Af Katrine Friisberg, redaktion@efterskolerne.dk

Endnu er der ingen fast undervisning i brugen af chatbots som f.eks. ChatGPT på Holte-Hus Efterskole. Men står det til forstander Henrik Daugaard og lærer Kristian Georgsen vil det blive en del af fremtiden.

For dem er brugen af kunstig intelligens ikke ny. Holte-Hus Efterskole er for ordblinde elever, og igennem de seneste tre-fire år har skolen bedt eleverne om at bruge tale-til-tekst-teknologier, ligesom de bruger programmer, der selv foreslår ord og sætninger til eleverne. De ser AI-chatbots som en forlængelse af den udvikling og som en udvikling, der i høj grad er en fordel for ordblinde.

”I forhold til vores elever synes jeg især, at der er to områder, hvor vi kan bruge den teknologi til rigtig meget. Jeg ser nogle kæmpe muligheder i kunstig intelligens, som jeg også føler mig forpligtet til at fortælle eleverne om og lære dem lidt om,” siger lærer Kristian Georgsen.

Det gælder for det første tekst, som er der for indholdets skyld, f.eks. indledninger til fysik- og kemirapporter, hvor der skal være et teoriafsnit. Eller en opgave i dansk, hvor eleven skal indlede med en introduktion til f.eks. romantikken. Han kan sagtens se for sig, at hans elever fremover i en eller anden grad vil kunne bruge en chatbot som et digitalt hjælpemiddel til sådan noget.

”Vores elever bruger vildt meget energi bare på at skrive sådan et teoriafsnit, som andre elever kan skrive på en halv time,” fortæller han.

For det andet har ordblinde elever sværere ved at overskue det, hvis en Google-søgning giver en lang række resultater. De kan ikke lige så let som andre gå ind og skimme og afkode, hvilke sider der er relevante. Der kan f.eks. ChatGPT hurtigt give et historisk oprids.

”Derfor synes jeg, vi har en forpligtelse til at udforske og prøve de her nye kunstige intelligenser. De kan bringe vores ordblinde elever up-to-speed med andre elever,” siger han.
Holte-Hus Efterskole. Foto: Trine Bukh

Kristian Georgsen ser kæmpe muligheder i kunstig intelligens, som han mener, de er forpligtet til at udforske på Holte-Hus Efterskole. Foto: Trine Bukh

Den holdning deler forstander Henrik Daugaard, som håber, at der i løbet af de kommende år vil komme et skifte i forhold til, hvad man vurderer eleverne på, så retskrivning og produktion af lange tekster ikke vil betyde så meget.

”Jeg tror og håber på, at vi i fremtiden bliver mere indholdsfokuserede,” siger Henrik Daugaard.

Indfører valgfag med AI
Fra januar 2024 vil Holte-Hus Efterskole tilbyde et valgfag i kommunikation, hvor bl.a. AI indgår i form af programmet Synthesia. Det kan fremstille videoer med personer ved hjælp af kunstig intelligens.

Uanset om det gælder det nye valgfag, eller når Kristian Georgsen taler med elever om ChatGPT eller andre chatbots, lægger både han og forstanderen vægt på kildekritik, og andre kritiske aspekter ved kunstig intelligens skal gå hånd i hånd med undervisningen.

For både forstander og lærer minder indvendingerne mod kunstig intelligens om diskussioner, de har hørt før. Diskussioner om teknologisk indflydelse på skoleelevers færdigheder har til alle tider fyldt meget, når nye teknologier brød frem. Fra lommeregneren over internettet og tekst-til-tale-teknologi til de nye chatbots med kunstig intelligens.

Diskussionerne fylder da også på lærerværelset på Holte-Hus Efterskole, og de er også vigtige at have, medgiver lærer og forstander. Men de to er ikke i tvivl om, at kunstig intelligens skal fylde mere i undervisningen.

”Det at være efterskolelærer handler jo om på den lange bane at gøre eleverne klar til livet og på den lidt kortere bane om at gøre dem klar til et videre uddannelsesliv. Hvis vi lærer dem at producere tekster på en måde, der er forældet i løbet af to-tre år, har vi lært dem noget, de ikke kan bruge,” siger Kristian Georgsen.

Forstander Henrik Daugaard er helt enig.

”Der sker nogle ting, som vi bliver nødt til at forholde os til, og som skole synes jeg, at vi skal uddanne til fremtiden,” tilføjer han.

5 gode råd til at komme i gang med AI

1. Diskuter AI på lærerværelset
Der er mange holdninger til AI i undervisningen, og det er en god idé at holde et møde eller tage en dag ud til efteruddannelse i AI, så I får snakket om det, bliver klogere på hinandens holdninger og forhåbentlig får lagt en fælles linje for brug af AI i undervisningen.

2. Undervis i at skrive prompts
Prompts – altså de input man giver chatbotter som ChatGPT – bliver nødvendige at kunne mestre brugen af AI i fremtiden og vil derfor være selvskrevne i undervisningsplanen.

3. Se ChatGPT som elevernes makker
Det er selvfølgelig snyd, hvis en elev lader ChatGPT skrive sine opgaver. Men problemet i form af rigeligt hjælp fra ressourcestærke forældre eller afskrift fra Google eller bøger har altid eksisteret. Måske behøver ChatGPT ikke være et problem, så længe I fastholder gamle principper om at eleven selv skal kunne stå inde for alt i en opgave. Hvis eleverne får hjælp til at finde den balance, kan ChatGPT blive som en makker.

4. Afprøv AI i det administrative arbejde
Hvis I begynder at eksperimentere med at bruge AI i skolens administration, vil I sikkert opleve, at alt ikke kommer til at fungere. Men der er potentiale for at aflaste medarbejderne betydeligt. Så det bedste råd er at komme i gang så hurtigt som muligt, at være åbne for at eksperimentere og på den måde finde frem til den måde, I bedst kan bruge AI i skolens administration.

5. Få hjælp til energistyring
Det en god idé at få professionel hjælp til jeres energisystemer. Der er mange, som tilbyder solceller, men ikke så mange, der tilbyder at lave styring og integrere hele energisystemer ved hjælp af AI, men nogle der gør, er f.eks. Watts (watts.dk) og Climify (climify.com).

Kilder: Professor ved Center for Grundskoleforskning på SDU, Nikolaj Elf, postdoc og forsker i kunstig intelligens på DTU, Kristoffer Stensbo-Smidt og lektor i anvendt statistik på DTU, Peder Bacher.