Torsdag den 24. september sad Lasse Ovesen, som er forstander på Samsø Efterskole, i sin bil på vej på jagtferie i Nordtyskland. Omkring Lüneburg fik han en opringning, der fik ham til at vende om og køre nordpå: En af skolens elever var testet positiv med COVID-19.
Eleven var om mandagen blevet isoleret og sendt hjem, fordi en af hans forældre var blevet konstateret smittet. Heldigvis skulle det senere vise sig, at ingen af skolens øvrige 164 elever – selv ikke værelseskammeraten til den pågældende elev – blev smittet.
På den måde ligner Samsø Efterskoles corona-historie den historie, som man kan fortælle fra størstedelen af de 20 efterskoler, som ifølge Efterskoleforeningens oplysninger har haft corona-smitte: På 14 af dem har blot en enkelt elev eller ansat været smittet.
Men hvad skyldes efterskolernes succes med at begrænse smitten til få personer? Skyldes den, at primærgrupperne virker, eller er det et helt andet sted, forklaringen skal findes? Det spørgsmål rejste Lasse Ovesen på Efterskolernes digitale generalforsamling 3. oktober.
Primærgrupperne er ’symbolpolitik’
Selv hælder Lasse Ovesen til det sidste. Han tror ikke, at det er primærgrupperne, der kan tage æren for, at smitten på de fleste skoler hurtigt er blevet inddæmmet.
Lasse Ovesen tror til gengæld, at forklaringen skal findes i, at skolen hurtigt isolerede barnet til den pågældende forælder og sendte vedkommende hjem med den første færge. Og da det viste sig, at eleven var smittet, blev de skolens øvrige elever også hurtigt isoleret og sendt hjem.
”Jeg mener ikke, at primærgrupperne giver nogen som helst mening. Vi synger i, spiser og bor i primærgrupperne, fordi vi skal. Men i bund og grund synes jeg, at det er symbolpolitik. Jeg tror ikke på, at det er dem, der gør, at smitten ikke spredes. For eleverne er sammen på andre tidspunkter,” siger han.
Alle elever har undervisning med alle
På Samsø Efterskole har eleverne niveaudelt undervisning og ikke traditionel klasseundervisning. Det betyder, at de er på ét hold i ét fag og et andet hold i et andet fag. Samtidig kan de selv vælge, hvilken kombination af valgfag de vil have: Nogle vælger at dykke, surfe og at tage jagttegn. Andre vælger jagttegn, billedfag og faldskærmsudspring.
”Vores elever er meget kørt sammen. De har alle sammen undervisning med hinanden på en eller anden led,” siger Lasse Ovesen og forklarer, at skolen derfor – i samråd med sundhedsmyndighederne – besluttede at sende alle elever hjem, da en elev blev konstateret smitte.
Kunne I ikke dele eleverne mere op, så de spiste, sov og fik undervisning med de samme, og primærgrupperne faktisk ville have en effekt?
”Nej, for så kunne vi ikke køre den skole, vi plejer. Så ville eleverne ikke kunne få det, de kommer her efter. Vi ville ikke kunne køre niveaudelt undervisning, som en af de ting, de har valgt os på. Vi ville heller ikke kunne køre vores valgfag, som vi plejer.”
Er det ikke et vilkår, at intet er, som det plejer i den her tid?
”Selvfølgelig skal vi indrette os. Eleverne må ikke komme på hinandens gange, de må ikke kramme, vi afholder ikke flygtningeweekend, hvor vi samler penge ind til Dansk Røde Kors. Sådan nogle ting er vi selvfølgelig nødt til at ændre på. Men vores grundprodukt, som vi lever af, kan vi ikke ændre på. For så har vi ikke kunderne, der vil rejse til Samsø for at gå på efterskole. Så skulle jeg holde lukket et helt år. Det ville være det eneste alternativ.”
Primærgrupperne er jo lavet, for at eleverne har et sted, hvor de kan få lov at fravige 1-meter-kravet og kramme osv. Hvis der ikke var primærgrupper, skulle de holde en meters afstand til alle. Det er du vel ikke interesseret i?
”Jeg synes, man skulle se skolen som én stor primærgruppe, hvor man må kramme alle. For det kommer ud på ét, om du krammer, sidder tæt i faldskærm eller laver musical sammen. Desuden er jeg overbevist om, at eleverne ikke overholder afstandskravet i fritiden, når vi vender ryggen til. Ikke fordi vi ikke siger, at de skal overholde det, for det gør vi. De unge lever bare et andet liv, og det er et svært budskab at trænge igennem med. ”
En enkelt medarbejder på Samsø Efterskole blev også testet positiv i forbindelse med, at alle elever og ansatte blev testet. Men den pågældende medarbejder havde stort set ikke været på skolen fra den mandag, hvor en forælder fik konstateret smitte, til eleverne blev sendt hjem om torsdagen. Hun havde til gengæld været tre dage i København. Lasse Ovesen vil ikke udelukke, at hun er blevet smittet på skolen, men han kan heller udelukke, at det kan være sket et andet sted.
Samsø Efterskoles råd til efterskoler, der rammes af corona
Medarbejderne på Samsø Efterskole har nedskrevet en række punkter, som den kan bruge, hvis der kommer smitte på skolen en anden gang. Punkterne er blandt andet:
- MUNDBIND: Alle elever og ansatte skal bære mundbind hurtigst muligt efter, at der er konstateret smitte.
- PAKKELISTER: Alle elever skal have pakkelister hængende på værelserne, så de er sikre på at få computere, opladere, kompendier m.m. med hjem, så nødundervisning kan gennemføres.
- IT: Alle elever skal være fortrolige med Teams og øvrige digitale undervisningsprogrammer.
- MAIL: Elever skal sikre, at deres mail er korrekt, så alle elever bliver informeret.
- GENÅBNING: Det tager længere tid at få alle eleverne testet hjemme, end man tror. Der gik en hel uge, fra Samsø Efterskole sendte eleverne hjem, til ca. halvdelen var tilbage på skolen igen. Derfor er det ikke er muligt at give en fast dato for genåbningen, når eleverne hjemsendes.