”Jeg græd, første gang jeg så en hjemløs”

Af Anna Rossman Thejsen

”Må vi købe en shawarma?” spørger et par af drengene deres lærer Rikke Gori Christensen, så snart de kommer op over jorden ved Nørreport i København. Klokken er 12.30, og lidt over hundrede elever fra Horne Efterskole har været undervejs i bus og tog fra den nordligste ende af Danmark siden klokken 04.00 i nat. Deres lærer minder dem om, at de har spist deres medbragte madpakker, og at der ingen udsigt er til mad lige foreløbig.

Resten af dagen skal de i mindre grupper følge med hjemløse rundt i hovedstaden og lære byen at kende fra deres perspektiv. Det er første gang, mange af dem møder en hjemløs, men fjerde gang, at Horne Efterskole samarbejder med hjemløseorganisationen Hus Forbi om at lære et elevhold om livet som udsat.

”Det er vores fællesskabsskabende tur. Mens andre efterskoler holder en årlig gymnastikopvisning eller tager til udlandet, sender vi eleverne rundt i København med hjemløse,” siger Rikke Gori Christensen, der selv har været med alle årene.

Turen er en del af projektet horneHjælp, som på et forløb over få uger sender efterskoleeleverne på en både mental og fysisk dannelsesrejse, hvor de lærer at forstå mennesker med andre forudsætninger i livet end dem selv og lærer om glæden ved at kunne gøre en forskel for andre.

Rikke Gori Christensen fortæller, at det er helt bevidst fra skolens side, at de lader eleverne tage den lange togtur til København og så komme direkte ud i gaderne at gå en hel dag. På den måde oplever de en snert af livet som hjemløs, før de senere i forløbet skal samle penge ind til Hus Forbi.

To parallelverdener
Clara Augusta Danielsen er fra Skanderborg og er en af de elever, som har set meget frem til dagen med de hjemløse, fortæller hun, mens hun står og skutter sig i sin store striktrøje på Nørreport. 

”Jeg forestiller mig, at det er lidt ligesom to parallelverdener. For mig er Strøget jo et sted, hvor jeg kan shoppe, for de hjemløse er det et sted, hvor det handler om at overleve,” siger hun.

En anden elev, Mathias Kyed Folsted fra Hjørring, har ikke tænkt så meget over det på forhånd, men ser også frem til at se København fra en anden side end turistsiden. Mathias Kyed Folsted, Clara Augusta Danielsen, 26 andre elever og tre ansatte fra efterskolen, deriblandt Rikke Gori Christensen, bliver som den første gruppe sendt afsted med David Skov Pedersen fra Hus Forbi og hans hund Malthe.

I begyndelsen er eleverne meget stille, og Rikke Gori Christensen og hendes kollega, trivselskoordinator Jette Svendsen, er dem, der må stille de første spørgsmål om, hvorfor David Skov Pedersen blev hjemløs. Før han endte med at bo på gaden i 12 år, boede David Skov Pedersen i Kolding sammen med en kæreste og hendes søn, havde firmabil og arbejdede for et stort rengøringsfirma.

Mens David Skov Pedersen fortæller om sit liv dengang, leder han eleverne hen til den del af Nørreport, som vender ud mod Strøget. Fordi det er her, mange hjemløse lever, sælger aviser og sover. Hvis de tør.

”Som hjemløs føler du dig nemt jagtet. Du ved aldrig, om der kommer en eller anden idiot og overfalder dig, mens du sover. Eller om politiet smider dig væk. Du er nødt til hele tiden at være på vagt,” fortæller han.

”Alkohol har altid været en del af mit liv”
”Hey,” råber David Skov Pedersen højt efter to drenge, der er kommet lidt væk fra flokken. ”Så er der jer unge. I stopper ikke op og hilser. Går bare lige forbi. Der er så mange fordomme om hjemløse, så megen uvidenhed.”

David Skov Pedersen kigger rundt på eleverne en efter en. Alle er tavse, ingen ser på hinanden. Jette Svendsen træder lidt tættere på og spørger, om det ikke er rigtigt, at bare et hej kan gøre en stor forskel. David Skov Pedersen svarer, nu i et lidt blidere tonefald: ”Jo, husk nu bare at hilse for fa’en. I aner ikke, hvor meget det betyder for en hjemløs, at bare ét menneske smiler og siger hej i løbet af en dag på gaden.”

Flokken rykker tættere sammen omkring David Skov Pedersen. Nogle sender et forsigtigt smil, andre finder hinandens hænder eller stryger hunden Malthe med det blå tørklæde over dens grå pels.
Clara Augusta Danielsen søger hen mod David Skov Pedersen og spørger til livet på gaden. Næste bid af David Skov Pedersens historie får gruppen ved Kultorvet.

”Alkohol har altid været en del af mit liv. Jeg er vokset op med alkoholiske forældre. I skolen var jeg ham den hårde, som aldrig var bange for noget. Derhjemme tævede min far mig, og min mor var sgu for stiv til at opdage noget. Hvis jeg kom i skole med et blåt øje, sagde lærerne altid: ’Det var vel heller ikke din skyld denne gang, David’. Ikke én gang var der nogen, der spurgte, hvordan jeg havde det. Ikke én gang!"

David Skov Pedersen har aldrig selv været alkoholiker. Hans misbrug fandt andre veje – i mange år bedøvede han sig selv i et blandingsmisbrug af rygeheroin, beroligende medicin og hash. Han kom først ud af misbruget, da han i 14 dage tog en ’kold tyrker’ på en bænk ved Storebæltsbroen. 

Ud af hjemløsheden 
Første gang, David Skov Pedersen oplevede, at der var nogen, der bekymrede sig om ham, var for fire år siden, da han var i starten af fyrrerne, fortæller han. Han stod og lænede sig op ad et par krykker og solgte hjemløseaviser ved Nørreport, da en ældre kvinde kom forbi og købte en avis. Det har hun gjort i årevis. Hun var bekymret, fordi han var meget bleg og kun kunne humpe frem på krykkerne. Han fortalte hende, at han har slidgigt, lider af KOL og er maniodepressiv.

Siden har han boet på værelse hos kvinden i hendes lejlighed på Christianshavn. Hun har også hjulpet ham med at få førtidspension og med at få styr på afbetalingen til Skat, som han skylder fire millioner kroner.

Det betyder, at David Skov Pedersen ikke længere er hjemløs. Han sælger dog fortsat aviser og har sin faste gang i Hus Forbi-huset i Vanløse. Hus Forbi har omkring 3.000 registrerede sælgere over hele Danmark. Nogle er hjemløse, andre er tidligere hjemløse – alle er socialt udsatte.

Udover selv at være sælger, har David Skov Pedersen i dag også fået så meget overskud, at han er blevet sælgerrepræsentant. Det vil sige, at han blandt andet hjælper andre sælgere med at få styr på reglerne og med ting, de ikke selv overkommer. Det beretter han om, mens flokken bevæger sig ned ad Købmagergade og op mod Strøget.

En jakke rigere
På Strøget strømmer mennesker i alle retninger. På en bænk sidder David Skov Pedersens ven Kenneth. Han lever af at spille guitar og lave tricks for turister. Kenneth springer op, da David Skov Pedersen og følge kommer forbi. Danser og snakker løs, skiftevis på engelsk og dansk. Han og Clara Augusta Danielsen battler om, hvem der er hurtigst til at gribe en mønt. David Skov Pedersen nævner flere gange, at det vil være pænt at give Kenneth en femmer. Da flokken går derfra, mangler en af eleverne Jennifer Mbabazi sin jakke. Den har hun givet til Kenneth.

”Jeg har ingen mønter, jeg har ikke Mobilepay, men jeg har tusind jakker,” svarer hun, da Rikke Gori Christensen giver hende et kram og spørger, om hun ikke kommer til at fryse.
Jennifer Mbabazi er oprindeligt fra Uganda og kom med sin familie til Brønderslev for omkring fire år siden. Hun mindes den første hjemløs hun så i Danmark. Det var i Aalborg.

”Jeg græd den første gang, jeg så en hjemløs. Der er også mange unge, der lever på gaden. Det er så sørgeligt. Der er bare så mange søde og rare mennesker, der bliver hjemløse. Kenneth var sindssygt sød, og han har mere brug for min jakke, end jeg har,” siger hun.

Længere fremme i gruppen indhenter Mathias Kyed Folsted David Skov Pedersen. Han spørger, om det var svært at leve på gaden i starten. Og om David Skov Pedersen havde nogen venner. I starten var han bare vred, husker han. Fordi kommunen ifølge ham begyndte at stille urimelige krav og ville have ham til at betale mange penge til kærestens søn, fordi han boede sammen med dem. Krav, der blev som en kile i hans og kærestens forhold, og som endte med, at han stod uden tag over hovedet. Den første tid sov han i sin firmabil, men da chefen opdagede det, mistede han sit job. Snart endte David Skov Pedersen i København. Han fortæller ham om en tid, hvor der nemt kunne gå 14 dage, uden at han talte med nogen. Om hvordan han kunne gå ind på en tankstation og købe en flaske vand bare for at få nogen at tale med. En periode begyndte han at snakke meget med sig selv. Så fik han hunden Malthe.

Gruppen gør stop ved Normal-butikken på hjørnet af Knabrostræde og Strøget. Mathias Kyed Folsted går derind og køber en flaske vand til sig selv – og en til David Skov Pedersen. Mens vandet skylles ned, og knitrende chipsposer åbnes, taler Mathias Kyed Folsted med to af de andre elever, Signe Gravgård Pedersen og Patricia Scheller. De føler sig trætte. Men så fortæller Mathias Kyed Folsted pigerne, at David Skov Pedersen kun sover to timer hver nat. Fordi han stadig har det skidt, og fordi man vågner ved den mindste lyd, når man først har sovet på gaden.

”Det må virkelig være hårdt,” siger Mathias Kyed Folsted. ”Ja, det er rimelig skræmmende at høre om hans liv. Jeg tænker også bare, at det lige så godt kunne være en af os,” svarer Signe Gravgård Pedersen. De er tavse lidt, så siger Patricia Scheller: ”Jeg kan slet ikke forstå, at det overhovedet kan lade sig gøre at ende på gaden i Danmark.”

Clara Augusta Danielsen står lidt derfra og er også mærket af de mange indtryk: ”Jeg bliver rigtig ked af at høre om livet på gaden. Og samtidig bliver jeg rigtig taknemmelig for det liv, jeg lever, og for at jeg har en seng at sove i om natten. Men jeg er også positivt overrasket over det fællesskab, der er på gaden. At de også har venner. De kæmper hver dag, men de har heldigvis også kærlighed i deres liv.”

Snart går turen med metroen fra Københavns Hovedbanegård til Vanløse, hvor Hus Forbi-huset ligger. To piger læner sig op ad hinanden og hvisker om, at de længes efter en god kop Horne-kaffe med havremælk. Et par drenge spørger lærerne, om de snart skal have noget mad. De drømmer stadig om shawarmaer. Nogle vil bare gerne sove og gør det op ad hinanden.

Da gruppen stiger ud af metroen i Vanløse, går alle lidt langsommere end først på dagen. Nu er der kun få hundrede meter hen til det hus, hvor alle Hus Forbi-sælgere henter de aviser, de sælger, og det tøj, de arbejder i. Og hvor der også altid er et gratis måltid mad, et bad og lidt varme og selskab at hente. 

Oplever glæden ved at give 
Alle de andre grupper med elever og ansatte fra Horne Efterskole er ankommet og sidder og ligger overalt på stole, borde og gulv. Nogle tjekker mobilen, andre blunder, de fleste lytter. På flere historier om livet som hjemløs. Der er mange. Som for eksempel Steens. Som 18-årig kom han i lære som blikkenslager, men en arbejdsulykke knuste hans ene fod og alle hans drømme. Han druknede alt det knuste i ketoganer og morfin og boede i mange år i kælderskakter og på offentlige toiletter.

Siden har han kæmpet sig fri af misbruget og hjemløsheden og var i 2017 kandidat for Enhedslisten ved kommunalvalget i Glostrup. Han har i mange år også både været aktiv i de hjemløses landsorganisation Sand, og i hjemløseorganisationen Hus Forbi. Han ved derfor også, hvor meget Horne Efterskole gennem årene har hjulpet Hus Forbi. Horne-elever fra tidligere år har samlet mellem 175.000 og 200.000 kroner ind til Hus Forbi. Et år blev der samlet nok ind til et nyt køkken i Hus Forbi-huset, fortæller han og peger derud, hvor Horne Efterskoles køkkenchef Uffe Truelsen og forstander Mogens Jensen lige nu er i færd med at lave aftensmad til alle.

Om få uger fra denne efterårsdag skal eleverne fra Horne endnu engang ud og samle penge ind til Hus Forbi. Nogle ved at arbejde en dag i en virksomhed, andre ved at lave mad og endnu andre ved at stå på scenen til skolens musical. Steen slutter af med at sige: ”Det er altafgørende, at der findes nogen som jer. Nogen, der bekymrer sig om andre, der har det svært. Kæmpe tak fra Hus Forbi og fra mig.”

En lang dag er ved at være forbi. En lærer er faldet i søvn på bagtrappen, en gruppe elever ligger filtret sammen på gulvet. En del elever trækker sammen med deres hjemløseværter ud i Slyngelstuen, som Hus Forbis baggård bliver kaldt, inden køkkenholdet med Horne Efterskoles køkkenchef Uffe Truelsen i spidsen om lidt serverer kylling for alle.
Uffe Truelsen er koordinator for horneHjælp og ham, der oprindeligt fik idéen. For ham er noget af det vigtigste den mentale rejse, som horneHjælp sender eleverne på.

”Når vi kommer hjem fra sådan en tur som i dag, er eleverne dødtrætte, og følelserne sidder udenpå. Men samtidig er de så fyldt op af oplevelsen. I løbet af dagen med de hjemløse opdager de, at mange af dem jo bare er mennesker ligesom dem selv og deres fædre og mødre,” siger han.

Når eleverne har været hele forløbet omkring horneHjælp igennem, oplever Uffe Truelsen og hans kolleger altid, at de har rykket sig enormt, fortæller han: ”De får en større bevidsthed om, hvad de selv har at være taknemmelige for. Samtidig oplever de glæden ved at give og forstår, at en lille indsats fra hver af dem kan gøre en kæmpe forskel i andre menneskers liv.”

Denne artikel har oprindeligt været bragt i Magasinet Efterskolerne.