Formandsbrev: Lad sangene tale

Det fortælles, at en kutter forliste i Nordsøen for mange år siden. Fiskerne blev samlet i en redningsflåde, hvor de sad uden at kende deres egen skæbne og fremtid. Da foreslog en af fiskerne, at de skulle synge en sang. De kendte kun én fællessang – Se den lille kattekilling – og så sang de den. Og som en af fiskerne senere fortalte (for de overlevede naturligvis): ”Med sangen glemte vi dødsangsten, og så kom håbet og troen på livet tilbage.”

Fortællingen er ikke et indlæg for, at Se den lille kattekilling skulle have været med i den nye højskolesangbog. Den skal blot fortælle, at det virker at synge. Gode sangtekster tillader, at vi sætter ord på store begreber som tro, ånd, forelskelse og frihed, uden at vi behøver forklare dem yderligere. Sange skaber selvforglemmelse, og måske er selvforglemmelsen et åndehul, vi har glemt i vores kultur. 

Jeg synes, I skal lade jeres elever gå om bord i den nye højskolesangbog, så de får en langt større og stærkere sangskat end Se den lille kattekilling, men i endnu højere grad så de mærker fællesskabets åndehuller gennem den gode fællessang.

I disse dage bruger mange tid på at debattere den nye højskolesangbog. Jeg håber inderligt også, at de giver sig tid til at synge. Sange bliver til klassikere ved at synge dem – ikke ved at debattere dem.