Caroline er ordblind: Efterskolen gav hende mod på en ungdomsuddannelse

Af Katrine Friisberg

”Jeg vidste, at hvis jeg skulle på efterskole, skulle det være en ordblindeefterskole, for jeg ville have noget ekstra ud af det år og have ordentlig hjælp. Efterskoleåret gav meget, fordi vi havde nogle lærere, som vidste, hvad vores problemer var. På en ordblindeefterskole ved lærerne, hvad man har dealet med i folkeskolen og kan tage hånd om de problemer, man har. Lærerne mødte alle os elever på det niveau, vi var på. Jeg skulle ikke forklare min situation, og vi skulle ikke diskutere, om jeg havde brug for hjælpemidler. Der var bare de hjælpemidler, jeg havde behov for. Vennerne betød selvfølgelig også meget på efterskolen. Det var rart pludselig at have nogen at spejle sig i. Nogen, som havde samme forståelse for, at skolen er svær, og at det ikke altid har været lige nemt.

Efterskoleåret gav mig en viljestyrke og tro på, at jeg kunne opnå det, som jeg kunne tænke mig. Efterskolen har også hjulpet mig til at tro på, at jeg kunne gå gymnasievejen. Det var min drøm, men jeg troede ikke på det, før jeg havde været på efterskole, hvor lærerne hjalp mig til at tro på, at det skulle jeg nok komme igennem. Det gik fint på gymnasiet. Jeg skulle være meget selvkørende, så det var selvfølgelig noget andet end på efterskolen. Jeg havde på forhånd fortalt lærerne om min situation, og generelt var de gode til at udlevere materialer på computer, så jeg kunne bruge mine hjælpemidler.

Men der var nogle gange, hvor jeg blev nødt til at rykke lærerne for at få materialet. I løbet af det år på efterskolen voksede jeg. Jeg lærte at tage sagen i egen hånd og at turde at stå ved det – det hjalp mig også på gymnasiet. Jeg føler mig ikke dum længere, fordi jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der går og døjer med ordblindhed.”