Lagkager fristede på bordene i spisesalen på Himmerlandscentrets Idrætsefterskole (HCI), da eleverne mandag eftermiddag kom dryssende til fællessamling. Et kamera fra TV2 Nord stod klar til at indfange stemningen, mens de unge skramlende og småsnakkende hev stole hen foran lærredet, som var sænket til en senere videotransmission.
Eleverne vidste, at børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) på skærmen ville afsløre, hvem der vandt Undervisningsmiljøprisen 2020/21. Men måske det dæmrede for nogen, hvad resultatet ville blive, da de også spottede en tidligere elev sidde sammen med sin mor i salen.
Det lagde dog ikke en dæmper på jublen, da ministeren tonede frem på skærmen og sagde: ”Kære HCI, kæmpe tillykke med undervisningsprisen.”
Jubelråb og klapsalver bragede ud over salen, og elever rakte hænderne triumferende i vejret.
Hvert år uddeler undervisningsministeren Undervisningsmiljøprisen på 100.000 kr. til en skole eller et studiested, som har gjort en særlig indsats for at skabe og opretholde et godt undervisningsmiljø.
Coronanedlukningerne sidste år stillede helt nye krav til lærere og undervisningsmiljø, og ministeren kaldte det i sin tale til HCI for en pragtpræstation.
”Jeres lærere skulle vænne sig til at undervise på en helt anden måde. Det har været en kæmpe pragtpræstation,” sagde Pernille Rosenkrantz-Theil, da salen igen var rolig.
Hun lagde i sin tale i det hele taget vægt på efterskolernes særlige rolle under coronanedlukningen og nævnte bl.a. spilaftener, madlavningskurser og rengøring af værelser inklusiv det på efterskoler obligatoriske lærertjek af standarden som gode eksempler på, hvordan efterskolerne formåede at omstille sig til en digital virkelighed med efterskole på afstand.
Tidligere elev indstillede HCI
Det er tidligere elev på skolen, Marius Victor Jensen, som har indstillet skolen til prisen. For ham betød det meget, at lærerne var så gode til at skabe et godt undervisningsmiljø, mens skolen var lukket i løbet af hans efterskoleår.
”Det betød, at jeg vedligeholdt venskaber. Da vi kom tilbage til skolen, var det som om, vi slet ikke havde været væk,” forklarede Marius Victor Jensen, som smilede bredt over, at hans indstilling nu har ført til, at hans gamle skolen har vundet prisen og de 100.000 kr. ”Det er stort. Det er jeg glad for, for det har de fortjent,” sagde han.
Da Pernille Rosenkrantz-Theil tonede ud igen, overrakte Janni Moon Lindskov, direktør for Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM), blomster, et diplom og en check på 100.000 kr. til skolens to forstandere, Jens Grønhøj og Søren Troelsen. For Jens Grønhøj betyder prisen et skulderklap og en anerkendelse af skolens og især lærernes indsats. ”Det er et kæmpe skulderklap til lærerne,” sagde han.
Da coronarestriktioner lukkede efterskolen sidste år, blev skolens personale lynhurtigt enige om, at de måtte fokusere på at gøre det så godt, de kunne, i stedet for på, hvad de ikke kunne. ”Det kastede en enorm kreativitet af sig,” siger Jens Grønhøj. Men Jens Grønhøj mener også, at skolen vinder prisen som en repræsentant for, hvad alle efterskoler har præsteret under nedlukningerne, og at HCI var heldige med, at en tidligere elev var så handlekraftig, at han indstillede skolen.
”Først og fremmest er det en pris til skoleformen. Det er et billede på, hvad efterskolerne har gjort,” sagde han. Nu skal skolens forstandere og lærere finde ud af, hvad prisen skal bruges til. Jens Grønhøj forestiller sig, at det skal være noget, som forbedrer undervisningsmiljøet yderligere, f.eks. i klasseværelserne. Og så er han ikke afvisende over for på en eller anden måde at lade den tidligere årgang få glæde af en del af pengene.
Bagom Undervisningsmiljøprisen
- Undervisningsmiljøprisen blev i 2005 indstiftet af daværende undervisningsminister Bertel Haarder (V). Undervisningsmiljøprisen uddeles hvert år af undervisningsministeren på vegne af Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM)
- Prisen gives til et uddannelsessted, hvor ledelsen, medarbejderne eller eleverne har gjort en særlig indsats for at styrke undervisningsmiljøet lokalt på deres institution.
- Alle kan indstille og alle kan indstilles. På baggrund af indkomne indstillinger udvælger og foreslår DCUM tre vinderkandidater til undervisningsministeren.
- I alt var 64 uddannelsesinstitutioner nomineret til prisen i år, og tre skoler var nomineret. De to øvrige finalister var Skovvangsskolen i Aarhus og Høje-Taastrup Gymnasium. Himmerlandscentrets Idrætsefterskole (HCI) vandt prisen i år og var indstillet af tidligere elev Marius Victor Jensen.
Læs mere på dcum.dk