”Det betyder noget, at der er andre, man kan spejle sig i”

Af Louise Wethke Buch

”Der er godt nok ikke mange andre mørke her,” konstaterede Wissal Essaghirs mor første skoledag på efterskolen BGI akademiet, hvor Wissal skulle starte i 9. klasse i 2018. Wissal kiggede rundt på de andre elever. Hun kunne tælle cirka tre andre med en mørk hudfarve ud af næsten 600 elever. ”Det var sygt, for det var jeg jo vant til at se hjemme i Aarhus. I min folkeskole var vi måske otte ud af 20 med en mørk hudfarve. Det betyder noget, at der er andre, man kan spejle sig i. Det er en måde at føle sig tryg på, så man ikke føler sig på udebane,” siger Wissal Essaghir.

De andre elever fik hurtigt pyntet deres værelser med billeder hjemmefra og lyskæder, mens Wissal kiggede på sin nøgne betonvæg. Hun lagde også mærke til, at hun var den eneste, der kun havde taget sin mor med første skoledag, mens alle andre kom med hele familien. ”Shit, tænkte jeg. De tager det godt nok alvorligt. De vidste alt om efterskoler, og jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg lavede. Jeg følte mig slet ikke forberedt,” siger hun.

Krævede overtalelse at få lov
For de andre var det at gå på efterskole en stor ting, konstaterede hun. For Wissal Essaghir var det først noget, hun stiftede bekendtskab med i midten af 8. klasse, da hendes klasselærer opfordrede hende til at tage på efterskole. ”Jeg havde kun hørt om efterskoler igennem mine venners større søskende, så jeg begyndte at terpe YouTube-videoer om efterskoler. Ellers havde jeg overhovedet ingen idé om, hvad det var,” siger Wissal Essaghir.

Wissal var udadvendt og havde mange venner både fra klassen og fodboldholdet i Aarhus, men klasselæreren mente, at Wissal ville have godt af at lære nye mennesker at kende. Hun spillede fodbold på højt niveau, så klasselæreren foreslog, at hun tog på BGI akademiet, så hun stadig kunne spille fodbold. Wissal nævnte det for sin sagsbehandler, som mente, hun ville have godt af at komme væk hjemmefra og sørgede for, at hun fik sit efterskoleophold betalt.

Wissals forældre blev skilt, da hun gik i 7. klasse, og hendes far var allerede dengang meget syg med Alzheimers. Hendes lillebror var begyndt i specialklasse, så der var brug for, at hendes mor kunne fokusere på ham. Da Wissal præsenterede idéen om et efterskoleophold for sin mor, krævede det alligevel overtalelse. ”I starten ville min mor ikke være med til det. Hun er muslim, så hun brød sig ikke om, at jeg skulle bo så tæt sammen med drenge,” siger hun.

Wissal lokkede sin mor med på en rundvisning på BGI akademiet. Da moren snakkede med en leder, der fortalte, at der var nultolerance over for sex på skolen, blev hun mere tryg. ”Jeg havde det sådan lidt: ’Mor! Jeg vil jo bare gerne spille fodbold!’ Men jeg skal love for, at min mor blev glad for at høre det,” siger hun.

Kilder: Efterskolernes årlige optælling af antal elever på alle landets efterskoler, 2021/2022 og Det Nationale Integrationsbarometer fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.

På hjemmebane i fællesskabet
Wissals mor ville gerne have haft, hun skulle på gymnasiet efter 9. klasse, men Wissal endte med også at gå i 10. klasse på BGI akademiet. ”Jeg havde aldrig klaret gymnasiet efter 9. klasse. Jeg er så taknemmelig for, at jeg har lært så meget af at gå på efterskole, som jeg har kunnet bruge senere i gymnasiet,” siger hun. Selvom Wissal følte sig på udebane første skoledag på efterskolen, fandt hun lynhurtigt ind i fællesskabet og fik mange venner, som stadig er hendes bedste venner i dag.

”Efterskolen har været det bedste i hele mit liv. Der var ingen bekymringer, ud over når man havde en tjans. Der har min klasselærer ramt 100 procent plet,” siger hun. Wissals etniske baggrund har aldrig fyldt særlig meget for hende, og det gjorde det heller ikke i hverdagen på efterskolen. Alligevel var der noget, der gjorde, hun følte sig en smule anderledes end de andre. ”Jeg ved ikke, om det lyder mærkeligt, men det er altid rart at have nogle af ’sine egne’, for så føler man også, man passer ind. Det føler etniske danskere jo altid. Jeg følte mig altid tryg sammen med mine venner på efterskolen, som ikke var mørke. Men når man møder nogen, der også er på udebane og har en baggrund, man kan relatere til, kan man være på udebane sammen,” siger hun.

Da Wissal så navnene på værelsesdørene første skoledag, følte hun sig f.eks. på udebane. Navnet Wissal Essaghir skilte sig tydeligt ud, og hun havde ikke lyst til at blive mødt af fordomme. ”Hvis du kunne se, du skulle bo sammen med Wissal – hvad ville du så tænke? Du ville nok tænke: ’Hun er jo ikke dansk – så skal jeg sikkert bo sammen med en ghettopige.’ Men da de lærte mig at kende, tror jeg ikke, de tænkte, jeg lignede mit navn. Jeg virker nok mere som en Emma,” siger hun. På efterskoler går der dog langt flere, der hedder Emma end Wissal, og det er ærgerligt, mener Wissal Essaghir, som ville ønske, navnene på værelsesdørene ikke havde fået hende til at føle, hun skilte sig ud. Hun håber, at kendskabet til efterskoler bliver udbredt til flere folkeskoler, hvor der ikke kun går etnisk danske elever.

”Jeg synes, efterskoler bør udstråle, at de er åbne for alle. Jeg er helt vildt taknemmelig for, at der var nogle, der faktisk ville hjælpe mig med at komme på efterskole. Jeg havde så dårlige odds, og så fik jeg alligevel to år på efterskole. Det kan jeg faktisk stadig ikke forstå.”