun har flyttet hele måden, vi taler om stress på. Det at hun turde stå frem og sige, at hun selv havde haft stress, betød, at man begyndte at tage stress alvorligt på et politisk niveau. Det har været stærkt medvirkende til, at vi i dag taler om stress som et samfundsproblem og ikke kun som et individuelt problem.”

Artiklen er fra magasinet Efterskolerne, som udkom i uge 40. 

Magasinet Efterskolerne forsøgt at få et interview med Pernille Rosenkrantz-Theil, men det har ikke været muligt.