1978: Mogens Pedersen
Dengang: Elev i 9. og 10. kl. på Vojens Gymnastik- og Idrætsefterskole (daværende Vojens Ungdomsskole) i 1978/79 og 1979/80
Nu: 54 år, udlært murer og arbejder i dag som pedel på et hospice
Hvad var det bedste ved at gå på efterskole?
Det bedste var at flytte hjemmefra til et sted med en masse nye kammerater og et sted, hvor der var en sportshal, en sportsplads, træsløjd og metalsløjd. Og så var det fedt med nogle voksne, der virkelig brændte for det, de lavede, og for mig. Deres engagement smittede af på mig og på min interesse for undervisningen.
Hvad er det bedste, du har fået med dig derfra?
Det er det at være ordentlig og at være en god kammerat. Du skulle jo bo sammen med flere andre, og jeg kom på værelse med en og tænkte: ’Han er da en kedelig hund.’ Men så opdagede jeg, at det var han jo slet ikke. Min tid på efterskolen lærte mig at rumme dem, der er anderledes end mig selv.
Har dit efterskoleophold været med til at præge dine valg i livet og dig som person?
Jeg har lært værdien af fællesskaber og at opføre mig over for andre, som jeg ønsker, de er over for mig. I mange år har jeg også været gymnastikinstruktør i vores lokale forening. Det at lave noget i sin fritid og at engagere sig i noget, der kan glæde andre, lærte jeg på efterskolen.
Har du fået noget ud af dit efterskoleophold, du ikke kunne have fået med dig andre steder fra?
Ja, helt bestemt. Jeg rykkede mig meget fagligt i boglige fag som dansk, matematik og fysik på efterskolen. Deres engagement og interesse for, om jeg lærte noget, gjorde en stor forskel. På efterskolen fik man ikke lov til at køre ud på et sidespor, der var altid nogen at spørge om hjælp, også hvis man sad og boksede med andengradsligninger en sen aften.
Hvad vil du sige til forældre, der måske er bekymrede for at sende deres barn afsted på efterskole et helt år?
Jeg har selv haft tre børn igennem efterskolen og kan kun anbefale det. De har fået så meget livskvalitet og gode oplevelser ud af deres ophold og har fået værdien af at være en del af et fællesskab med bl.a. sang, musik og idræt ind under huden.
1985: Line Juul Faxø
Dengang: Elev i 9. kl. på Rovvig Efterskole, 1985/86
Nu: 49 år, uddannet pædagog, arbejder som skolepædagog i indskolingen
Hvad var det bedste ved at gå på efterskole?
Jeg følte mig aldrig hjemme i folkeskolen. Jeg kæmpede med det faglige, specielt med at lære at læse og skrive, hvilket betød, at jeg fik specialundervisning. På efterskolen oplevede jeg pludselig at være en del af noget og blive accepteret som den, jeg var. Jeg oplevede for første gang at være sammen med andre, der kæmpede lige så meget som mig.
Hvad er det bedste, du har fået med dig derfra?
Jeg har altid været fars pige og meget knyttet til ham. På efterskolen lærte jeg at stå på egne ben og fik et større selvværd. I folkeskolen sagde jeg aldrig noget i timerne, fordi jeg var bange for at begå fejl. På efterskolen endte jeg med at spille med i teaterstykket, fordi jeg for første gang i mit liv turde stå frem og præstere noget.
Har dit efterskoleophold været med til at præge dine valg i livet og dig som person?
Jeg har ofte oplevet at blive udfordret fagligt, men efterskoleopholdet fik lagt nogle gode grundsten. Hvis jeg i dag løber panden mod en mur, ved jeg, at jeg nok skal klare det.
Har du fået noget ud af dit efterskoleophold, du ikke kunne have fået med dig andre steder fra?
Efterskolelærere er gode til at gribe de elever, der har det svært, og til at hjælpe og guide en. Kristine fra køkkenet kom til at betyde meget for mig. Gennem madlavningen fik jeg en masse succesoplevelser. Jeg lærte, at der er meget andet end det faglige, der tæller i livet. Jeg husker også en fredag om vinteren, hvor jeg ikke nåede mit tog hjem pga. sne. En lærer tog mig med hjem, indtil hun kunne sætte mig på nattoget mod København. Min oplevelse er, at de, der vælger at blive lærere på en efterskole, kan noget særligt i forhold til at skabe relationer og gerne går en ekstra mil for at hjælpe andre.
Hvad vil du sige til forældre, der måske er bekymrede for at sende deres barn afsted på efterskole et helt år?
I giver jeres barn en gave. Det er lidt som at få en familie for livet. Jeg er stadig venner med nogle af dem, jeg gik på efterskole med.
1992: Rasmus Vincentz
Dengang: Elev 10. kl. på Holmstrup Efterskole, 1992/93
Nu: 43 år, cand.scient.soc. fra Roskilde Universitet, medejer af Habitats
Hvad var det bedste ved at gå på efterskole?
Det bedste var at få lov til at være et sted, hvor jeg fik lov til at lege og udvikle mig. Det var så vildt at blive kastet ind i en sammenhæng med 60 andre unge, som på alle mulige måder udfordrede mig i forhold til, hvem jeg var og gerne ville være. Jeg var stort set aldrig hjemme i weekenderne, så det var virkelig en vidunderlig boble, men der var også hårde kampe og grupperinger og nogle, som udfordrede fællesskabet. Der var nok nogen, der skulle have haft noget ekstra hjælp, eller være lidt mere modne, før de tog på efterskole.
Hvad er det bedste, du har fået med dig derfra?
Det var en stærk oplevelse at bo sammen med så mange forskellige typer mennesker og så opnå den der symbiosefølelse, man får af at være så tæt på andre og at få det til at fungere trods forskellighederne. Det har jeg lært meget af.
Har dit efterskoleophold været med til at præge dine valg i livet og dig som person?
Haha, jeg opdagede ret hurtigt, at jeg ikke skulle være musiker, matematiklærer eller kunstmaler. Jeg tror, at efterskoleopholdet også øver en i at foretage fravalg. Til gengæld nød jeg al den tid, vi tilbragte i naturen, og det forstærkede nok min interesse for den. Dengang tænkte jeg ikke, at det var noget, man kunne arbejde med, men det gør jeg faktisk i dag, hvor jeg er medejer af en virksomhed, der rådgiver om biodiversitet.
Har du fået noget ud af dit efterskoleophold, du ikke kunne have fået andre steder?
Jeg kommer selv fra et meget trygt hjem, men mødte pludselig andre, som havde svært ved at udtrykke deres følelser eller var børn af alkoholikere og nervøse, hver gang deres forældre kom på besøg. Det lærte mig, at der er forskellige måder at være i verden på, og at alle har deres at slås med, men at vi skal have det til at fungere sammen.
Hvad vil du sige til forældre, der måske er bekymrede for at sende deres barn afsted på efterskole et helt år?
Det er ikke altid lyserødt, men det er sindssygt lærerigt og en vidunderlig legeplads. Man bliver formet som menneske af det år.
1999: Simon Lindblad-Madsen
Dengang: Elev i 9. og 10. kl. på Mariager Efterskole 1999/00 og 2001/02
Nu: 36 år, uddannet lærer, har tidligere arbejdet 10 år som efterskolelærer, arbejder nu som kommunikationsmedarbejder
Hvad var det bedste ved at gå på efterskole?
Det bedste var venskaberne. At være ung og være sammen med så mange andre døgnet rundt var bare fedt. Og så at få ansvar for at styre mit eget liv. Jeg tror, at mine lærere kan skrive under på, at jeg gik fra at være ret uansvarlig til at være en meget ansvarsfuld ung mand i løbet af mine to år på efterskole.
Hvad er det bedste, du har fået med dig derfra?
Det mest værdifulde var at opleve de voksne, der virkelig formede dele af mig. At der var nogen, der turde udfordre mig på forskellige områder og stille krav. Jeg husker særligt min håndboldlærer Klaus. Jeg oplevede, at han var mere hård over for mig end de andre på holdet og fortalte det frustreret til min kontaktlærer, som så fortalte det til Klaus. En dag slog Klaus en arm om skulderen på mig og forklarede mig, at han var ked af, hvis jeg havde misforstået det, han havde gjort, som kritik. Han forklarede mig, at større evner fik ham til at stille større krav. Derfra betvivlede jeg ikke, at Klaus ville mig det godt. I dag kan jeg se, hvor meget jeg tog det til mig og voksede af det.
Har dit efterskoleophold været med til at præge dine valg i livet og dig som person?
Det kan man roligt sige. Jeg har som voksen arbejdet ti år som efterskolelærer. Jeg nød at være i efterskoleverdenen, både som elev og lærer. Det er vildt at få de oplevelser i den ’osteklokke’, en efterskole har evnen til at være. Det virker som det vigtigste sted i den periode, man er der, og som elev havde jeg bare lyst til mere.
Har du fået noget ud af dit efterskoleophold, du ikke kunne have fået andre steder?
Jeg tror, jeg fik en modenhed, jeg ikke havde fået i folkeskolen, hvor jeg kunne komme hjem og lade mine forældre træffe beslutningerne. På efterskolen stod jeg selv med tøjvask, valg af venner, hobby og meget mere. Der blev jeg stillet til ansvar for mine handlinger, og jeg kunne samtidigt være den, jeg var – og det blev respekteret.
Hvad vil du sige til forældre, der måske er bekymrede for at sende deres barn afsted på efterskole et helt år?
I behøver ikke bekymre jer. Jeg har endnu ikke mødt en efterskolelærer, der ikke var totalt dedikeret og engageret. Det handler om mere end undervisning, og de voksne vil jeres børn. Et efterskoleår kan være hårdt, men det får så stor betydning for jeres barns udvikling, at det er en af de vigtigste investeringer, man som forælder kan foretage sig i sin teenagers liv.
2011: Maj Rønne Madsen
Dengang: Elev i 10. kl. på Halvorsminde Efterskole, 2011/12
Nu: 24 år, uddannet i Entreprenørskab og Design fra KEA – Københavns Erhvervsakademi. Tager et sabbatår, hvor hun arbejder hos en psykolog og på et apotek. Vil gerne læse videre senere
Hvad var det bedste ved at gå på efterskole, mens du gik der?
Det var en vild oplevelse at mærke den energi, der er i at løfte sammen. Vi skulle f.eks. lave en gymnastikopvisning, jeg har aldrig været særlig sporty, og der var en serie, jeg bare ikke kunne lære. Et par af de andre brugte en halv dag bare på at lære mig det. Noget af det bedste var også lærerne på efterskolen. Min lærer Mette talte med mig på en måde, jeg aldrig havde prøvet før. Jeg oplevede for første gang at føle mig set af en voksen.
Hvad er det bedste, du har fået med dig derfra?
Det har givet mig en tro på, at jeg er okay, som jeg er. Det lærte mig også, at jeg kan rumme forandringer bedre, end jeg troede. Jeg er tryghedsnarkoman, og ugen før, jeg skulle starte på skolen, græd jeg, fordi jeg alligevel ikke ville afsted. Men jeg klarede det, også selvom det var hårdt i starten.
Har dit efterskoleophold været med til at præge dine valg i livet og dig som person?
Jeg har altid været dygtig fagligt, men på efterskolen lærte jeg, at det at lære ikke kun handler om at kunne lire en eller anden analysemodel af. Det handler lige så meget om at gå ud i virkeligheden og gøre noget, man aldrig har prøvet før. I mediefag lavede jeg f.eks. sammen med en anden elev en video om skolen, som skolen endte med at vise, hver gang der var besøg på skolen. Jeg husker min lærers oprigtige begejstring og følelsen af at give andre mennesker noget.
Har du fået noget ud af dit efterskoleophold, du ikke kunne have fået andre steder?
Jeg tumlede med mange ting personligt dengang, og det var enormt befriende for mig at kunne stille min bagage på trappen ind til efterskolen. Den mulighed havde jeg ikke fået ved bare at skifte til en anden skole i min hjemby.
Hvad vil du sige til forældre, der måske er bekymrede for at sende deres barn afsted på efterskole et helt år?
Selvom det kan være svært i starten, og dit barn måske ringer og har hjemve, så prøv at rumme det og hjælp dit barn til at vende det til noget positivt. Tillad dit barn at vokse af det og nå til det punkt, hvor han eller hun bliver mere selvstændig. Det er det værd!
2015: Line Breindahl Knudsen
Dengang: Elev i 10. kl. på Idrætsefterskolen Klintsøgaard 2015/16
Nu: 21 år, sabbatår efter gymnasiet, arbejder som vikar som 0. klassesleder på en folkeskole
Hvad var det bedste ved at gå på efterskole?
"Det var som at få en skøn hverdag forærende omgivet af en masse gode venner, sjove fritidsaktiviteter og sport og hygge i weekenderne."
Hvad er det bedste, du har fået med dig derfra?
"På efterskolen blev jeg tvunget lidt ud af min komfortzone og fik prøvet ting af, jeg måske ellers havde sagt nej tak til. Jeg lærte f.eks. meget om mig selv ved at skulle bo sammen med to andre piger. Vi var jo tvunget til at få det til at fungere. Når du først har gået uden makeup i et år, er det heller ikke længere så skræmmende at lade andre komme tæt på dig. Mit efterskoleår har lært mig ikke at være så genert. Da jeg kom i gymnasiet, kunne jeg f.eks. mærke, at det var nemmere at møde nye mennesker for os, der havde gået på efterskole."
Har dit efterskoleophold været med til at præge dine valg i livet eller dig som person?
"Jeg var ret usikker på mig selv før i tiden. Efterskolen har hjulpet mig med at blive mere sikker på mig selv, på min krop og på, hvem jeg er og gerne vil være, og hvilke valg jeg gerne vil tage i livet. Jeg vil også gerne på højskole, inden jeg skal læse videre, fordi jeg ønsker at opleve den følelse af sammenhold igen, som jeg oplevede på efterskolen."
Har du fået noget ud af dit efterskoleophold, du ikke kunne have fået med dig andre steder fra?
"Mine efterskoleveninder. De kender mig bare så godt og på en måde, som jeg tror, er helt særlig for de venskaber, man får på efterskolen."
Hvad vil du sige til forældre, der måske er bekymrede for at sende deres barn afsted på efterskole et helt år?
"Prøv at give lidt slip. Jeg tror, at mange har godt af at komme et nyt sted hen, få overskredet lidt grænser, prøve ting af og møde nogen, der ikke bare ligner dem selv."
Artiklen er oprindeligt blevet bragt i Magasinet Efterskolerne.