Psykolog: Anerkend de unges virkelighed

Af Anna Bjerre, psykolog og direktør i GirlTalk

Alt for mange af os voksne går rundt i den tro, at der findes to liv: Det virkelige liv på den ene side og livet på de sociale medier på den anden side. Jeg tager nogle gange mig selv i den antagelse, og det gælder også mange af jer ansatte, som jeg møder, når jeg som psykolog er ude på efterskoler for at holde foredrag og workshops.

Men hør her: Der findes kun én virkelighed! Den er blevet mere kompleks med nye digitale dimensioner, men det er stadig kun én virkelighed. Det betyder, at hvis vi vil være relevante voksne for vores børn og elever, er vi nødt til at anerkende digitale fællesskaber på Snapchat, Instagram og Messenger som virkelige fællesskaber på lige fod med analoge fællesskaber. 

De digitale fællesskaber er en naturlig del af de unges livsverden. Her taler de sammen på tværs af landet og døgnet rundt. Her bruger de vendinger som ’lol’, ’spurgt’, ’bae’ og ’nude’. Ord, der kan gøre lige så ondt som dem, der blev slynget i hovedet på mobbeofrene i skolegården, dengang vi var børn.

Drop regler og forbud
For os, der er kommet lidt op i årene, kan det være svært at anerkende den del af de unges liv, men vi bliver nødt til det. Drop tanken om at forbyde mobiler – det forsvinder de digitale fællesskaber ikke af. Drop tanken om regler, som I på forhånd har dikteret.

Lav sammen med eleverne en fælles politik for brug af sociale medier på skolen. Tal om, hvordan I kan skabe en kultur, hvor SoMe-fællesskaber er vigtige – men ikke er det, der fylder mest. Tal om, hvilke slags billeder det er o.k. at lægge op, om man skal have tilladelse fra dem, der optræder på billederne først osv. Og hjælp de unge med at navigere på de sociale medier.

For de har brug for jeres hjælp til at lære at forstå, hvordan deres egen adfærd påvirker andre. Hvis en gruppe piger har en tråd kørende på Snappen, og en oplever, at alle andre får positive tilkendegivelser til deres kommentarer, mens hendes egne bliver ignoreret, gør det lige så ondt på hende, som på en der bliver holdt uden for i skolegården.

Den pige har brug for jeres anerkendelse af, at det er svært. Og de har alle brug for hjælp til at lære at forstå, hvilke følelser det vækker i andre, når vi ignorerer dem eller bruger ord til at slå med. I psykologverdenen kalder vi det for mentalisering – evnen til at sætte sig i andres sted. At lære at se os selv udefra og andre indefra.

Det er jeg sikker på, at I arbejder med på efterskolen. Når jeg er ude på efterskoler, møder jeg altid ansatte, som er dybt optagede af, hvordan man skaber sunde fællesskaber. Jeres indsats er enorm og vigtig. Fordi I har eleverne døgnet rundt, har I også en unik chance for at være relevante voksne for dem. Så grib denne chance ved at gribe de unges hele livsverden!

Dette er et debatindlæg og udtryk for skribentens holdning. Har du lyst til at blande dig i debatten? Så skriv til digital redaktør Louise Grønkjær på lgr@efterskolerne.dk.