Af Louise Wethke Buch

Hvorfor har I indkaldt til demonstration for at bevare 10. klasse?
”Vi synes, det er vigtigt, og hvis der skal være noget modstand, skal det da komme fra efterskoleeleverne selv. Hvis vores stemme skal høres, skal vi være mange, der står sammen. Vi skal vise, at det er noget, efterskolerne samles om uanset værdier, politiske retninger osv.”

Hvad var det første, I tænkte, da I hørte om Reformkommissionens forslag om at afskaffe 10. klasse, som vi kender den i dag?
”Det virker utænkeligt, at nogen kan synes, det er en god idé at afskaffe noget, der fungerer så godt. Efter vi læste forslaget igennem, er vi enige om, at nogle af tingene er værd at arbejde videre med, men det skal være med mere lighed og trivsel i fokus frem for et økonomisk regnestykke, som det er nu.”

Hvad har 10. klasse på efterskole givet jer?
Thilde:
”Jeg har altid været ret fagligt stærk, så efterskolen har for mig været en mulighed for at udvikle nogle andre kompetencer. Alt ved hverdagen på efterskole har lært mig noget nyt – alt fra at bo sammen med nogle helt fremmede til at være i efterskolekøkkenet og indgå i et stort og unikt fællesskab. Jeg har udviklet mig utroligt meget i løbet af mit efterskoleår. Før efterskolen havde jeg f.eks. slet ikke kunnet arrangere en demonstration. Jeg tror også, at jeg vil få meget mere ud af min gymnasietid, fordi jeg har haft et ekstra år til at finde mig selv.”

Vigga: ”I 6.-7. klasse var jeg egentlig sikker på, at jeg ikke skulle på efterskole, fordi jeg da bare skulle hurtigst muligt igennem gymnasiet. Men da jeg gik i 8. klasse og havde været flere måneder hjemme fra skole pga. corona, blev det klart for mig, at jeg ikke ville kunne klare gymnasiet, hvis jeg ikke brugte det her år på at sætte tempoet ned og fokusere på det sociale. Efterskolen har lært mig en masse om mig selv og mine relationer til andre mennesker. Jeg har virkelig genfundet lysten til at lære, hvilket jeg fuldstændig havde mistet i slutningen af 9. klasse, fordi jeg brugte alt for lang tid på fag og emner, der overhovedet ikke interesserede mig. På efterskolen har jeg haft mulighed for at fordybe mig i en linje og en masse valgfag, som, jeg virkelig synes, er spændende. Det har været virkelig godt for mig mentalt og fagligt at komme lidt væk og sætte tempoet lidt ned.”

Reformkommissionen foreslår, at man bare kan tage på efterskole i 8. eller 9. klasse – er det ikke lige så godt som et efterskoleophold i 10. klasse?
”Det vil svække vores folkeskoler, fordi der vil være et stort frafald af elever der. Efterskole i 9. klasse er det rette valg for nogen, men ikke alle. Det vil også resultere i, at rigtig mange efterskoler kan ende med at stå med elever, som godt kunne have brugt et år mere hjemme, men som vælger efterskole i 9. klasse, fordi 10. klasse ikke er en mulighed. Der vil også være en stor chance for, at de stadig har deres fokus på den gamle hverdag derhjemme, hvilket vil svække nærværet og fællesskabet på skolen.”

Hvis det ikke længere bliver muligt at tage 10. klasse på efterskole, hvad mener I så, unge i fremtiden kommer til at gå glip af?
”De kommer til at gå glip af et år, hvor man kan arbejde med sig selv, lære sig selv at kende og indgå i et meget unikt fællesskab, da man er så mange unge, der bor sammen. Man lærer også at tage hensyn på en helt anden måde, fordi man bor sammen med fremmede. Man lærer at hvile i andres selskab, og at man ikke hele tiden behøver at være på, men at man godt kan slappe af sammen. De går glip af en chance for ikke hele tiden at skulle præstere og blive vurderet. På efterskole bliver man ikke vurderet på alt, og man lærer at hvile i sine fejl.”

I sidste ende er det politikerne på Christiansborg, der skal beslutte, om 10. klasse skal bevares. Når I står på Christiansborg Slotsplads 17. maj, hvad er så, I gerne vil sige til dem?
”I er udmærket klar over, at vi står i en trivselskrise, så vi kan ikke se, hvordan det kan være forsvarligt at vedtage et forslag, der så tydeligt går den modsatte vej end det, unge har brug for.”

efterskoleelever demonstrerer for at bevare 10. klasse

En gruppe elever fra Flakkebjerg Efterskole har arrangeret en demonstration for at bevare 10. klasse.