Hvor meget fylder patriarken og skolemor i 2019?

Af Louise Grønkjær

”Unge Hjems Efterskole i Højbjerg har ansat Torben Vad som ny forstander. Hans kone, Birgit Vad, ansættes som lærer og skolemor.”

Med de ord startede en navnenotits i Kristeligt Dagblad 24. april 2001. Eksemplet viser, at det ikke er mere end i hvert fald 17 år siden, at skolemor var en ganske almindelig stillingsbetegnelse i efterskoleverdenen. Netop den historik er vigtig at have for øje, hvis man vil forstå, hvorfor der fortsat kun er 22 procent kvindelige forstandere.

Det mener Johs. Nørregaard Frandsen, professor på Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet, hvor han har været leder af projektet Danske Efterskolers Historie, som i 2012 blev afsluttet med bogen ’Mere end en skole’.

”Der er en traditionshistorie i efterskole- og højskoleverdenen, som bygger på en mandsdomineret og patriarkalsk familiestruktur: Manden var overhovedet, og kvinden var madmor eller skolemor. Han talte, og hun samlede op og stod for det huslige. Sådan har det været helt op til vores samtid, og der er stadig en udbredt forestilling om forstanderen som en alfaderlig mand,” siger Johs. Nørregaard Frandsen og fortsætter:

”Selvom tingene er i opbrud i disse år, er der slet ingen tvivl om, at den tradition stadig spiller ind. Der skal en hel generation til at ryste den slags af sig.”

Efterskolernes formand, Torben Vind Rasmussen, anerkender, at én af forklaringerne på, at der er så få kvindelige efterskoleledere, kan være af historisk karakter.

”Den gamle patriarktænkning er forstokket, og min umiddelbare tanke er, at den tid er vi forbi, men måske ligger der en flig af det i vores underbevidsthed, og måske kan det være med til at afholde nogle kvinder fra at gå hele vejen,” siger han.

Går det godt i Danmark?
En ny bog ’Dronningens nye klæder’ ser nærmere på, hvordan det egentlig står til med ligestillingen i Danmark. Konklusionen er, at det slet ikke går så godt, som vi har det med at tro.

”Vi var langt fremme for nogle år siden, men vi er gået i stå, og andre lande har overhalet os,” siger Thomas Thune Andersen, som er medforfatter til bogen.

Selvom det ikke går så godt med ligestillingen i Danmark, som mange tror, kan den lave andel af kvindelige ledere i efterskoleverdenen dog ikke alene forklares med generel mangel på ligestilling i samfundet.

Dykker man ned i tallene, kan man nemlig se, at efterskolerne og højskolerne har markant færre kvindelige ledere end andre skoleformer – henholdsvis 22 procent og 29 procent. Til sammenligning er hele 47,8 procent af de øverste skoleledere i folkeskolen kvinder, mens der på friskolerne endda er lidt flere kvindelige skoleledere end mænd. Det overrasker ikke Johs. Nørregaard Frandsen, at der er færre kvinder i de to kostskoleformer.

”På højskoler og efterskoler er der masser af traditionsforvaltning. Traditionsforvaltning kan have progressive og frigørende kræfter – du bliver jo for eksempel et helt menneske ved at være der. Men i enhver traditionsfastholdelse er der også et element af noget ikke-progressivt. Et eksempel er kønsroller,” siger Johs. Nørregaard Frandsen.

Han mener ikke, at man skal hælde alle traditionerne ud med badevandet, men han opfordrer efterskolerne til at se kritisk på, hvilke traditioner der er afgørende for skoleformens dna, og hvilke der med fordel kan fornys.

”Alt det med, at der nogen, der tager ansvar for dig på en familiemæssig og hjemlig måde, er eksempelvis enormt vigtigt og værdifuldt,” siger han.

Vil kvinder overhovedet være ledere?
Et argument, som med jævne mellemrum dukker op i ligestillingsdebatten, er, at kvinderne ikke selv ønsker at være ledere. Thomas Thune Andersen anerkender, at der nok er flere kvinder end mænd, der prioriterer familie højere end karriere, men han mener, vi skal være bevidste om, at det er en forventning, som samfundet er med til at pålægge kvinderne.

”Vi skal sætte spørgsmålstegn ved nogle af de stereotype forventninger og vise unge kvinder, at man godt kan kombinere de to ting. Der er selvfølgelig noget biologisk på spil, men det er også vigtigt at sætte et samfund op, der gør det muligt for kvinder at prioritere anderledes,” siger Ørsted-formanden og nævner længere barsel til mænd som en afgørende faktor, fordi det betyder, at mændene oftere henter børn, oftere tager første sygedag osv.

Johs. Nørregaard Frandsen tror også, at det spiller en rolle, at forstanderjobbet ikke har en øvre arbejdstid.

”Så længe vi har et samfund, hvor det mange steder stadig er kvinderne, der står med det største ansvar for familien og børnene, vil forstanderjobbet være svært for kvinder at søge, fordi der ingen øvre arbejdstid er. Det må vi ikke se bort fra,” siger han.

Mindre snak og mere handling
Thomas Thune Andersen har ved flere lejligheder argumenteret for, at man bør overveje kvoter i erhvervslivet, hvis der ikke snart findes andre veje til at få flere kvinder ind i bestyrelserne. Han efterlyser i det hele taget mindre snak og mere handling.

”Jeg tror, man skal presse på og fremprovokere den diskussion, for ellers sker der ikke forfærdeligt meget. Det er vigtigt, at vi alle kræver diversitet,” siger han og kommer med et konkret bud på, hvordan et sådant krav kunne se ud i efterskoleregi:

”Familier og elever kunne f.eks. have det som krav, at de kun søger ind på efterskoler, hvor ledelsen er mangfoldig,” siger han.

Thomas Thune Andersen mener også, at efterskolernes bestyrelser bør være opmærksomme på at skabe diversitet på skolerne, når de ansætter ledere.

”De skal have en seriøs diskussion om, hvad succeskriterierne er for den rette kandidat. De skal spørge sig selv: Definerer vi jobbet sådan, fordi det altid har været sådan? Kopierer vi bare en jobbeskrivelse fra 1935, eller laver vi den ud fra de behov om diversitet og sammenhængskraft, vi har i dag? Har vi kigget grundigt på det, eller er vi kommet til at gøre noget ubevidst?” siger han og understreger, at man selvfølgelig altid skal vælge den bedste kandidat.

”Man skal under ingen omstændigheder ansætte nogen under den standard, man forventer. Men man skal udfordre sin forestilling om, hvad det vil sige at være bedst. I dag defineres det nemlig med meget maskuline øjne og med ’sådan har det altid været’-argumenter,” siger han.