Når vi kalder på de store følelser
I mandags var fejringen af Brøndbys sejr et symbol på, at vi ikke længere kan eller vil være i en coronaspændetrøje. Det fortjener eleverne heller ikke i slutningen af deres efterskoleår, mener Torben Vind Rasmussen.
27. maj 2021
Foto: Trine Bukh
Af Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskolerne
Superligaen er afgjort. Brøndby overhalede FC Midtjylland og cementerede sejren i allersidste spillerunde. Såvel trykte som sociale medier gik amok i analyser, billeder og lyd, der manifesterede fodbolden som den idrætsgren, der kalder på de suverænt største følelser. Lykkeligvis for sporten kunne klubberne til de afgørende kampe igen få tilskuere på lægterne, så den optimale kulisse var genindført. Og da guldet tilfaldt den københavnske vestegn, kunne ingen styre den folkemasse, der i ren eufori væltede ind for at fejre holdet. Eller også ville ingen styre den?
Ud over en fejring af et mesterskab blev mandagen for mig også symbolet på, at vi ikke længere kan eller vil være i den coronaspændetrøje, der i 15 måneder har taget kontrollen over de store følelsesudladninger. Vi ser konstante smittetal og faldende indlæggelser. I aften får jeg selv mit første vaccinestik, så frygten er efterhånden svær at tale op. Manglen på politisk kritik af begivenhederne på Vestegnen gør det ikke lettere at bevare bekymringerne og kontrollen. Vi har brug for at give slip, slå os løs og være en lille smule mindre kontrollerede. Uanset om vi er fodboldfans, festivalgæster eller efterskoleelever.
Uden sammenligning i øvrigt er en efterskoleafslutning også en ukontrolleret følelsesudladning. Den kan indeholde så mange elementer, som taler helt ind i hjertekulen på hver enkelt elev, at det ikke giver mening at tale om kontrol eller følelse. Den er det hele. Jeg synes, at tiden er kommet til at give dem lov. Lad os få ophævet de sidste restriktioner om primærgrupper, afstand og sang frem imod afslutningen, så 30.000 elever kan stå med tårer i øjnene sammen på den allersidste skoledag og sige: Hvor var det godt, vi her til sidst fik lov til at føle og udtrykke, hvad et efterskoleophold har betydet for os!
Superligaen er afgjort. Brøndby overhalede FC Midtjylland og cementerede sejren i allersidste spillerunde. Såvel trykte som sociale medier gik amok i analyser, billeder og lyd, der manifesterede fodbolden som den idrætsgren, der kalder på de suverænt største følelser. Lykkeligvis for sporten kunne klubberne til de afgørende kampe igen få tilskuere på lægterne, så den optimale kulisse var genindført. Og da guldet tilfaldt den københavnske vestegn, kunne ingen styre den folkemasse, der i ren eufori væltede ind for at fejre holdet. Eller også ville ingen styre den?
Ud over en fejring af et mesterskab blev mandagen for mig også symbolet på, at vi ikke længere kan eller vil være i den coronaspændetrøje, der i 15 måneder har taget kontrollen over de store følelsesudladninger. Vi ser konstante smittetal og faldende indlæggelser. I aften får jeg selv mit første vaccinestik, så frygten er efterhånden svær at tale op. Manglen på politisk kritik af begivenhederne på Vestegnen gør det ikke lettere at bevare bekymringerne og kontrollen. Vi har brug for at give slip, slå os løs og være en lille smule mindre kontrollerede. Uanset om vi er fodboldfans, festivalgæster eller efterskoleelever.
Uden sammenligning i øvrigt er en efterskoleafslutning også en ukontrolleret følelsesudladning. Den kan indeholde så mange elementer, som taler helt ind i hjertekulen på hver enkelt elev, at det ikke giver mening at tale om kontrol eller følelse. Den er det hele. Jeg synes, at tiden er kommet til at give dem lov. Lad os få ophævet de sidste restriktioner om primærgrupper, afstand og sang frem imod afslutningen, så 30.000 elever kan stå med tårer i øjnene sammen på den allersidste skoledag og sige: Hvor var det godt, vi her til sidst fik lov til at føle og udtrykke, hvad et efterskoleophold har betydet for os!
Læs mere
Kopieret til clipboard