Klumme: En fars kærlighedserklæring til efterskole
Efterskolen er et frirum, inden fælden klapper for alvor. En kile af luft for de unge, mener Lars Daneskov, som er journalist og far til fire, heraf to tidligere efterskoleelever.
12. juli 2021
Lars Daneskov er børnebogsforfatter, journalist og tidligere radiovært – og far til fire, hvoraf to af dem har gået på efterskole. Privatfoto.
Allerede ordet er fantastisk. Efterskole. Kløv det i midten, og det dufter af fritid eller måske endda frihed. ”Skal vi være sammen efter skole?”, ”hvad skal du lave efter skolen?” Engang fandtes der endda en radioudsendelse, der hed ’Efter skoletid’. Det hele handler om noget, der foregår væk fra tavler og lektier. Der, hvor livet tager over. Altså det rigtige.
Sådan er det også, når de to ord finder sammen. Efterskole er selvfølgelig stadig skole, og jo, der er pensum og eksaminer, men først og fremmest er efterskole alt det andet. Nogen har kaldt det livsoplysning. Også det ord giver fuld mening.
Livsoplysning på en efterskole er at bo i samme sweater i et år og for første gang have sin egen tube tandpasta. Det er at farve sit hår, at være på madhold, at have hjemve, at møde en pige fra Børkop, der får vabler af bassen, når hun spiller ’Smells Like Teen Spirit’, at skifte roomie og møde en fra Kværndrup, der spiser grimt og en fra Greve med en syg far.
Livsoplysning er allerede første dag på medielinjen at møde nye ’best friends forever’, som får alle de gamle venner derhjemme til at føles bare så kedelige. Livsoplysning er efter tre uger at finde ud af, at vennerne derhjemme faktisk fortsat er ret gode, men at der nu bare er flere.
Intet af dette vil nogensinde fremgå af et eksamensbevis og kan ikke bruges som punchline på et CV. Men i en verden, hvor alt ellers helst skal kunne måles og evalueres, er det oplevelser, som er meget vigtigere end eksaminer, fordi efterskole bliver den første smag af selvstændighed.
For første gang er hjem ikke hjemme, men blandt fremmede. Efterskole er et frirum, inden fælden klapper for alvor. En kile af luft efter at alt allerede i et helt liv har været skole og snart måske bliver det igen. En rasteplads efter skole og inden skole.
Fik jeg nævnt, at bogstaverne i ordet efterskole også, hvis de bliver byttet om, kan blive til ”Eske er flot”, ”Kleo fester” eller ”elsker ofte”? Jeg vil lade være. Det kan alligevel ikke måles.
Sådan er det også, når de to ord finder sammen. Efterskole er selvfølgelig stadig skole, og jo, der er pensum og eksaminer, men først og fremmest er efterskole alt det andet. Nogen har kaldt det livsoplysning. Også det ord giver fuld mening.
Livsoplysning på en efterskole er at bo i samme sweater i et år og for første gang have sin egen tube tandpasta. Det er at farve sit hår, at være på madhold, at have hjemve, at møde en pige fra Børkop, der får vabler af bassen, når hun spiller ’Smells Like Teen Spirit’, at skifte roomie og møde en fra Kværndrup, der spiser grimt og en fra Greve med en syg far.
Livsoplysning er allerede første dag på medielinjen at møde nye ’best friends forever’, som får alle de gamle venner derhjemme til at føles bare så kedelige. Livsoplysning er efter tre uger at finde ud af, at vennerne derhjemme faktisk fortsat er ret gode, men at der nu bare er flere.
Intet af dette vil nogensinde fremgå af et eksamensbevis og kan ikke bruges som punchline på et CV. Men i en verden, hvor alt ellers helst skal kunne måles og evalueres, er det oplevelser, som er meget vigtigere end eksaminer, fordi efterskole bliver den første smag af selvstændighed.
For første gang er hjem ikke hjemme, men blandt fremmede. Efterskole er et frirum, inden fælden klapper for alvor. En kile af luft efter at alt allerede i et helt liv har været skole og snart måske bliver det igen. En rasteplads efter skole og inden skole.
Fik jeg nævnt, at bogstaverne i ordet efterskole også, hvis de bliver byttet om, kan blive til ”Eske er flot”, ”Kleo fester” eller ”elsker ofte”? Jeg vil lade være. Det kan alligevel ikke måles.
Læs mere
Kopieret til clipboard