Debat: Hjælp os med at sætte fokus på pigebands

Af Frederikke Juul, Sille Frost Pedersen, Ella Skau Aldridge og Josephine Alsdam Cramer, elever på Baaring Efterskole

”Du spiller godt - af en pige at være …”

Det er ofte den ros, man får, når man som pige er god til at spille musik. Der er et gigantisk overtal af mandlige musikere i den danske rytmiske musikbranche, men hvad i alverden handler det om? Er mændene bare bedre musikere end kvinderne? Prioriterer kvinderne familie og børn i stedet for livet på landevejen - eller handler det faktisk om noget helt andet? Og kan en festival for pigebands på en musikefterskole på Fyn ændre på noget som helst?

Vi er musikere, vi er efterskoleelever, og vi er piger. Vi savner virkelig nogle stærke, kvindelige rollemodeller blandt de udøvende rytmiske musikere på den danske musikscene – især savner vi dem, der står bagved sangerne. Vi savner fede bands, hvor man som publikum ikke bliver overrasket over, at det faktisk er en kvinde, der laver det lækre guitarriff, holder den funky basgang eller spiller de supertight rytmer på trommerne. Vi ved godt, at de er der, kvinderne. De findes derude. Men nogle gange virker det, som om de gemmer sig – eller nærmere, at de bliver gemt væk. Omme bagved de massive mængder af mandlige musikere, der som det mest naturlige i verden indtager både livescenerne og radiofladerne, hvor end vi kigger hen.
Tal fra Koda viser, at kun 20 procent af Kodas medlemmer i 2020 var kvinder. I løbet af samme år blev kvindelige komponister og sangskriveres musik spillet i et omfang, der gjorde, at de tilsammen modtog blot 10 procent af de samlede udbetalinger fra Koda.

Der er nogle ret konkrete benspænd, vi kan få øje på, og som vi gerne vil italesætte:

1. Musiklærerne sætter pigerne til at synge
   Vi har fra barnsben lært, at drengene spiller, og pigerne synger. Fra 1. klasse fik drengene i musiktimerne lov til at spille på instrumenter, mens pigerne skulle synge. Det var det, der var dealen nede i musiklokalet, da vi var små, så det fortsætter vi bare med. Men det holder simpelthen ikke, og derfor tillader vi os at være så frække at påstå, at en del af årsagen til fordelingen af piger og drenge på musikscenen måske ligger hos musiklærerne helt fra de små klasser og op igennem grundskolen. Det er i hvert fald OGSÅ deres ansvar at skubbe til de faste roller i øvelokalet, som vi indtil nu bare har accepteret.
   
   
2. Piger mister troen på sig selv i teenageårene
   Der sker et eller andet i løbet af teenageårene. På landets musikskoler er der masser af piger, der spiller alt muligt fedt, men på de rytmiske konservatorier er de kvindelige musikere meget svære at få øje på. Vores egne musiklærere på efterskolen (som i øvrigt består af fire mænd og én kvinde – og hun er selvfølgelig sanglæreren) er alle uddannede på forskellige rytmiske konservatorier i Danmark, og billedet er det samme all over – på hver årgang er der et par enkelte kvinder, og de er stort set altid sangerinder. Når der så endelig er en kvindelig instrumentalist, er det nærmest sådan lidt eksotisk og sejt. Men altså, kunne det ikke være fedt, at det ikke var et særsyn?
   Kunne det ikke være fedt, at piger med den samme selvfølgelighed indtog scenerne og fyrede den af? Det er muligvis en grov generalisering, men vi oplever, at piger helt generelt tvivler mere på sig selv og egne evner.
   
   
3. Kvindelige musikere behandles anderledes pga. deres køn
   Men hvad sker der så, når kvinderne faktisk har selvtilliden og vælger at udleve deres drømme? Dér er der stadig en stor risiko for at blive valgt fra, behandlet anderledes eller underbetalt på baggrund af ens køn. I et interview med Femina fortæller musiker og sangskriver Nana Jacobi om den måde, hun er blevet mødt af næsten udelukkende mænd i musikbranchen – hun kalder dem ’broderskaber’ og beskriver, hvordan alle de gatekeepers, hun møder i branchen, er mænd. Hun beskriver desuden, hvordan det at være kvindelig musiker næsten i større grad handler om dit look eller om, hvor ’fuckable’ du er, end om dine evner og dit talent. Du skal simpelthen udstråle skønhed og ungdom for at være relevant som kvinde i musikbranchen!
   For os lyder de her ting fuldkommen latterlige, og det kan virke som en ’lost cause’.

Men vi har besluttet at gøre noget ved det!

Hos os på Baaring Efterskole vil vi gerne gøre en indsats for at motivere flere piger til at spille musik. Derfor har vi, som noget nyt, taget initiativ til en festival skabt af eleverne i vores prøvefri 10. klasse. Projektet hedder HUN:KAN, og er en festival for pigebands i hele landet. I år afholdes festivalen tirsdag 16. maj, og vi glæder os til at opleve en masse girlpower brage ud gennem højtalerne. Hvis I synes, det lyder spændende, så kom og vær med, og støt op om projektet.

Kom og hjælp os med at give piger på vores alder en oplevelse af, at der ER plads til dem og til deres musik. På vores scene kan man nemlig få lov at shine uden at blive mødt af forældede fordomme, og derved sætter vi en fed streg under, at køn ikke definerer en skid, når det handler om musik. Vi skal simpelthen smadre de stereotypiske kønsroller i musikbranchen, som fortæller os, at pigerne skal synge og se godt ud, mens drengene styrer bandet.