Drømmen om det perfekte efterskoleår

Af Christian Bæk Lindtoft

“Der er så mange ting, man kan – stå for det, du tror!”. Sådan lyder en af linjerne i sangen ’Linedanser’, der gennem årtier er blevet sunget på landets efterskoler og er blevet symbol på tilværelsen netop der. Sangen sætter ord på den brydningstid, efterskoleelever – og unge i bredere forstand – kan befinde sig i lige dér, midt i teenageårene. Men linedansen er i disse år måske langt sværere, end den ser ud – eller er måske blevet ’anderledes svær’. Et udtryk, som Christian Hjortkjær, højskolelærer og ph.d. i teologi, bruger i sin bog ’Utilstrækkelig – hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge’, som udkom sidste år.

Linedansen, Hjortkjær, og hvad ‘anderledes svær’ betyder, skal vi nok komme tilbage til. Først skal vi møde fire elever, der sidste år under deres efterskoleophold stiftede bekendtskab med Christian Hjortkjær og hans bog og efter det møde blev i stand til at sætte ord på en følelse, de længe havde haft, men manglet redskaberne til at tale om: Utilstrækkelighed. “Jeg tror virkelig, det er nærmest alle, uden undtagelse, som i forskellig grad går og bekymrer sig om det der med: bliver det her efterskoleår nu til det, som det er meningen, at det skal være? Og det er åbenbart meningen, at det skal være perfekt,” siger Kamma Haunstrup-Suzuki.

Magasinet Efterskolerne mødte hende, Tange Fast, Esther Marie Røndal Nielsen og Mathilde Marschall Mortensen i slutningen af deres efterskoleår sidste år omkring et bord i lærerværelset på Aarhus Efterskole. I begyndelsen af deres efterskoleår 2020/21 lavede de fire elever sammen en podcast, ‘Den perfekte efterskoleelev’, om det at føle sig utilstrækkelig. Podcasten tog udgangspunkt i deres oplevelse af at skulle leve op til mere eller mindre håndgribelige idealer og forventninger til det at være efterskoleelev. “Det er jo i bund og grund, fordi man gerne vil være mere, end man er, eller bedre, end man er, og så er det jo en dyb frustration, hvis man ikke er det,” siger Kamma Haunstrup-Suzuki.

Hendes tre efterskolekammerater byder ind med konkrete eksempler: Tynd. Trænet. Sjov. Klog.

“Men uden at være en stræber,” siger Mathilde Marschall Mortensen og sætter fingeren på én ting, som eleverne er enige om, karakteriserer følelsen af at være utilstrækkelig på efterskolen: Modsætninger og et ønske om at kunne befinde sig lige i midten. I en slags ’zen’, som Kamma Haunstrup-Suzuki kalder det, hvor man hverken er for meget eller for lidt af det ene eller det andet.

Fra regelsamfund til idealsamfund
Under arbejdet med podcasten stødte eleverne på forfatter Christian Hjortkjær. Han underviser i eksistensfag på Silkeborg Højskole, har læst teologi og har forfattet en række bøger samt ph.d.-afhandlingen ’Utilstrækkeligt enestående’. Hans analyse er ikke, at unge i dag har det sværere end de forrige generationer. Men de har det ’anderledes svært’. Det skyldes bl.a., at vi er gået fra et samfund fyldt med forbud til et samfund præget af påbud, siger Christian Hjortkjær.

“Den lettest forståelige forklaring er, at vi er gået fra regler til idealer, og at det er derfor, de unge føler en utilstrækkelighed. For idealer har en anden psykologisk indvirkning på os end regler,” siger han over telefonen et par dage efter mødet med eleverne på skolen. “Regler afføder skyld. Min mor og mormor oplevede i meget højere grad skyld, fordi der blev sat klare linjer, og hvis de overtrådte dem, fik de at vide, at så faldt der brænde ned. Nu er der ikke så mange firkantede forbud, men i højere grad en række idealer, som er mere diffuse,” siger Christian Hjortkjær. Han oplever, at flere og flere efterskoler bruger hans bog i undervisningen – herunder Aarhus Efterskole.

Fænomenet utilstrækkelige unge er dog ikke noget, kun Christian Hjortkjær har kortlagt. Livets balancegange kan være lidt af en udfordring for unge, forklarer Jens Christian Nielsen, ungdomsforsker ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse. “Jeg vil sige, at det kommer rigtig meget til udtryk hos mange af de unge, som ikke kan håndtere de balancegange, der er i livet. At man skal tage vare på sin krop, men også leve her og nu og have det sjovt. Man skal gøre det godt på sin uddannelse, men hvis man fokuserer for meget på det, kan man ryge i 12-talspigekategorien. Man skal være på sociale medier, men hvis man gør det for meget, bliver det også et problem. Det er aldrig godt nok. Det er oplevelsen af, at man altid kunne gøre lidt mere,” siger Jens Christian Nielsen.

Det er den form for tankegang, Christian Hjortkjær sætter under lup i sin bog. “Hvornår har man opfyldt et ideal? Det har man sådan set aldrig – det er det, der definerer idealer: De er ideelle. Det er noget, vi stræber mod, men vi er aldrig i mål med dem. Så i stedet for følelsen af skyld er det en følelse af utilstrækkelighed, fordi man aldrig når idealet. Hvornår er jeg ambitiøs nok, hvornår er jeg engageret nok, hvornår er jeg egentlig optimistisk og glad nok, hvornår har jeg grebet bolden nok?” siger Christian Hjortkjær.

Netop det med at gribe bolden er for de fire elever helt centralt for oplevelsen af utilstrækkelighed: af ikke at kunne slå til, når det gælder. Og sammenlignet med livet i andre dele af grundskolen kan efterskolen ifølge Christian Hjortkjær have en forstærkende effekt. For hvis vi skal blive i metaforen om at gribe eller ikke gribe bolden, så bliver der bare kastet markant flere bolde i vejret i løbet af et efterskoleår end i et folkeskoleår. Ja, man kunne sågar mene, at efterskoleåret i sig selv er én stor bold. Og af flere grunde føler de fire unge, at lige præcis dén bold – efterskoleåret – bare skal gribes.

“Det er jo nærmest den tanke, jeg er vågnet med hver morgen på efterskolen. At nu skal jeg have det mest fantastiske år i mit liv, at nu skal jeg have noget ud af efterskolen”, siger Kamma Haunstrup-Suzuki og uddyber: “Hver gang der sker noget på en efterskole, så kunne du have været en del af det. Ikke nok med, at jeg går glip af noget, hvis jeg ligger inde på mit værelse og har brug for at slappe af, men selv hvis jeg laver noget, så går jeg jo glip af andre ting, for der foregår så meget. Og det er døgnet rundt. Jeg kan nogle gange stresse lidt over, om jeg nu er det rigtige sted. Er det dét, jeg får mest ud af?”

Esther Marie Røndal Nielsen nikker. “Man vil gerne være på hele tiden. Jeg kan næsten ikke have ro i min krop, når jeg sidder inde på værelset og hører nogle andre, og jeg har faktisk fundet ud af, at jeg bliver nødt til at gå en tur for at komme væk fra det der pres af, at jeg kan høre, at der sker noget,” fortæller Esther Marie Røndal Nielsen.

Mathilde Marschall Mortensen forklarer, at hun kan føle dårlig samvittighed på dage, hvor hun ikke har kræfter til at deltage. “Så bliver jeg skuffet over mig selv. Hvorfor har jeg ikke overskud til at være den, jeg gerne vil være? Og så føler jeg mig utilstrækkelig,” siger hun.

En stressende engangsoplevelse
Ifølge Christian Hjortkjær skal ungdomsgenerationen i dag navigere på det, man kan kalde ‘mulighedernes kontinent’, hvor tidligere generationer nærmere skulle finde vej i det, han kalder ‘det tilladtes territorium’.“De unge får aldrig at vide, at der er steder, de aldrig må gå hen. I vores opfattelse af muligheder ligger også et implicit ’du bør bruge mulighederne’. Hvis der er et sted, du ikke har set, så tag derhen,” siger Christian Hjortkjær.

De unge fortæller, at ældre venner, søskende eller familiemedlemmer, der selv har været på efterskole, allerede før efterskoleåret begyndte, skabte store forventninger. At det ville blive det bedste år i deres liv, at de ville få venner for livet, at de måske ville møde deres fremtidige mand eller kone, og deres forældre sagde: ’Nyd det nu!’. Eleverne ved godt, at de får disse bemærkninger af lutter gode intentioner. Men de oplever, at det skaber en forventning om, at de får noget ud af efterskoleopholdet. “Der er ligesom noget, man føler, man skal nå på den tid, der er. Det er jo også stressende, at det er en engangsoplevelse,” siger Esther Marie Røndal Nielsen.

“Man skal investere i venskaber. Og efter slutdatoen, hvem kommer jeg så til at holde sammen med, hvem er nu min gruppe, og er det nu de rigtige? Jeg har selv et mål om, at når jeg stopper på efterskolen, skal jeg have haft en hel masse fede oplevelser, og jeg skal have haft det rigtig godt. Jeg skal ligesom være næsten helt i zen over, at nu har jeg fundet mine venner, og nu har jeg udforsket alle de muligheder, der var,” siger Kamma Haunstrup-Suzuki.

De tre andre nikker forstående over mod hende. Det senere resultat af deres valg og fravalg nu og her kan give en følelse af at befinde sig i et konstant regnestykke, fortæller Tange Fast. “Noget af det sindssyge ved at gå på efterskole er, at man laver noget, og så sker der noget andet, og så skal du inde i dit hoved lave regnestykker: Hvad får jeg ud af det, kontra hvad jeg mister ved at gøre det, og er det det, der er det rigtige at gøre? Du bliver hele tiden mindet om, at der er nogen, der laver noget andet end dig, og er det, jeg laver nu, det, jeg får mest ud af? Der er hele tiden dilemmaer,” siger han.

Slutproduktets betydning får et spørgsmål til at trænge sig på: Frygter de, at de ikke får et vellykket efterskoleophold?

“Ja, meget,” siger Tange Fast.

“Helt vildt,” siger Kamma Haunstrup-Suzuki.

“Det er man da sygt bange for, at man ikke får,” byder Esther Marie Røndal Nielsen ind.

“Jeg tror, der er mange, der er lidt bange for at fortryde ting efter efterskoleåret. De ting, man brugte sin tid på. Jeg har ingen anelse om, hvor mange, der rent faktisk føler, at det var de forkerte, de blev venner med, men jeg tror, at det er langt de fleste, der kan være bekymrede for, at det er sådan, det bliver,” siger Kamma Haunstrup-Suzuki.

Elevernes biografi er allerede skrevet
Efter sin bogudgivelse sidste år har Christian Hjortkjær holdt foredrag om unge og utilstrækkelighed på en række efterskoler. Han mener, at selve den måde, efterskolen som institution er skruet sammen på, kan fungere som en katalysator for oplevelsen af at føle sig utilstrækkelig. “Der er helt klart en forventning om, at der er ting, der skal nås,” siger han. Selve forventningen om, at efterskoleåret kan levere noget bestemt, kan skabe en oplevelse af, at man som elev kun har mulighed for at reducere – og ikke forøge – værdien af efterskoleåret:

“Når de unge starter, er det som om, efterskoleåret allerede er beskrevet for dem. De skal bare leve op til det. Vi har allerede skrevet elevernes biografi for dem, så hvis de misser noget, er der noget, de mangler. Det er virkelig med til at understrege utilstrækkeligheden. Ikke fordi, de har gjort noget forkert, men de har bare ikke gjort nok, og der er områder, hvor de ikke formåede at blive et helt menneske”, siger han.

For de fire elever har særligt denne afart af frygt for ikke at slå til, for ikke at være glade, forbindelse til deres forældre. De har trods alt betalt for opholdet – og hvad så, hvis man ikke er glad for det? Tange Fast fortæller, at han, selv om han er glad for at gå på efterskole, sommetider også glæder sig til, at det er slut. “Og så bliver jeg bare så sur på mig selv, for hvad er jeg for en dum søn, der glæder sig til at komme væk fra efterskole, når min far har brugt masser af penge på det? Hvad hvis jeg synes, jeg har mine bedste venner derhjemme? Hvad er jeg for en røv, der ikke har mine bedste venner her?”.

Den følelse kender Esther Marie Røndal Nielsen. “Når jeg tænker på, at mine forældre betaler for det her, har jeg også bare at have det fedt, ikke også?” siger hun.

Forældrene spiller bestemt ikke en ubetydelig rolle i forbindelse med risikoen for at føle sig utilstrækkelig som barn og ung, mener Christian Hjortkjær: “Børnene kan jo godt mærke en vis forventning fra deres forældre: "Hvad nu, hvis mine børn ikke kan finde ud af at indordne sig, hvad nu hvis de ikke kan finde ud af at være glade og optimistiske og har mod på livet og har mange kærester, prøver sig selv af og drømmer stort – der ligger en moral og en forventning, men den er bare langt mere uskreven i dag. Der falder ikke brænde ned, vel? Men mor og far bliver kede af det,” siger Christian Hjortkjær.

“Der er så mange ting, man kan – stå for det, du tror!” står der, som nævnt i begyndelsen af denne artikel, i en af linjerne i ‘Linedanser’. En linje i det sidste vers lyder: ”Tænk at få balancekunst, så helt ufatteligt. At modtage sin stang og snor – ganske kvit og frit.”

Men når efterskoleelever i dag træder ud på snoren, vil nogle af dem måske opleve, at balancestangen ikke er noget, man bare modtager, og at løfterne om efterskolelivets gevinster pludselig kun viser sig i skikkelse af uopnåelige idealer. Friheden kan blive et åg, lyder Christian Hjortkjærs analyse.

“Vi har jo i høj grad forventninger om, at eleverne kommer og prøver sig selv af, og at de skal finde sig selv. Det gælder ikke om at blive til noget, men om at blive til nogen. Det lyder frisættende, men præcis sådan en sætning er i dag et kæmpe åg for mange. De ved godt, at det ikke handler om, at jeg skal finde ud af, om jeg skal være skorstensfejer eller ingeniør, men at jeg skal blive mig selv. Og hvis jeg glipper den chance på efterskolen, så har jeg spildt en vigtig chance, som man ikke får mange af ude i samfundet,” siger Christian Hjortkjær.

4 grunde til, at unge kan føle sig utilstrækkelige

1. Forventninger fra venner, ældre søskende og familie til det at gå på efterskole kan være med til at skabe en opfattelse af, at efterskoleåret kan og skal blive ’et perfekt år’
2. De mange muligheder på en efterskole kan få den konsekvens, at eleverne frygter at komme til at ’mangle’ noget i deres efterskoleår, hvis de ikke kan overskue eller nå at være med til det hele
3. I fraværet af regler stræber mange unge i dag efter idealer. Men idealer er umulige at opnå, og det betyder, at de unge bliver ved med at jagte noget, de aldrig vil være i stand til at indfri
4. Fraværet af regler eller tydelige begrænsninger betyder også, at de unge kan opleve, at de implicit får at vide af den voksne generation, at de bør udnytte og udforske alle muligheder. De unge kan næsten komme til at opfatte det som et påbud om at være på en bestemt måde, som de vil forsøge at leve op til, men som kan være svært at håndtere

Kilder: Forfatter, ph.d. i teologi og højskolelærer Christian Hjortkjær samt de fire tidligere efterskoleelever Kamma Haunstrup-Suzuki, Tange Fast, Esther Marie Røndal Nielsen og Mathilde Marschall Mortensen.