Eksperter: Lyt til de unge og indgyd dem mod
Drop udtryk som: ’Tro på dig selv’, ’du må selv klare det’ og ’pyt’. Hvis du har elever, som føler sig utilstrækkelige, så gå i stedet dialog med dem og vis, at du er der, lyder opfordringen fra en ungdomsforsker og en forfatter.
28. september 2021
Det centrale er at indgyde elever med utilstrækkelighedsfølelser en portion mod, mener Christian Hjortkjær, højskolelærer, ph.d. i teologi og forfatter. Foto: Tor Birk Trads.
Af Christian Bæk Lindtoft
Det kan være vanskeligt at komme med gode råd til unge, der oplever utilstrækkelighed – selv hvis det er et virkeligt velmenende godt råd. For rådene indebærer en overhængende risiko for utilsigtet at komme til at give de unge et påbud eller at lægge ansvaret for deres situation over på de unge selv. Og hvis efterskolernes ansatte vil gøre sig håb om rent faktisk at hjælpe elever med utilstrækkelighedsfølelser, skal de først og fremmest gør sig dét klart. Det mener Christian Hjortkjær, højskolelærer, ph.d. i teologi og forfatter til bogen ’Utilstrækkelig – hvordan den nye moral gør de unge psykisk syge’.
F.eks. nytter det ikke meget at opfordre de unge til at tro på sig selv. “Det ville typisk være det råd, vi giver, når de har det skidt: ’Så bare tro på dig selv – du kan, hvad du vil’. Men så sender vi bare ansvaret 100 procent tilbage til de unge selv,” siger Christian Hjortkjær.
Han peger i stedet på, at det centrale er at indgyde eleverne en portion mod. “Vi siger typisk, at nu må du have selvtillid, og så må du ligesom klare det. Men jeg mener, at vi i højere grad skal være en tryg base, som de ved, stadig er der, selv hvis de fucker op. Det er den voksnes ansvar at blive ved med at have et medansvar for den unge,” siger han og giver et konkret bud på en sætning, man som voksen med ansvar for unge kan tage i brug. Én han har hentet fra Disney-klassikeren ’Løvernes Konge’.
“I slutningen af filmen møder Simba sin far, der træder frem på himlen. Så siger han ikke, som vi normalt siger i dag: ’Bare tro på dig selv, Simba. Du kan, hvad du vil’. Han siger i stedet: ’Du er langt mere end det, du er nu.’ Det, synes jeg, er godt sagt. For det er vi allesammen,” siger Christian Hjortkjær. Ifølge ham handler det om at vise eleverne, at der findes noget mod i dem til at forløse potentialer, de endnu ikke har forløst og måske slet ikke kender til – og som eleverne selv kan have svært ved at se. “Der er noget mod, den unge endnu ikke har turdet træde ud i. Så frem for at sige: ’Du kan, hvad du vil’, skal vi sige: ’Du er langt mere, end du er nu’. For det er alle efterskoleelever, og det kan vi voksne se,” siger Christian Hjortkjær.
’Pyt’ er endnu et påbud
Spørger man Jens Christian Nielsen, lektor og ungdomsforsker ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, cirkulerer der i de voksnes rækker også et andet påbud, der kan have utilsigtede negative konsekvenser at tage i brug, når man ønsker at hjælpe unge af med deres følelse af utilstrækkelighed: Ordet ’pyt’. For selv om den voksnes rådgivning om at lade nogle ting fare og forsøge at komme videre med et ’pyt’ måske udspringer af en i udgangspunktet fin tanke om, at nogle ting alligevel ikke står til at ændre, og at energien, der bliver brugt på at dvæle ved dem, derfor er spildt, risikerer det at give bagslag. For hvad nu, hvis eleven ikke føler sig i stand til at sige pyt?
“Der fralægger man sig som voksen også ansvaret for, at man selv er med til at lave nogle strukturer, der er problematiske. Det der ’pyt’ er jo også et påbud,” siger Jens Christian Nielsen. “Ikke nok med, at vi voksne har sagt, at du skal have gode karakterer, være sund, være social og alle de ting. Når det så går galt for de unge, så siger vi gudhjælpemig også, at de skal have overskud til bare at sige pyt,” siger Jens Christian Nielsen.
Det er bl.a. den slags strukturer, som efterskolelærere og andre voksne kan være med til at opretholde, og derfor er det i tilgangen til at hjælpe eleverne med deres udfordringer, man skal tage fat, mener Jens Christian Nielsen. “Det er vigtigt, at man vender blikket indad mod sig selv og ser på, hvordan man selv konstruerer påbud til de unge, og hvad det er for nogle logikker og forventninger til at være en god og ’rigtig’ efterskoleelev, man skaber,” siger han.
Jens Christian Nielsen understreger, at man som ansat på en efterskole godt må være meget konkret i formuleringen af forventninger til eleverne ved indgangen til deres efterskoleår. Det vigtigste er, at man selv er bevidst om, hvilke forventninger man giver videre til de unge – og at have en løbende dialog med dem om det.
Det kan være vanskeligt at komme med gode råd til unge, der oplever utilstrækkelighed – selv hvis det er et virkeligt velmenende godt råd. For rådene indebærer en overhængende risiko for utilsigtet at komme til at give de unge et påbud eller at lægge ansvaret for deres situation over på de unge selv. Og hvis efterskolernes ansatte vil gøre sig håb om rent faktisk at hjælpe elever med utilstrækkelighedsfølelser, skal de først og fremmest gør sig dét klart. Det mener Christian Hjortkjær, højskolelærer, ph.d. i teologi og forfatter til bogen ’Utilstrækkelig – hvordan den nye moral gør de unge psykisk syge’.
F.eks. nytter det ikke meget at opfordre de unge til at tro på sig selv. “Det ville typisk være det råd, vi giver, når de har det skidt: ’Så bare tro på dig selv – du kan, hvad du vil’. Men så sender vi bare ansvaret 100 procent tilbage til de unge selv,” siger Christian Hjortkjær.
Han peger i stedet på, at det centrale er at indgyde eleverne en portion mod. “Vi siger typisk, at nu må du have selvtillid, og så må du ligesom klare det. Men jeg mener, at vi i højere grad skal være en tryg base, som de ved, stadig er der, selv hvis de fucker op. Det er den voksnes ansvar at blive ved med at have et medansvar for den unge,” siger han og giver et konkret bud på en sætning, man som voksen med ansvar for unge kan tage i brug. Én han har hentet fra Disney-klassikeren ’Løvernes Konge’.
“I slutningen af filmen møder Simba sin far, der træder frem på himlen. Så siger han ikke, som vi normalt siger i dag: ’Bare tro på dig selv, Simba. Du kan, hvad du vil’. Han siger i stedet: ’Du er langt mere end det, du er nu.’ Det, synes jeg, er godt sagt. For det er vi allesammen,” siger Christian Hjortkjær. Ifølge ham handler det om at vise eleverne, at der findes noget mod i dem til at forløse potentialer, de endnu ikke har forløst og måske slet ikke kender til – og som eleverne selv kan have svært ved at se. “Der er noget mod, den unge endnu ikke har turdet træde ud i. Så frem for at sige: ’Du kan, hvad du vil’, skal vi sige: ’Du er langt mere, end du er nu’. For det er alle efterskoleelever, og det kan vi voksne se,” siger Christian Hjortkjær.
’Pyt’ er endnu et påbud
Spørger man Jens Christian Nielsen, lektor og ungdomsforsker ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, cirkulerer der i de voksnes rækker også et andet påbud, der kan have utilsigtede negative konsekvenser at tage i brug, når man ønsker at hjælpe unge af med deres følelse af utilstrækkelighed: Ordet ’pyt’. For selv om den voksnes rådgivning om at lade nogle ting fare og forsøge at komme videre med et ’pyt’ måske udspringer af en i udgangspunktet fin tanke om, at nogle ting alligevel ikke står til at ændre, og at energien, der bliver brugt på at dvæle ved dem, derfor er spildt, risikerer det at give bagslag. For hvad nu, hvis eleven ikke føler sig i stand til at sige pyt?
“Der fralægger man sig som voksen også ansvaret for, at man selv er med til at lave nogle strukturer, der er problematiske. Det der ’pyt’ er jo også et påbud,” siger Jens Christian Nielsen. “Ikke nok med, at vi voksne har sagt, at du skal have gode karakterer, være sund, være social og alle de ting. Når det så går galt for de unge, så siger vi gudhjælpemig også, at de skal have overskud til bare at sige pyt,” siger Jens Christian Nielsen.
Det er bl.a. den slags strukturer, som efterskolelærere og andre voksne kan være med til at opretholde, og derfor er det i tilgangen til at hjælpe eleverne med deres udfordringer, man skal tage fat, mener Jens Christian Nielsen. “Det er vigtigt, at man vender blikket indad mod sig selv og ser på, hvordan man selv konstruerer påbud til de unge, og hvad det er for nogle logikker og forventninger til at være en god og ’rigtig’ efterskoleelev, man skaber,” siger han.
Jens Christian Nielsen understreger, at man som ansat på en efterskole godt må være meget konkret i formuleringen af forventninger til eleverne ved indgangen til deres efterskoleår. Det vigtigste er, at man selv er bevidst om, hvilke forventninger man giver videre til de unge – og at have en løbende dialog med dem om det.
Læs mere
Kopieret til clipboard