Af Louise Wethke Buch
To efterskoleelever Chili Nørgaard og Alberte Winther stod klar foran skærmen tirsdag morgen 18. maj for at byde mindst 20 skoler velkommen til efterskolernes verdensmålsfestival, Fælles Forandring.
I månederne op til festivalen har de medvirkende skoler varmet op med undervisning, arrangementer og nogle elever har deltaget i digitale værksteder på Zoom. Her har de bl.a. lært at holde den gode tale, skrive et debatindlæg og finde på bæredygtige projekter på deres efterskoler.
Læs også: 4 elever om Fælles Forandring: Vi føler, vi har gjort en forskel
18. maj samledes efterskolerne til årets store Fælles Forandring festival for at fejre elevernes arbejde med FN's 17 verdensmål. Selvom Fælles Forandring i år blev afholdt digitalt, var fællesskabet stadig i fokus - både på hver enkelt skole, men også på tværs af skolerne. Festivalen blev livestreamet fra Eisbjerghus Internationale Efterskole med to af skolens elever som værter, mens resten af eleverne og de andre skoler fulgte med på skærmen og deltog i aktiviteter på skolerne.
Se glimt fra dagen i videoen her:
Skolerne så med fra storskærm på deres egne efterskoler, mens Chili og Alberte førte dem igennem morgenen og præsenterede fællessang, taler og hilsner fra politikere og aktivister, elevbidrag og quizzer.
Om formiddagen var der aktiviteter på hver skole, mens man på skærmen kunne se live med fra de andre skolers Zoom-forbindelser. Alle elever spiste samme vegetariske og bæredygtige frokostmenu, ’verdensskål’, som eleverne hjalp til med at lave i køkkenerne.
Eftermiddagen bød bl.a. på podcastvandring i naturen, hvor eleverne i små grupper skulle lytte til podcast, pause den undervejs og sammen reflektere over emner som skrald i naturen, hvor deres tøj bliver produceret, og hvordan de hver især kan gøre en forskel for de aftryk, de sætter på jorden. Lyt til podcasten her.
Chili Nørgaard og Alberte Winther stod igen klar ved kameraet om eftermiddagen, hvor flere elever bød ind med rørende, motiverende og tankevækkende taler. To elever fra Tommerup Efterskole rørte især eleverne med deres tale om deres syriske efterskoleven, som fik afslag på asyl og måtte afbryde sit efterskoleophold på Tommerup Efterskole.
Vil du vide mere om Fælles Forandring?
Fælles Forandring er efterskolernes verdensmålsfestival, som er støttet af Tuborgfondet og Efterskoleforeningen. Fælles Forandring afholdes igen i foråret 2022. Læs mere på Fælles Forandrings hjemmeside.