Dagbog fra de første dage i coronakrisen: ”Jeg er under et stort pres”

Fortalt til Louise Grønkjær

Søndag 8. marts
Sammen med min kæreste vågner jeg op på et lille hotel i Nyborg. Efterskoleforeningens årsmøde på Nyborg Strand blev aflyst i fredags, efter at statsministeren meldte ud, at alle forsamlinger med mere end 1.000 mennesker burde aflyses. Jeg kunne ikke annullere min booking på hotellet, så min kæreste kørte til Nyborg, og vi fik en weekend ud af det.

Jeg kører vestpå ved middagstid. Jeg er hjemme i Løgumkloster om eftermiddagen. Her i det sønderjyske ligger Sportsefterskolen SINE, som jeg er forstander på. Størstedelen af vores elever har været hjemme i weekenden, da de alle skal rejse på det, vi kalder kulturrejser, med deres linjefag natten mellem onsdag og torsdag og derfor ikke kan komme hjem næste weekend. Vores 265 elever skal bl.a. til Malaysia, Thailand og USA. Jeg har allerede fået en del henvendelser fra forældre, som spørger, om vi fastholder rejserne. Mit svar har igen og igen været, at vi følger Udenrigsministeriets rejsevejledning. Det gentager jeg her til aften, når eleverne bliver afleveret.

Mandag 9. marts
Henvendelserne fra forældre og usikre lærere fortsætter. Jeg er ikke en person, der er specielt følelsesladet, men situationen begynder at udvikle sig dramatisk.

Tirsdag 10. marts
Det hele bliver mere uoverskueligt, da jeg i løbet af dagen bliver informeret om, at der er en muligt smittet elev. Elevens far er søndag kommet hjem fra en skiferie og har fået symptomer. Faren er blevet testet, men får først svar på onsdag.

Om eftermiddagen sætter jeg mig ind i min bil og kører mod Aarhus, hvor jeg onsdag morgen skal på censorkursus. Om aftenen sidder jeg hjemme hos min bror i Aarhus, hvor jeg skal sove, og sender en besked ud til lærerne og forældrene. Jeg gentager, at vi følger Udenrigsministeriets anbefalinger, og at alle vores destinationer fortsat er gule.

Onsdag 11. marts
Jeg er til censorkursus på et hotel midt inde i Aarhus fra morgenstunden. Jeg siger til de to oplægsholdere fra Undervisningsministeriet, at jeg er nødt til at køre allerede kl. 11, for jeg har indkaldt lærerne til møde kl. 13. I bilen fra Aarhus til Løgumkloster bruger jeg meget tid på at ringe til myndighedernes hotline. Det er svært at komme igennem. Jeg snakker med tre forskellige mennesker i Sundhedsministeriet i løbet af dagen, som svarer lidt forskelligt. Den første, jeg taler med, siger, at vi godt kan tage afsted. Den sidste siger, at det er bedst ikke at tage afsted.

Lærermødet kl. 13 er følsomt. Det er fuldt forståeligt. Men vi er nødt til at bevare roen, for vi har stadig ansvaret for alle eleverne.

Eleven, hvis far muligvis har corona, bliver hentet omkring kl. 17 efter familiens eget ønske, da familien – uanset udfald af skolens beslutning om afvikling af turen – ikke ønsker, at eleven tager afsted. Jeg er meget bekymret for elevens ve og vel. Senere snakker jeg med faren, som er blevet testet. Det viser sig, at han er smittet. Vi diskuterer muligheden for, at hans søn også er det. Myndighederne forvisser familien om, at eleven ikke kan være smittet, da han har haft meget lidt kontakt med faren. Myndighederne vurderer også, at det var helt korrekt, at drengen var blevet på skolen.

I forhold til hele situationen på skolen og i Danmark melder vi ud, at eleverne kl. 21 vil få endelig besked om turenes afvikling.

Alle elever, jeg møder på gangene, spørger: ”Peter, tager vi afsted?”, ”vi tager da afsted, ikke?”, og min telefon kimer. Jeg er under et stort pres. Jeg er glad for, at jeg har et ledelsesteam, jeg kan støtte mig til.

Jeg ser statsministerens pressemøde kl. 20.30 sammen med viceforstanderen på hans kontor. Statsministeren siger, at alle uddannelsesinstitutioner skal lukke. Det legitimerer vores beslutning, men det er trist at skulle lukke skolen ned.

Kl. 21 samler vi eleverne i spisesalen og fortæller dem, at rejserne er aflyst. Elevernes reaktion er over al forventning. De har gået i dirrende spænding i lang tid, men de forstår godt situationens alvor nu, og der er ingen brok. Vi melder ud til forældrene, at eleverne senest skal tage hjem i løbet af fredag, men allerede her til aften bliver mellem en tredjedel og halvdelen hentet. Jeg kommer først over i min tjenestebolig omkring midnat.

Torsdag 12. marts
Kl. 9 har vi et nyt lærermøde. Skolen er halvt fyldt, og jeg siger til lærerne, at vi skal møde de elever, der er tilbage ude i husene, og få sagt ordenligt farvel.

Efter lærermødet tager endnu flere elever afsted. Der er mange lavpraktiske ting, jeg skal tage stilling til. F.eks. siger jeg til eleverne, at de ikke må være fire personer i bilerne. Jeg ved endnu ikke, om der er smitte blandt eleverne, så det skal jeg hele tiden agere i.

Min taktik har hele ugen været at trække den endelige beslutning om at aflyse rejserne så lang tid som muligt. Det viser sig nu, at den taktik har været god, fordi det tegner til, at vi kan få nogle af pengene, men langt fra dem alle, retur, bl.a. fordi vi ikke har booket pakkerejser. Hvis vi havde aflyst tidligere, hvor de lande, vi skulle rejse til, var gule, og hvor skolen endnu ikke var blevet lukket, havde vi ikke fået noget retur.

Sidst på formiddagen får jeg endelig at vide, at den pågældende elev ikke er smittet. Jeg skynder mig at skrive det ud til alle, både lærere og forældre. Det er en stor lettelse. Senere finder jeg ud af, at der har været mistanke om, at endnu en elev har været smittet. På en måde er det en stor lettelse, fordi den første mulige smittede elev dermed ikke står alene.

Torsdag eftermiddag sidder jeg på mit kontor og vinker gennem en stor glasrude til den sidste elev, som bliver hentet. Han er fra Hamborg og bliver hentet af sin familie. Lærerne har også forladt skuden nu, og her er mærkeligt tomt. Det hele er gået så stærkt.

Sidst på eftermiddagen går jeg hjem i min tjenestebolig. Jeg er udmattet. Jeg falder i søvn og ender med at sove halvanden time. Da jeg vågner, laver jeg tre stykker rugbrød med fire spejlæg og ser den tyske serie ’Babylon Berlin’. Jeg kommer først i seng over midnat.

Fredag 13. marts
Fredag vågner jeg med en følelse af antiklimaks. Skolen er helt nede i kadence. Vores forretningsfører er mødt ind, men vi sidder i adskilte kontorer for at overholde myndighedernes retningslinjer. Pedellerne er her også, men de er udendørs.

Det er først nu, jeg har tid til at forholde mig til det coronasamfund, vi befinder os i. Jeg har været så fokuseret på skolen de seneste dage. Jeg trækker på smilebåndet, når jeg læser, at de i storbyen hamstrer toiletpapir. Om et øjeblik vil jeg køre til Tyskland og købe øl. De har endnu ikke lukket grænserne.