Er bortvisning den eneste løsning på et fejltrin?

Af Karen Bender, lærer på Askov Efterskole og mor til bortvist efterskoledreng

Nogle gange krakelerer ens verdensbillede på et meget kort øjeblik.

Jeg er både cool efterskolelærer på Askov Efterskole og mor til 17-årige Marius, som var elev på en anden efterskole. Indtil han blev bortvist to måneder inden skoleafslutningen pga. hash.

Det knuser hjerter og sætter tanker i gang, for HVORFOR fatter unge mennesker ikke alvoren, før løbet er kørt, og de har smidt alt på gulvet i 30 sekunders eufori? Og hvordan samler vi hinanden op igen i en kærlighed til en skoleform, som man også kan slå sig på?

Et uventet opkald ændrede alt
Yderst i de vestjyske klitter ligger en efterskole med godt styr på fodbold og unge mennesker, som har lavet skole for vores søn de to seneste år. Mest med stor succes og til glæde for begge parter. Men med en ubærlig afslutning to måneder før tid.

Jeg var eksamensvagt til en skriftlig matematikprøve, hvor festsalen emmede af koncentration, og eleverne sad med bøjede nakker. Pludselig modtog jeg et opkald, som man virkelig ikke har lyst til at modtage som forælder.

Opkaldet var fra den pædagogiske afdelingsleder på min søns efterskole. Det var VORES Marius, der i den grad havde trådt ved siden af og havde delt en joint med tre andre gutter i et behov for at være i opposition – måske, fordi han var færdig med projekt efterskole? Eller fordi han bare ikke fanger konsekvenserne, før det er for sent?

Selvom vi som forældre egentlig støtter op om skolens politik og håndtering af sagen, er det bare også VORES dreng, der har trådt ved siden af. Vores lækre barn, der er fuldstændig knust. Og hvordan fanden samler man ham op igen og forsikrer ham om, at det nok skal ende godt?

Fra accept og støtte til tvivl og undren
Da jeg skulle hente Marius på efterskolen, fandt jeg ham omringet af store, grædende vestjyske drenge. Vi fik pakket, sagt ordentligt farvel til den pædagogiske leder og vendte bilen mod Fyn.
Men så rammer tvivlen alligevel ... For kan det virkelig passe, at den eneste løsning på et alvorligt fejltrin er at sende fire drenge ud i mørket seks uger før sidste skoledag uden andre muligheder end at dukke nakken, acceptere en bortvisning fra ALLE efterskoleaktiviteter og fremtidige arrangementer for gamle elever?

Er det virkelig nødvendigt at knuse de sidste måneder? ikke bare for de fire gutter, der på eklatant ringe vis har demonstreret, at frontallapperne ikke er tæt på at være groet sammen endnu, men også for resten af holdet, der mister fire kammerater. Og for lærerne, der måske testes på deres pædagogiske evner, men også samtidig er glade for drengene og måske mangler nogle alternativer, før de tyer til den ultimative konsekvens: bortvisning.

Og jeg er på ingen måde hævet over det faktum, at min søn virkelig har været en torsk og lavet noget, der på mange måder er forkert. Men han er også bare en 17-årig dreng, der begår et regelbrud, som han overhovedet ikke har gennemtænkt eller gennemskuet konsekvenserne af. Og så er nultolerance og bortvisning en særdeles alvorlig konsekvens, der sætter sig i hjertet og selvværdet mange år frem.

Ægte dannelse sker gennem fejltrin
Jeg har krydset mange pædagogiske klinger med min egen chef i diskussioner om bortvisning kontra det at mærke konsekvenser. For på min skole har vi OGSÅ nultolerance over for hash. Det er bare ikke automatisk bortvisningsgrund, men derimod en invitation til et samarbejde om alt det, som en hashrygning også kan være udtryk for.

For første gang mærker jeg en ægte stolthed over den måde at tænke pædagogik og unge mennesker på, hvor vi voksne godt nok skal langt mere på banen, men hvor vi tilsvarende også samler unge mennesker op, når de fejler, og hjælper dem med at komme tilbage på sporet. DET er sgu dannelse af det hele menneske. Og det virker i mit efterskolelærerhjerte. I morhjertet er det simpelthen ubærligt, at alvoren først rammer, når der står tyve hærdebrede jyske knejter og hulker ned i nakken på mig og mit barn.

Der er fandme langt fra Vestjylland til Fyn med et knust hjerte.