Fortalt til Louise Grønkjær


Mandag den 9. november

Jeg møder på arbejde ved 7-tiden. Der kom ændrede retningslinjer for efterskolerne i Nordjylland i går aftes, inden jeg gik i seng. Statsministeren holdt pressemøde om nedlukningen af Nordjylland i torsdag, og vi fik et udkast i til retningslinjerne fredags. På baggrund af udkastet bad vi vores elever om ikke at tage hjem på weekend. Den besked ramte en del af eleverne hårdt. Vi har mange elever, der er stærke socialt. Men vi har også nogen, der bliver fyldt op på en uge og har behov for at komme hjem og få ro. Der er en overvægt af piger, der giver udtryk for stor bekymring.

Vi mister en del elever i disse dage. Det er vi ikke vant til i nævneværdig grad. Vi mistede en i fredags, og her til morgen får jeg at vide, at endnu en elev stopper. Det handler helt klart om mistrivsel. De har en oplevelse af, at vi ikke kan rumme dem, fordi der er ikke er de samme muligheder for at tage sig af hinanden, blandt andet fordi de ikke må besøge hinanden på værelserne. Sådan har det jo været hele skoleåret, men den generelle tristhed er blevet forstærket, siden de fik at vide, at de skulle blive på skolen i fire uger.

Efterskoleforeningen holder møde for nordjyske forstandere klokken 11. Her bliver de nye retningslinjer gennemgået. Jeg tænker et par gange undervejs: ”Hold da kæft, er det det, der står. Er det det, det betyder?” Der er flere detaljer og begrænsninger, end jeg havde nået at læse mig frem til.

Hvis en elev f.eks. vælger at tage hjem, bør han eller hun ifølge retningslinjerne testes før hjemsendelse. I praksis hænger det slet ikke sammen. Der kan gå tre dage, før eleven kan få en tid, og halvanden dag før man får svar. En elev i krise kan ikke vente fem dage med at se far og mor. Jeg er noget rystet, og jeg kan mærke på mine forstanderkolleger, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Efterskoleforeningen skal til møde med Børne- og Undervisningsministeriet i eftermiddag og lover at kæmpe vores sag.

"Jeg kan ikke se andre befolkningsgrupper end minkavlere og borgere på plejehjem, der betaler en højere pris end de nordjyske efterskoleelever. Jeg bliver rigtig ked af det på mine elevers vegne"

- Svend Hagelskjær, forstander, Skyum Idrætsefterskole

Vi skulle have startet elevernes brobygningsuge i dag. Men i fredags måtte vi lave et nyt program for tredje gang. Først måtte vi ligesom alle andre lave et nyt program, fordi den fysiske brobygning blev aflyst. Vi planlagde i stedet et virtuelt arrangement, men nu hvor ungdomsuddannelser her i Nordjylland er blevet lukket delvist ned og skal lave virtuel undervisning til deres egne elever, har de kastet håndklædet i ringen og aflyst. Så nu har vi lavet en plan C, som kort sagt går ud på at bruge hele ugen på OSO. 

I løbet af dagen går det mere og mere op for mig, at der er noget ravruskende galt. Jeg har stor forståelse for, at vi skal være med til at lukke Nordjylland for omverdenen. Vi skal selvfølgelig ikke risikere, at cluster 5 kommer ud over kommunegrænsen, og jeg er helt med på, at vi skal slå ring om skolen. Derfor har vi også opfordret eleverne til ikke at tage hjem i weekenden, selvom de faktisk godt måtte blive, da de nye retningslinjer formelt først træder i kraft i dag. 

Men der er simpelthen så mange stramninger i retningslinjerne af elevernes gøren og laden inden for skolens mure, som jeg ikke forstår. De må f.eks. kun undervises i deres kontaktgrupper. Det har vi også i store træk gjort indtil nu, men vi er en idrætsefterskole, og idræt har de haft på tværs af kontaktgrupperne. 

Det værste er, at de ikke må have samvær med andre end de 25 elever, de er i kontaktgruppe med. Heller ikke i deres fritid. Der skal de også holde en meters afstand. Det giver ikke mening at skulle holde afstand på skolen, nu hvor vi slutter en ring om den. Vi har jo ikke haft sygdom inde på skolen. Skulle det ske, viser historikken fra andre skoler, at man for det meste ender med at sende alle elever hjem. Det er fair nok, at eleverne skal blive på skolen, men man vil også bestemme, hvem de er sammen med. Den regulering af deres private liv er i mine øjne uacceptabel. Hvis det var begrænset til en tredjedel af et døgn, f.eks. undervisningen, kunne jeg leve med det. Men når det er 24/7, bliver det et fængsel.

Jeg slutter dagen af med at træne på skolen, inden jeg ved 17-tiden kører hjem til Thisted. Om aftenen bruger jeg et par timer på at gennemgå retningslinjerne igen. Jeg er faktisk chokeret og sidder og grubler over, hvordan jeg skal håndtere situationen. Jeg er jo ikke blevet forstander for at være overpolitibetjent. Jeg kommer frem til, at retningslinjerne må være grundlovsstridige, fordi deres personlige frihed begrænses i et helt urimeligt omfang. 

Tirsdag den 10. november

Jeg bruger nogle timer på at ringe rundt til tre af mine nordjyske forstanderkolleger. Jeg bliver bekræftet i, at vi er nødt til at lave efterskole og tale de unges sag, og at vi må bruge vores mulighed for at fortolke retningslinjerne. 

Jeg kigger endnu engang på retningslinjerne – nu med lup. Jeg finder formuleringer, hvor det fremgår, at skolelederen må vurdere, om eleven bør undtages for retningslinjerne. Der er flere steder, hvor retningslinjerne går imod hinanden. Et sted står der f.eks., at en elev, der vælger at tage hjem, ikke må komme tilbage på skolen. Et andet sted står der, at det er skolelederen, der vurderer, om en elev har sociale eller personlige forhold, der gør det nødvendigt at blive undtaget for den regel. Der står også, at de ikke må besøge hinandens bo-områder. Et andet sted står der, at skolelederen kan skønne det nødvendigt at en elev må besøge en anden elev af hensyn til dennes trivsel.

Endnu en elev meddeler, at hun stopper. I det, vi kalder restitutionstiden, går jeg rundt på drengegangen. De spørger meget ind til de elever, der er stoppet. De havde ikke set den komme, siger de. En af drengene siger, at han tager det lidt som en ferie. Han synes, det er hyggeligt, at alle skal være der i fire uger. Mange af vores elever er gode til at se sådan på det. Men der er også nogen, der får en mental blokade. Jeg tænker, at der nok også er nogle kommunistiske regimer, der har oplevet, at fokus bliver på begrænsningerne og ikke på mulighederne inden for regimet. Det er helt reelt, at eleverne reagerer. Det rører mig, for der er blevet begået vold mod deres demokratiske rettigheder. Det er vi nødt til at stå op for.

Jeg får en ide med at lave en musikvideo, hvor eleverne marcherer op og ned ad gangene til Pink Floyds The Wall. Vi kunne lægge den på sociale medier som en slags protest. Jeg konsulterer en filmmand, der er tilknyttet skolen. Fra et presserådgivnings synspunkt mener han, at det er en dårlig ide. Det er nok klogt sagt af ham. Det er mit statement og ikke nødvendigvis elevernes.

Om eftermiddagen træner jeg, inden jeg har aftenvagt. Jeg åbner vores springcenter efter aftensmaden. Jeg spørger ikke eleverne, hvilken kontaktgruppe de er i.

Onsdag den 11. november

Jeg møder ind kvart i syv til morgenmad.

Jeg taler med vores bestyrelsesformand. Han er enig med mig i, at vi er nødt til at bruge de undtagelser i retningslinjerne, som jeg gravede frem i går, til at passe på eleverne. Jeg har som forstander forpligtet mig på at være loyal over for efterskolernes hovedsigte, hvor der blandt andet står, at vi skal opdrage til demokratisk dannelse. Den passus i Efterskoleloven om demokratisk dannelse vægter jeg langt højere end en tvivlsom retningslinjeportefølje fra en regering, der er i panik.

Klokken 11 har vi medarbejdermøde. Jeg siger, at skolelederen hermed vurderer, at eleverne er i trivselsmæssig krise, så de har brug for at være undtaget for bestemmelserne. Konkret betyder det, at vi åbner for undervisning i hold og lemper på reglerne for at besøge hinanden på bo-områder, mens vi fortsat står ret stejlt på, at de kun kan tage hjem i absolutte nødstilfælde. Mit personale synes, det er en god beslutning, men de er nervøse for at komme til at kommunikere noget forkert til elever eller forældre. Når man går ind og laver sådan en tolkning af reglerne, er der mulighed for, at nogen kigger kritisk på vores organisation. Det står jeg på mål for, det er mit ansvar som leder.

Klokken 14 er der fortællertime, hvor jeg fortæller eleverne om vores beslutning: Vi vurderer, at de rent trivselsmæssigt er i tilstand, hvor de har behov for selv at vælge, hvem de er sammen med. De bliver vildt glade.

Jeg kaster mig over nogle driftsopgaver, jeg er kommet bagud med. Jeg kører hjem igen ved 17-tiden. Om aftenen ser jeg landskamp. Danmarks vinder 2-0 over Sverige. Lidt godt sker der da.

Torsdag den 12. november

Om morgenen laver jeg lille video til forældrene, hvor jeg fortæller dem det, jeg fortalte eleverne i går. Jeg får god respons. Vi får slet ikke så mange bekymrede forældrehenvendelser, som jeg kunne have frygtet.

Jeg bruger resten af formiddagen på at skrive på skolens årsskrift.

Jeg træner, inden jeg kører hjem ved 16.30-tiden. Før jeg går i seng, ser jeg en mail fra Efterskoleforeningen. Det er lykkedes at trænge igennem med budskabet om at bløde op for retningslinjerne. Nu understreger myndighederne vores mulighed for at lave konkrete vurderinger og undtagelser og tage hensyn til sårbare elever. Nu skal jeg ikke lede med lys og lygte efter de formuleringer, der giver det handlerum. Det kan jeg kun være tilfreds med. Jeg tænker, at det nok gået op for dem, at de er har været på kant med større lov end den, de selv administrerer. Jeg er lettet over, at det trods alt er muligt at komme igennem med fornuft.

De opdaterede retningslinjer gør mine valg i løbet af ugen mindre kontroversielle. Det er en lettelse, at jeg nok ikke risikerer en shitstorm.

Fredag den 13. november

Jeg arbejder hjemmefra. Klokken 8.30 har Efterskoleforeningen arrangeret møde med de nordjyske ledere. Der er en lettere stemning end i mandags.

Jeg ser tilbage på en kaotisk uge. Vi har mistet otte elever på ti dage. Syv piger og en dreng. Det gør ondt. Som efterskolelærer og -forstander skal man altid være meget omstillingsparat, men hold da op hvor har vi skullet være det i et vanvittigt omfang den seneste tid.

Jeg er også ved at være træt. Det er jeg ikke den eneste, der er. Vi har et kæmpestort timeforbrug, både hos lærere, køkken og rengøring, fordi alle elever er her i weekenderne, hvilket vi slet ikke har budgetteret med. Det kommer til at koste kassen.

Jeg skal coronatestes i eftermiddag. Ikke fordi jeg har symptomer, men jeg har anbefalet alle medarbejdere at blive testet på ugentlig basis. Når vi laver en ring om skolen, er det medarbejderne, der udgør den klart største risiko, derfor har vi et særligt ansvar. Efter coronatesten kan jeg heldigvis holde weekend. Vi har dygtige lærere og medarbejdere på arbejde.