4 efterskoler: Sådan forbereder vi os på at åbne igen

Af Louise Grønkjær

Hvordan får man plads til alle eleverne i spisesalen, når man skal holde to meters afstand? Hvor meget håndsprit har en hel efterskole egentlig brug for? Og kan eleverne stadig have køkkentjanser? 

Det er nogle af de mange overvejelser, som fylder i disse dage på landets efterskoler. Vi har spurgt fire forstandere, hvordan de forbereder sig på en eventuel genåbning. 

”Præmissen er, at vi ikke ved, hvilke retningslinjer vi får lov til at åbne under, men vi forestiller os, at vi ikke skal være så tæt sammen, som vi plejer, og det forbereder vi os på.” 

”Helt konkret er vi ved at kigge på højttaleranlæg, som vi vil bruge til at holde samlinger på en skrå plæne foran skolen. Den, der taler, kan stå på vores balkon, og vi kan holde samlinger, som alle vores 120 elever kan være med til, udendørs.”

”Vi har også kigget på at få sat partytelte i vores gård, så vi kan spise samtidig, eller i max to hold. Det er selvfølgelig hyggeligt, at alle spiser samtidig, men der er også noget logistik i det, for hvis vi spreder frokosten ud i fem hold, kommer den til at tage lang tid, og det går ud over timerne før og efter. Vi håber også, at telte kan give eleverne mulighed for at være sociale. Vi forestiller os, at det er slut med at besøge hinanden på værelserne. Men hvis vi får telte med åbne sider, kan de være sammen der.”

”Vi planlægger at portionsanrette maden i stedet for at have buffet. Vi regner ikke med, at vi må have elever med i køkkenet, så vi hyrer hjælp til køkken og rengøring. Vi har en hulens masse sprit, handsker, og mundbind på skolen. Nu må vi se, om vi får brug for det.”

”Vi mødes rigtig tit med eleverne til digitale samlinger, hvor vi forbereder dem på, at det bliver en forandret hverdag, de vender tilbage til. Vi har også holdt et virtuelt forældremøde, og vi holder et mere, når og hvis vi får at vide, at de kan komme tilbage. Her understreger vi, at man skal være indstillet på at følge de retningslinjer, der er stillet op. Vi kommer ikke til at være ret fleksible. Nogle vil måske mene, at vi er rigide, men det er alles sundhed, der er på spil nu. Hvis ikke man vil følge de retningslinjer, kan man ikke være på skolen. Alternativet er, at vi får et påbud om at lukke igen. Jeg synes, vores elever tager det godt. De savner virkelig at komme i gang. Vi har fortalt dem, at vi skal være glade, hvis vi bare får lidt efterskole tilbage. Deres indstilling er, hvis bare de kan komme tilbage, skal de ikke bede om mere.”

”Jeg håber, at der kommer så præcise retningslinjer som muligt fra sundhedsmyndighederne, hvis vi må åbne igen. Jeg har f.eks. en medarbejder, der er gravid. Hendes læge har sagt, at hendes leder skal tage stilling til, om det er forsvarligt, at hun kommer tilbage. Det synes jeg ikke, jeg er særlig kvalificeret til.”

I videon herunder viser Lars Luplau rundt på skolen og fortæller om skolens forberedelser.

”Vi forbereder os ikke vildt meget på, hvad vi gør, når og hvis vi må åbne igen. Vi forbereder os mere på, hvad pokker vi gør, hvis ikke eleverne kommer tilbage. For det er helt klart det scenarie, der efterlader mig med det største problem. Jeg har meget svært ved at se, hvordan jeg skal løse den opgave. Jeg er mere bekymret for det pædagogiske indhold og varetagelsen af den menneskelige kontakt end lavpraktisk organisering.”

”Når vi kender sundhedsmyndighedernes retningslinjer for genåbning, er jeg sikker på, at vi ret hurtigt kan lægge en plan ud fra det. Jeg har i lang tid snakket med eleverne om, at det bliver en anden hverdag, de kommer tilbage til, hvis de må komme tilbage. Det er de meget bevidste om. Vi har et elevhold, som vi har ekstremt gode relationer til. Vi kunne have haft andre elevhold, hvor jeg ville være mere bekymret. Men de her elever vil være samarbejdspartnere, så hvis vi bare får lov at åbne, er jeg meget fortrøstningsfuld. Det mindste problem er logistik. Da eleverne blev sendt hjem, tog det os fire timer at organisere den digitale undervisning. Jeg er overbevist om, at vi også kan organisere deres tilbagevenden ret hurtigt. Forstå mig ret, jeg har også bestilt sprit hjem og talt med køkkenet om alternativer til buffet, men jeg gider ikke lave planer, jeg skal lave om eller ikke kommer til at bruge.”

”Når jeg siger, at vi primært forbereder os på, hvad vi gør, hvis vi ikke må åbne, så handler det om at gå fra den fase, hvor vi har prøvet at kompensere for noget, til en fase, hvor vi laver efterskole ud fra de betingelser, der nu engang er. Jeg ser det sådan, at vi har forsøgt at bygge en bro, der hænger over en kløft. Som ugerne er gået, er den bro blevet længere og længere, og den er derfor kommet til at vakle mere og mere. Det har skabt udsving i humøret, det er kommet til at handle mere og mere om savnet, og vi har lukket også mere og mere ind i os selv. Det er hårdt at være i. Hvis vi ikke må åbne igen, bliver vi nødt til at stille andre mål til os selv. Ellers går vi døde i det. Derfor er jeg sammen med personalet i gang med at definere meningsfuld undervisning og aktiviteter, som peger frem og ikke kun tilbage til det, de havde, men som de nu ikke kan få. Det er umuligt at drive digital efterskole, som svarer fuldstændig til efterskolelivet, som det var. Vi skal stille os selv en opgave, som ikke er umulig.” 

”Vi forholder os forbeholdent – forstået på den måde, at vi ikke ved, hvilke retningslinjer der kommer til at gælde. Vi ved ikke, om efterskolerne får lov at åbne, men vi ved heller ikke, om der efter 10. maj er krav om to meters eller en meters afstand, eller om man forsamles 10, 50 eller 100 personer. Det har alt sammen betydning for de vilkår, vi kommer til at åbne under.”

”Vi forbereder os primært ved at gøde jorden hos elever og forældre, så de har en forståelse af, at når og hvis eleverne får lov at komme retur, så bliver det på andre vilkår end dem, de har kendt. Vi har taget den dialog med elever og forældre på flere fronter. Vi har skrevet om det i en nyhedsmail til forældrene. Vi har også talt om det under vores digitale morgen- og aftensamling med eleverne.”

”Eleverne savner den hverdag, de havde, hvor de sidder tæt i spisesalen og ligger i en bunke ude i cafeen, men den hverdag kommer de ikke tilbage til. Det er de nødt til at være mentalt forberedte på. Vi tager de her snakke med dem, så det ikke kommer som et chok for dem, at vi skal sidde med længere afstand mellem hinanden. Eller holde morgensang i teatersalen i stedet for foredragssalen Eller have ensretning på vores meget smalle trapper. Det er nogle af de eksempler, vi har givet dem. Ellers har vi mest holdt det i overordnede termer. Uden at gøre det dramatisk har vi forsøgt at skabe en forståelse af, at vi ikke skal overholde reglerne, fordi myndighederne kræver det, men for at passe på os selv og hinanden.”

”Vi forbereder os også ved at tale med personalet. Vi har blandt andet spurgt, om de gerne vil have værnemidler i køkkenet, hvis eleverne overhovedet må komme med i køkkenet. De har svaret nej tak, men de er glade for at få tilbuddet. Som ledelse bliver vi nødt til at respektere, at vi som mennesker forholder os forskelligt til denne situation.”

”Vi fokuserer på at gøre hinanden klare i hovederne til, hvad det er for en virkelighed, der kommer. Det, synes jeg, er det allervigtigste arbejde. Det bliver vi klar til ved at gøre os konkrete og lavpraktiske overvejelser om, hvor skal der stå sprit, og hvor mange der må sidde i hver klasse. Når man står og måler, om der er to meter mellem to stole, bliver det meget tydeligt, at det er en anden hverdag, vi får. I personalegruppen har vi nedsat fem udvalg, blandt andet et, der kigger på spisesituationen, og et, der kigger på rengøring, osv.”

”Det springende punkt er, om eleverne kan lade være med at kramme hinanden. Det tror jeg godt, de kan. De ved godt, at alternativet er at sidde syv uger mere derhjemme. Vi har afholdt et webinar for vores 160 eleverne, som netop handlede om at gøre dem bevidste om, at de ikke kommer tilbage til den virkelighed, de kan huske. Vi var meget tydelige, og det er mit klare indtryk, at de har taget det budskab ind. Der har været mange snakke og teorier i omløb, blandt andet på sociale medier, og det var vigtigt for os at slå fast, at hvis de kommer tilbage, bliver det på andre vilkår. Det er ikke nok, at vi isolerer os og sætter en bom på vejen. Hvis vi ikke passer på, er der risiko for et stort smittetryk. Det synes jeg, vi er lykkes med at få dem til at forstå. De er udmærket klar over, at de ikke kan ’ligge i klump’.”

”Vi er meget opmærksomme på, at det ikke skal blive en stor skuffelse for eleverne at komme tilbage. Det kan ikke nytte noget at have en fortælling om, at efterskole kun handler om at ligge i én stor klump. Jeg ved godt, at elevernes sprog er meget fysisk, men efterskole er meget mere end det – der er jo også noget, der hedder det levende ord. Selvfølgelig kan vi lave efterskole uden at være helt tætte på hinanden hele tiden.”