Konklusionen på undersøgelsen viser, at efterskolerne fortsat anvender lokalløn for lærerne som en del af lønsystemet, og således bruger det til lokalt at yde tillæg oven i de centralt aftalte løndele. Ligeledes viser undersøgelsen, at niveauet på lokallønnen til lærerne fra 2018 til 2019 kun er steget med 0,1 %, hvor det fra 2017 til 2018 steg med 0,5 %.
I OK-18 forhandlingerne var der indregnet en forventet reststigning på 0,5 % pr. år, primært udmøntet som lokalløn, generelt for statens område. Det ser ikke ud til, at det har været tilfældet i efterskolesektoren samlet set i 2018, men det kan sagtes være tilfældet på den enkelte skole.
For ledernes vedkommende viser undersøgelsen, at der er en udbredt anvendelse af muligheden for at yde engangsvederlag til forstandere, viceforstandere og afdelingsledere. Vederlagenes størrelse er i 2019 steget for modtagerne i alle tre kategorier af ledere.
Undersøgelsen viser, at jo større skolerne er, des mere får lærerne i lokalløn, hvilket kan være en konsekvens af at store skolers økonomiske resultater generelt er bedre end de mindre skolers, hvilket også kommer lærerne til gode i form af gode lokallønstillæg. Den samme tendens gør sig gældende for forstandere og viceforstandere, hvorimod det er knapt så entydigt for afdelingsledere.
Lønanalysen kan hentes her
Der er indkommet svar fra 143 efterskoler, hvilket svarer til knap 60 % af alle efterskoler. Dette er et noget lavere niveau end svarprocenten på 68 % i 2017, men tilsvarende undersøgelsen fra foråret 2016, hvor den lå på 61 %. En del skoler er påbegyndt besvarelsen, men har ikke gennemfør den fuldt ud.