2 elever: På efterskolen er det okay at være transkønnet

Af Katrine Friisberg, redaktion@efterskolerne.dk

William Worthington fortalte det til sin mor, lige før efterskolen startede, men havde allerede været trans og sagt til sine nærmeste venner, at de skulle sige han om ham godt to år før den tid.

”Jeg sagde det kun til mine tætteste venner, for bare tanken om at skifte køn over for folk, som egentlig ikke var særligt flinke mod mig i min gamle klasse, var rigtig hård. Det er meget skræmmende at være trans. Jeg var meget ensom og kendte ikke andre transpersoner, før jeg kom på efterskole,” fortæller William Worthington.

På den måde blev opholdet på Vardeegnens Gymnasieforberedende Efterskole sidste skoleår også skelsættende for William Worthington.

”Det at vide, at der er flere, der forstår, hvad jeg er i gang med, og hvordan det er at være trans, er virkelig dejligt. Jeg havde valgt navn, da jeg kom på efterskole, så her har jeg kun brugt det navn, og det var rigtig dejligt, at jeg kun blev kendt for det navn, jeg selv har valgt,” siger William Worthington.

Hviler mere i sig selv
Det gjorde det meget nemmere at begynde på efterskolen, og William Worthington oplevede, at folk gjorde sig umage med at bruge de rigtige pronominer.

”Jeg kan ikke beskrive, hvor meget glæde jeg fik ud af det lille stykke respekt, de viste mig ved bare at kalde mig det rigtige navn og sige han og ham. Den første uge på efterskolen er en af de uger i mit liv, hvor jeg har følt mig mest glad og mest sikker i, at det er min rigtige identitet.”

Under efterskoleopholdet følte William Worthington sig i det hele taget meget gladere.

”Det har været rigtig dejligt bare at være dreng. Jeg har oplevet, at jeg er meget gladere, end jeg plejer at være, og at jeg har det meget mere behageligt i min krop. Jeg kan ikke beskrive, hvor glad jeg har været for at gå på efterskolen, hvor folk respekterede den, jeg er.”

Det betød ikke så meget for William Worthington at bo på pigeværelse i starten af året, fordi han vidste det i forvejen. Men da de skulle have nye værelser, spurgte han specifikt efter at komme til at bo med en anden transkønnet dreng.

”Der er nogle regler på skolen, der er lidt gammeldags, men jeg havde det helt fint med at bo sammen med en anden transkønnet dreng. Alle mine roomies har været meget flinke, men det var godt at være sammen med en, som forstår følelsen af kønsdysfori og det at være trans. Og så var det ret hyggeligt at kunne kalde sit værelse for et drengeværelse,” siger William Worthington.

Selv mener William Worthington, at året på efterskolen har gjort ham meget mere sikker på, hvem han er og vil være.

”Jeg ville ikke være det samme menneske, hvis jeg var gået direkte fra grundskolen til gymnasiet. Det ene år her har gjort meget for mit selvværd.”

”Da jeg var 14 år, blev jeg helt sikker på, at jeg var intetkøn. Jeg vil hellere bare være mig selv end en pige eller en dreng. På min gamle skole sagde jeg derfor til folk, at jeg hed Jamie nu og helst ville have, at de brugte de og deres som pronominer. Men det var virkelig svært for folk at forstå,” fortæller Jamie Robenhagen.

Det ændrede sig heldigvis, da Jamie Robenhagen sidste skoleår kom på Vardeegnens Gymnasieforberedende Efterskole.

”På efterskolen har eleverne gjort sig umage for at bruge det rigtigt, og jeg føler mig meget mere accepteret, end jeg har oplevet før. Også lærerne på efterskolen er meget mere accepterende, selv om de var lidt forvirrede til at starte med. Det gjorde mig rigtig glad at vide, at jeg kunne være helt mig selv,” siger Jamie Robenhagen.

Ikke alene i verden mere
Til at begynde med boede Jamie Robenhagen på værelse med en pige, senere blev værelseskammeraten en transkønnet dreng. Men Robenhagen understreger, at det med køn egentlig ikke betyder så meget. Det, der betyder noget, er, om de er venner og kan lide at være sammen.

Det betød også meget at møde ligesindede på efterskolen.

”At begynde på efterskolen gjorde mig rigtig glad, fordi jeg kunne se, at jeg ikke er alene. På min gamle skole var jeg den eneste intetkønnede person. Eller der var nok andre, som bare ikke sagde noget. Det kan jeg godt forstå, for det var skræmmende at skulle sige til folk, som måske ikke lige var de mest åbne, at du hverken er en pige eller en dreng,” siger Jamie Robenhagen.

Men på efterskolen mødte Jamie Robenhagen andre, som også turde sige, at de var anderledes.

”Det gjorde mig rigtig glad, og det gav mig håb for min fremtid som transperson. Det viser, at jeg ikke er alene i verden. Der er andre som mig. Folk, som jeg vil møde gennem mit liv og forhåbentlig blive venner med,” siger Jamie Robenhagen, som også hviler mere i sig selv nu.

”Efter jeg har gået på efterskole, føler jeg mig mere sikker i at kunne udtrykke, hvordan jeg har det, fordi jeg har været et sted, hvor det var trygt at sige. Jeg har været ligesom alle andre, og det har været en rigtig fed oplevelse, så selvom jeg er rimelig nervøs for, om folk er lige så accepterende på gymnasiet, tænker jeg, at det er en rimelig stor skole, og at jeg finder nogen, som kan forstå det og vil respektere det.”