Lærer på Frijsenborg Efterskole Helle Videbæk har sammen med Josefine Køhrsen, der er lærer på Skægkærskolen, vundet prisen for årets bedste bachelorprojekt i 2020. Projektet har titlen ’At åbne elevernes ører for lydfortællingen’ og handler om, hvordan man kan bruge podcast i danskundervisningen. De to vindere har lavet projektet, da de gik på læreruddannelsen i Silkeborg ved Professionshøjskolen Via.
I år modtager Kristian Yilmaz, en anden lærer fra Silkeborg, desuden Dannelsesprisen, en særpris for et projekt, der beskæftiger sig med dannelse i skolen. Kristian Yilmaz har skrevet projektet ’Dannelse i litteraturen – at kunne stille de gode spørgsmål til eleverne. Bag uddelingen af prisen står lærerprofession.dk, der drives af professionshøjskolerne og fagbladet Folkeskolen.
Dommerne skulle i år bedømme 53 bachelorprojekter, der er indstillet af undervisere og censorer fra alle landets læreruddannelser.
Læs interview med vinderne på lærerprofession.dk.