Natasja, Emma og Karla fik depression på efterskolen

af Tea Sletved

Emma Graarup Steffen:

”Katastrofetankerne tog så meget af min energi”

Hvordan var det for dig at have depression, mens du gik på efterskole?
”Jeg havde det meget blandet på min efterskole. På den ene side var jeg helt forelsket i fællesskabet, og at jeg ikke var alene. At man altid kunne gå ud fra værelset, og så var der masser af liv. På den anden side havde jeg et stort behov for at være alene og for at lukke mig inde. Alle katastrofetankerne tog så meget af min energi, at jeg ikke havde overskud til at være på. Jeg pjækkede meget og var tit hjemme hos mine forældre.”

Fik du hjælp?
”Jeg gik til en psykolog i en kort periode, og så snakkede jeg med min kontaktlærer. Det havde ikke den store effekt, udover at jeg selvfølgelig fik læsset lidt af. Lærerne er jo ikke uddannet til at tage vare på og hjælpe mig igennem mine hårde perioder.”

Hvad ville du ønske, du havde fået af hjælp?
”Det ville have været virkelig rart, hvis en lærer havde sat sig ned sammen med mig og kigget på mulighederne for at få mere hjælp.”

Hvad er dit bedste råd til medarbejderne på en efterskole, hvis de møder en med depression?
”Tag kontakt og skab tillid. Jeg havde virkelig nogle skønne lærere på efterskolen, som jeg havde en god tillid til og kunne tale med.”

Emma er i dag 23 år, bor i Fredericia med sin kæreste og arbejder som sundhedsmedhjælper med at pode folk for Covid-19. Har haft tilbagevendende depressive symptomer og har angst.

Natasja R. Hørup:

”Det ville have hjulpet, hvis flere lærere var forstående”

Hvordan var det for dig at have depression, mens du gik på efterskole?
”Da jeg begyndte på efterskole, havde jeg begyndende depression og tegn på overbelastning og stress. Mit år på efterskolen var en af de hårdeste perioder i mit liv og samtidig den bedste. Der var så mange mennesker og mange ting, jeg gerne ville. Det gjorde, at jeg ikke kunne overskue noget. Jeg tog hjem de fleste weekender, en gang imellem også på skoledage. Det var svært at trække sig, svært at finde ro og alenetid. Der var simpelthen ikke rammerne til det, ikke nok kroge at sætte sig i, men samtidig følte jeg heller ikke, det var helt accepteret at sidde alene på sit værelse.”

Fik du hjælp?
”Fra nogle lærere ja, fra andre nej. Jeg var rigtig glad for min kontaktlærer, uden hende havde jeg ikke klaret efterskoleåret. Det var sådan noget med, at jeg kunne droppe en aflevering eller springe en undervisningstime over, så jeg var klar til det sociale om eftermiddagen. Ligesom jeg fik forbud mod at lave lektier i weekenderne. Det gav et frirum til, at der også var plads til det sociale og alt det andet, jeg også var kommet på efterskole for.”

Hvad ville du ønske, du havde fået af hjælp?
”Det ville have hjulpet, hvis flere lærere var forstående. Det kræver overskud at tage sig af sårbare unge. Lærerne er nødt til at vide, hvad de skal gøre, når de støder på depression.”

Hvad er dit bedste råd til medarbejderne på en efterskole, hvis de møder en med depression?
”Giv den plads, eleven har brug for. Lav en krog, de kan trække sig hen til – på værelset er der altid andre. Lyt til, hvad eleven siger. Vi havde en lærer, som hev en med ind på lærerværelset, hvis man havde det skidt. Her var der var ro, og så fik man en kop varm kakao, også selv om man sagde nej tak. Og så skulle vi snakke. Man var jo ligesom tvunget til at sidde der, til koppen var drukket. Det var hendes måde at sige, jeg har tid til dig.”

Karla Pehn Lünell:

”Min forstander så mig”

Hvordan var det for dig at have depression, mens du gik på efterskole?
”I begyndelsen af min efterskoletid havde jeg det helt vildt. Det var som lejrskolen, der aldrig stoppede, jeg kørte 180 km i timen og skulle bare vride ’det bedste år i mit liv’ for alt, hvad det havde at byde på. Men da det blev efterår og vinter, begyndte jeg at blive mørk, grå og træt. Jeg orkede ikke de andre, kun min kæreste og mine tætteste veninder. Jeg kunne ikke komme op om morgenen og mødte ikke op til timer og måltider.”

Fik du hjælp?
”Min forstander fik øje på, at jeg gik og bøvlede med noget, og jeg stolede meget på ham. Så jeg fortalte, at det var svært. At jeg havde det mærkeligt. Han var den første voksne, jeg på den måde åbnede mig for. Vi havde gode og lange snakke, han lyttede bare og godtog ‘mærkeligt’ for en reel følelse. Og så fandt han en psykolog, som kom ud på skolen og snakkede med mig. Og ellers kørte receptionisten mig ind til samtaler, så alt det praktiske blev ordnet for mig. Det var enormt befriende.”

Hvad er dit bedste råd til medarbejderne på en efterskole, hvis de møder en med depression?
”Prøv at have så meget fælles kontakt med elev, forældre/værger/og den lærer/ansatte, som eleven har tillid til på kryds og tværs. Vær tålmodig, og prøv at give eleven et praktisk råderum. Hjælp med de basale ting som f.eks. at bestille togbillet hjem, booke vasketid osv. Ikke gøre tingene for hende eller ham – bare hjælpe til og bakke op. Og giv noget præstationsline. Foreslå at møde op til timerne, men sig, at eleven må lave det, han eller hun vil. Og at lektier ikke er det vigtigste, det er bedre bare at komme. Sørg for, at der er professionel hjælp. Psykolog, psykiater, læge hvad der nu er brug for. For det er en sygdom, ikke bare noget, man lige kan ordne. Som lærer ville du heller ikke selv gå ind og reparere et brækket ben, men hjælpe på vej og være der for eleven i det, der er svært.”