Stop med at sygeliggøre unge

Af Anna Rossman Thejsen

Hver gang, et hold elever begynder på Krogerup Højskole, banker en håndfuld elever med livssmerte på døren til forstanderens kontor. De beder altid om det samme: At blive fritaget fra fag eller aktiviteter, de ikke kan overkomme. Og svaret er altid det samme: Nej.

Forstander Rasmus Meyer fritager nemlig ikke elever for noget, og han sender dem i udgangspunktet ikke til psykolog. I stedet sender han dem ind i et fællesskab og inviterer dem til at lære at forstå, hvad det vil sige at være menneske.

For Rasmus Meyer praktiserer det, han prædiker. 

Løsningen på unges trivselsproblemer – eller ubehaget i tiden – som han insisterer på at kalde det, er hverken at stille færre krav til unge eller at sygeliggøre dem, mener han.

”Mange er tilbøjelige til at forstå det, der sker med unge i disse år som en sygdomshistorie. Jeg tror ikke, de er syge. Selvfølgelig lider nogle af mentale sygdomme, men for langt de fleste er der tale om et ubehag, der knytter an til den tid, vi lever i, og til det moderne menneskes oplevelse af eksistentiel ensomhed,” siger han.

Unges oplevelse af at være ensomme og årsagerne vender vi tilbage til. Først skal vi se nærmere på den ”analytiske blindgyde”, som diskussionen af de unges mistrivsel ifølge Rasmus Meyer har bevæget sig ind i.

”De fleste analyser af ubehaget i tiden har en tendens til at pege i retning af konkurrencestat og præstationssamfund. Og fremtrædende forskere, psykologer, politikere og rigtig mange i og omkring Uddannelsesdanmark har købt ind på præmissen om, at det er et strukturelt pres eller noget patologisk, unge i dag ligger under for,” siger Rasmus Meyer.

Selv ryster han på hovedet, når han hører nogen tale om de seneste 10-15 års uddannelses- og beskæftigelsesreformer som skolereformen, SU- og fremdriftsreformen, dimensionering af de videregående uddannelser og den nye karakterskala som årsagen til unges kvaler.

”Den analyse er udtryk for en intellektuel dovenskab. Der ideologiseres, hvor der burde analyseres. Hvis vi forestillede os, at vi rullede alle de seneste års åndløse reformer tilbage, ville vi så have en blomstrende ungdom? Ville det løse det ubehag i tiden, som rammer mange unge disse år? Nej. Den tænkning er alt for forsimplet.”

Er det et strukturelt pres, der presser de unge, er løsningen at rulle reformerne tilbage og stille færre krav. Er det sygdom, er løsningen at sende dem til psykolog. Problemet i begge tilfælde er ifølge Rasmus Meyer, at både diagnosen og medicinen er forkert.

Det moderne menneske er ensomt
Set fra Rasmus Meyers perspektiv er det i den kulturelle frisættelse af det moderne menneske, svarene skal søges. Han står på skuldrene af tidligere tiders store tænkere som Jakob Knudsen og Søren Kirkegaard, men også nulevende som Jürgen Habermas og Hartmut Rosa, når han analyserer, hvordan det er at være menneske i dag.

”Vi får først nogle begavede svar på udfordringerne, hvis vi ser på nogle af de kulturelle tendenser, som har gjort det svært at være et moderne menneske,” siger Ramus Meyer.

Udviklingen er langt henad vejen af det gode, men prisen er en oplevelse af eksistentiel ensomhed, siger han og taler om affortryllelse, bevægelsen væk fra naturen, teknologisk udvikling, tab af horisont, en selvkredsende kultur og fraværet af mening eller instans. Båndene fra tidligere tider er opløst, og alle er i princippet fri til at skrive deres egen biografi, vælge køn, tro og intellektuelt ståsted.

”Hvis man ikke begriber, at det er kræfter som disse, der er på spil, tror jeg ikke, man forstår, hvad der rører sig i tiden,” siger han.

Forstår Rasmus Meyer selv, hvad der rører sig? Forstår han, hvad det er, de unge har brug for?

Han forsøger i hvert fald. Og de seneste års invitationer til at tale for både unge, skolefolk og politikere vidner om, at hans analyse er værd at lytte til.

I marts 2021 blev højskoleforstanderen formand for det ungdomspanel, som den daværende socialdemokratiske regering bad om at komme med anbefalinger til, hvordan man kunne rette op på mistrivslen blandt unge efter coronakrisen. I november sidste år var han blandt en lille håndfuld eksperter, som statsminister Mette Frederiksen midt under regeringsforhandlingerne inviterede til at holde oplæg om mistrivsel på Marienborg.

Rasmus Meyers kalender er også fuld af besøg på gymnasier og i lærer- og skoleforeninger, hvor han for både unge og fagfolk holder oplægget ’Hvor strømmer ubehaget fra’.

”Mit ønske er, at vi får en mere nuanceret diskussion om ubehaget i tiden, som levner plads til, at vi kan blive klogere på, hvad det vil sige at være menneske i dag,” siger han.

Brug for at gentænke dannelsesopgaven
Når Rasmus Meyer er sammen med eleverne på højskolen og på gymnasierne, er det hans oplevelse, at ungdomsforskningens forklaringsmodeller rammer helt ved siden af. De er ikke først og fremmest presset af krav, de slås derimod med at forvalte en vunden frihed og et meningstab. De er optagede af spørgsmål som: Hvor hører jeg til? Hvem er jeg som menneske? Hvad skal jeg bruge mit liv på? Hvordan forvalter jeg de mange muligheder, jeg har? Hvordan kan jeg være til stede i nuet? Og hvordan bliver jeg fri for den evige selvrefleksion og selvfremstilling?

Han mener, at mennesker generelt har svært ved at forvalte den udstrakte frihed, som den kulturelle frisættelse har bragt med sig.

”Det, vi troede, vi ville opleve som en ultimativ frihed, opleves i stedet som eksistentiel ensomhed hos mange. Vi har nok tabt et sprog for, hvad det vil sige at være menneske og for, at livet også nogle gange gør ondt,” siger han.

Og det betyder, at pædagogik, dannelse og skoleverdenen – og ikke mindst højskoler og efterskoler – kan komme til at spille en afgørende rolle i at skabe et samfund, hvor flere trives. Dannelsesopgaven handler ikke om at gå med alle de følelser og fornemmelser, de unge har, mener han.

”Mange tror, at det mest menneskelige at gøre er at gå ind i et følelsesrum med de unge, men jeg tror, at nogle gange kan det mest kærlige kan være at insistere på, at her underviser vi. Vi må nogle gange insistere på, at klasserummet ikke er et terapirum, og at der er et rum for følelser og et rum for fag. Det er timer i livsoplysning frem for timer hos psykologen, der er brug for at skrue op for,” siger han.

Det betyder dog langt fra, at han underkender, at mange føler sig pressede i dag.

”Jeg siger ikke, presset ikke er der. Men man kan godt være presset af, at mulighederne for at være menneske er utallige. Det er her, dannelse og livsoplysning kommer ind. Livsoplysning er grundlæggende en anden tilgang end at sende de unge til psykolog. Livsoplysning handler om at lære, hvordan jeg forvalter det liv, jeg er blevet givet. Og om mod til at leve muntert og levende på trods,” siger han.

Efterskoler er en del af løsningen
Ifølge ham er nogle af de vigtige nøgleord til vejen frem mod et samfund, hvor flere trives, derfor livsoplysning, fællesskab og forankring. Og her kan efterskoler spille en vigtig rolle.

”Jeg tror, at efterskoler kan spille en endnu større rolle end højskoler, fordi de er i berøring med så mange unge. Prøv lige at tænke over det: Over 32.000 unge går på efterskole hvert år! Efterskolelærere ved meget mere om unge end dem, der sidder og analyserer på afstand” siger han.

Alle unge burde ifølge ham gå på efterskole.

”Hver gang nogen spørger mig, hvad vi stiller op, svarer jeg, at det at gå på efterskole burde være en integreret del af et ungt menneskes uddannelsesforløb. Dannelse handler om at lære unge at forvalte det liv, de er blevet givet, også når det er svært. Det kan efterskoler.”

Rasmus Meyer forstår godt, hvis nogle efterskolefolk og højskolefolk kan blive grebet af tidens tendens til at tro, at psykologsamtaler og færre krav er vejen frem for de unge, men han håber, at de vil være med til at genåbne diskussionen om de mulige svar på trivselskrisen.

”Vi skal huske, at en del af det at være et moderne menneske også er at være ked af det. Meningstab, fraværet af horisont, det tror jeg altså godt, vi kan håndtere som skolemennesker. Se på de unge: Langt, langt de fleste af dem er jo ikke syge. Men de har brug for en forankring og en horisont, og det kan I give dem på efterskolen.”

Han opfordrer skolefolk til at gribe til det, de kan, og ikke vente på, at nogen oppe eller udefra finder svaret – eller på det næste metodekursus.

”De unge har ikke brug for, at du har en metode. De har brug for, at du kan være et menneske i mødet med et andet menneske, som bakser med et eller andet. Jeg tror, vi er nødt til at insistere på, at efterskolelæreren er metoden. Mennesket er metoden. Det, der er brug for, er at blive en del af et fællesskab, selvforglemmelse, horisont til ens tilværelse, forankring, selvagtelse gennem mestringsoplevelser og at få et sprog for, hvad det vil sige at være menneske. Den opgave er efterskolelærerne bedre klædt på til end psykologerne.”

Og så er vi tilbage på Krogerup Højskole, hvor der til efteråret nok engang vil være unge mennesker, der banker på forstanderens dør og beder om at blive fritaget fra noget. Og får nej.

”Vi er nødt til at insistere på, at man ikke skal sætte tilværelsen på pause. Jeg tror ikke på, at svaret er at pakke eleverne ind. Højskolen – eller efterskolerne for den sags skyld – må ikke reduceres til at være konkurrencestatens muntre sanatorier. I stedet skal vi sige: ’Du har fået den her kuffert med, og det er ikke din skyld, men det er dit ansvar at forvalte dit liv. For du har kun et skud i bøssen.’ Min erfaring er, at når unge bliver mødt af det, så kan de godt.”

Rasmus Meyer finder sin bærbare computer frem, taster lidt og scroller frem og tilbage. Så finder han det, han søger. En mail fra en tidligere elev. En af dem, der bankede på forstanderens dør i starten af skoleåret. Ved årets slutning skrev hun til ham: ’Du gav mig modstand på en måde, jeg aldrig har prøvet før, og det var virkelig godt for mig’.